De 3 FN-resolutioner om Tibet og retten til selvbestemmelse

De 3 FN-resolutioner om Tibet og retten til selvbestemmelse

 

"I FN har Tibets status bl.a. været omhandlet i en resolution fra 1961, der nævnte det tibetanske folks ret til selvbestemmelse. Resolutionen sagde intet om selvstændighed for Tibet eller selvstændig statsdannelse. Det må således antages, at alene den interne ret til selvbestemmelse er dækket" (Udenrigsministeriet, den 15. december 2009)[1]

 

 

Den danske regering har siden 2009 ved flere lejligheder argumenteret, at det tibetanske folk har ret til selvbestemmelse, men at denne ret er begrænset til "intern" selvbestemmelse inden for rammerne af Den kinesiske Folkerepublik. Denne argumentation tager først og fremmest udgangspunkt i de 3 FN-resolutioner om Tibet: 1353 (XIV) fra 1959, 1723 (XVI) fra 1961 og 2079 (XX) fra 1965.[2] Argumentationen er fejlagtig af følgende grunde:

 

1. Ingen af de tre FN-resolutioner tager stilling til Tibets status

 

Resolutionerne beskæftiger sig udelukkende med krænkelserne af tibetanernes rettigheder, ikke med Tibets status eller den kinesiske invasion. Spørgsmålet om "Invasion of Tibet by foreign forces" blev forelagt FN af El Salvador den 17. november 1950 med henvisning til, at Tibet mindst siden 1912 "has enjoyed complete independence", men af politiske årsager blev det aldrig optaget på Generalforsamlingens dagsorden. Spørgsmålene om invasionen og om Tibets status blev udskudt på ubestemt tid og er aldrig siden blevet drøftet i FN. De forbliver dermed uafgjorte.

 

Det eneste land, der refereres til ved navn i de tre resolutioner, er Tibet. I den forbindelse nævner resolutionerne "the people of Tibet" (1959 og 1965). Den fra 1959 henviser til "official statements of His Holiness the Dalai Lama", og den fra 1961 omtaler, at "hardships" har medført en "large-scale exodus of Tibetan refugees to the neighbouring countries" (vores kursiv), og dermed krænker "the principle of self-determination of peoples and nations". Hverken Kina eller de kinesiske myndigheder er nævnt i nogen af de tre resolutioner, hvorfor de på ingen måde kan opfattes som en indrømmelse af kinesisk suverænitet.

 

Ved ikke kun at henvise til menneskerettighedserklæringen, men også til FN-pagten og til både folkeslag, nationer og lande bekræftede FN-resolution 1723 (XVI), som den 20. december 1961 blev vedtaget af et stort flertal med 56 stemmer for (inkl. Danmark), 11 imod og 29 undladelser, at den gjaldt et internationalt forhold, dvs. en relation mellem lande og nationer. FN-resolutionen var "gravely concerned" over den fortsatte undertrykkelse af det tibetanske folk og fremførte, at "these events violate fundamental human rights and freedoms set out in the Charter of the United Nations and the Universal Declaration of Human Rights, including the principle of self-determination of peoples and nations and have the deplorable effect of increasing international tension and embittering relations between peoples" (vores kursiv).

 

2. De tre FN-resolutioner begrænser på ingen måde tibetanernes selvbestemmelsesret

 

Ingen af de to FN-resolutioner (1961 og 1965), der bekræfter det tibetanske folks ret til selvbestemmelse, indeholder nogen præcisering af, hvad denne ret omfatter eller ikke omfatter. De refererer hverken til intern eller ekstern selvbestemmelse. Tværtimod omtaler de tibetanerne på helt lige fod og med præcis de samme rettigheder som alle andre folkeslag. Resolutionen fra 1959, der er den mest forsigtigt formulerede, henviser i sin indledning til "the principles regarding fundamental human rights and freedoms set out in the Charter of the United Nations" og dernæst til "the fundamental human rights and freedoms to which the Tibetan people, like all others, are entitled" (vores kursiv).

 

 

 

3. Tibet er et besat land og en kinesisk koloni

 

I notatet af 15. december 2009 skrev Udenrigsministeriet, at den "eksterne ret til selvbestemmelse" er "meget omtvistet" og først og fremmest gælder i "kolonisituationen" og "besættelsessituationen". Notatet undlader helt at forholde sig til, at begge disse situationer netop må siges at være opfyldt, når det gælder Tibet, og at de danske myndigheder endda selv tidligere i nogen grad har støttet dette standpunkt.

 

I et "referat" om forholdet "Kina-Tibet", der bl.a. berørte "Tibets folkeretlige stilling" og "Kinas invasion af Tibet", skrev Udenrigsministeriet den 4. december 1950, at "den kendsgerning, at Kina faktisk i næsten et halvthundrede år har afholdt sig fra indblanding i Tibets indre forhold, synes i og for sig at måtte medføre, at den uprovokerede kinesiske invasion af tibetansk territorium må betegnes som uretmæssig" (vores kursiv)[3]. Vedrørende kinesiske påstande om, at Tibet er et "indre anliggende", anfører referatets forfatter, at "det forekommer mig tvivlsomt, om denne betragtning kan holde", hvilket igen er i direkte modstrid med Udenrigsministeriets nuværende holdning.

 

I forbindelse med forhandlingerne om de tre FN-resolutioner om Tibet udarbejdede Udenrigsministeriet flere notater, der beskrev Tibet som et selvstændigt land, der var invaderet af Kina. Et referat fra den 26. august 1960 betegnede fx Dalai Lama som Tibets "religiøse og politiske overhoved" og noterede, at

 

"Tibet, som grænser til Indien, Kashmir, Kina, Bhutan og Nepal, antages at have en befolkning på ca. 6 millioner. Landets hovedstad er Lhasa. Fra det 7. århundrede var Tibet et selvstændigt kongedømme, men i det 18. århundrede etableredes et vist begrænset kinesisk overherredømme. Under den kinesiske revolution i 1912 uddrev tibetanerne imidlertid de kinesiske embedsmænd og soldater, og Tibet var derefter i realiteten selvstændigt, hvilket dog ikke anerkendtes af Kina. I 1950 invaderede styrker fra Den kinesiske Folkerepublik Tibet" (vores kursiv)[4].

 

Udenrigsministeret har siden flere gange omtalt "besættelsen" af Tibet, fx i Danidas rullende 5-årsplan for 1993-97. Tilsvarende har Udenrigsministeriet selv tidligere henvist til det danske engagement i FN's koloniudvalg som grund til at støtte Tibet i FN. Det formuleredes klart i instruksen til den danske FN-delegation forud for generalforsamlingen i 1965:

 

"I betragtning af vor principielle holdning til krænkelser af såvel menneskerettighederne som selvbestemmelsesretten, således som den til stadighed har fundet udtryk i FN ikke mindst under vor deltagelse i koloniudvalgets arbejde, må vi imidlertid støtte forslag fra anden side om spørgsmålets optagelse på dagsordenen" (vores kursiv).[5]

 

At den danske regering også i 1996 betragtede Tibet som en kinesisk koloni, kan udledes af, at den daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen under en Folketingsdebat den 23. maj dette år udtalte om Tibetspørgsmålet, at "vores politiske linje svarer aldeles til, hvad man fra eksiltibetansk side i et memorandum fra april 1995 har anbefalet det internationale samfund."[6] I dette memorandum fra eksilregeringen beskrives det tibetanske problem som et "issue of colonial rule, the oppression of Tibet by the People's Republic of China and the rejection of that rule by the people of Tibet".

 

 

 

4. Retten til selvbestemmelse er ikke underordnet princippet om staternes territoriale integritet

 

I henhold til FN-pagten, som er nævnt i alle tre FN-resolutioner om Tibet, er der to modsatret-tede hensyn at tage i sager vedrørende en konflikt mellem to folk: dels bevarelsen af staternes territoriale integritet (artikel 2, stk. 4) og dels retten til selvbestemmelse (artikel 1, stk. 2). Da Kina betragter Tibet som en integreret del af Folkerepublikken, må dette krav holdes op mod tibetanernes ret til selvbestemmelse og det brud på FN-pagtens artikel 2, stk. 4, som Kina ifølge den tibetanske eksilregering har gjort sig skyld i ved at indlemme Tibet med magt.

 

Som det fremgår af FN-pagtens artikel 1, stk. 2, er "folkenes ligeret" og selvbestemmelse en grundsætning i FN. Retten til selvbestemmelse fremgår desuden af de to menneskerettighedskonventioner og er selve det grundlæggende princip, som FN er bygget op omkring. Når det gælder Kina og Tibet, har der siden 1979 været en dialog for at løse uoverensstemmelserne mellem de to parter. Det tilkommer ikke fremmede aktører (som Danmark) at foregribe denne endnu uafsluttede dialog ved at tage ensidigt stilling for den ene part og slet ikke for den part, som har brudt FN-pagten ved at annektere sin fredelige nabo.

 

Danmark har ved tidligere lejligheder støttet forskellige folks ret til selvbestemmelse uden at lægge til grund, at denne ret var begrænset til indre selvstyre, fx i forbindelse med Grønland, Kosovo og Baltikum. Med Tibets lange historie som et selvstændigt land forekommer det uforståeligt og uforsvarligt, at Danmark her forskelsbehandler netop det tibetanske folk.

 

5. Dalai Lamas forhandlingsudspil fjerner ikke Tibets fulde selvbestemmelsesret

 

Som et led i den tibetanske eksilregerings dialog med de kinesiske myndigheder har Dalai Lama siden 1988 tilbudt Kina at acceptere kinesisk suzerænitet – og senere også suverænitet, kan man hævde – i Tibet som et led i en fremtidig forhandlingsløsning på spørgsmålet om Tibets status. Han har derimod aldrig foregrebet et sådant udfald ved entydigt og ensidigt at anerkende, at Tibet er en del af Kina. At den danske regering bruger Dalai Lamas forhandlingsudspil som argument for selv at fremsætte en sådan anerkendelse er en utidig indblanding i det tibetanske folks ret til selvbestemmelse og den igangværende dialog. I dialogen må forhandlingsudspil ses i et forhandlingsstrategisk lys i stedet for som endegyldige erklæringer. De tibetanske forhandlingsudspil ændrer ikke ved det sæt af rettigheder, som tibetanerne har i kraft af FN-pagten, menneskerettighederne og den øvrige folkeret.

 

I den forbindelse nævner Udenrigsministeriet i sit notat af 15. december 2009, at Det udenrigspolitiske Nævn i 2000 slog fast, at "Det var jo ingen af de relevante aktører, der krævede Tibet anerkendt som selvstændig stat." Hermed hentydede Nævnet formentlig til Dalai Lama og til eksiltibetanske organisationer. Set fra et dansk demokratisk perspektiv – og i betragtning af tibetanernes ret til selvbestemmelse - må de mest relevante aktører dog være det tibetanske folk som sådan. Det burde være indlysende for et folkestyre som det danske.

 

Hvad flertallet af tibetanerne i Tibet ønsker, står forholdsvis klart for enhver, der tilbringer nogen tid i Tibet, men ret beset forbliver det et åbent spørgsmål, så længe der hverken er demokrati eller ytrings-, forsamlings-, presse- eller meningsfrihed i landet. At tage stilling til Tibets status på vegne af det tibetanske folk tilkommer ikke noget andet folk og er uforeneligt med de principper, som vi selv tager for givet. De omfattende demonstrationer i Tibet siden marts 2008 vidner om, at modstanden mod det kinesiske styre er stor, og at ikke alle tibetanere støtter Dalai Lamas kompromisforslag. Det må være i det danske folkestyres ånd at tage denne opposition alvorligt og lade det være op til det tibetanske folk selv at bestemme deres egen fremtid uden dansk indblanding i form af en begrænsning af mulighederne for en sådan fremtidig tibetansk beslutning. Ellers støtter vi den undertrykkelse, som bliver ved med at producere modstand.

 

Støttekomiteen for Tibet

Den 25. maj 2011



[1] Notat: Danmarks Tibet-politik, herunder folkeretlige aspekter. Udenrigsministeriet, den 15/12 2009.

[2] Se http://www.tibetjustice.org/materials/un/. Danmark stemte for de to første resolutioner.

[3] Kina-Tibet. Referat. P.J.I. jr.nr. 5.O.8., Kina-Thibet: politisk forhold, 000650-010858. Pakke I, Udenrigsministeriets arkiv. Se den fulde tekst på http://www.tibetkomite.dk/forsidedocs/Referat1950.pdf

[4] FN's 15. plenarforsamling. Ad eventuelt punkt på dagsordenen: Tibet. P.J.I. j.nr. 5.O.8.a.

[5] Referat: FN's 20. generalforsamling. Dagsordenens punkt 93: Tibet-spørgsmålet (dagsordenspunkt foreslået af Philippinerne (A/5931)). P.J.I.j.nr.5.O.8.a., den 25. juli 1965.

[6] Fortryk af Folketingets forhandlinger, Torsdag den 23. maj 1996 (B 39), p. 7030.

Bliv aktiv - gør en forskel

Har du lyst til selv at gøre noget for tibetanernes sag? Støttekomiteen for Tibet har altid brug for nye aktive

Læs mere…

Donation

Udover at blive medlem kan du støtte arbejdet for tibetanernes sag økonomisk ved at indsætte en donation på Støttekomiteens konto: reg. nr. 1551 konto nr. 2719134 eller via MobilePay til 50 44 39 75.

Du kan også sende os en mail og bede om at få tilsendt et girokort.

  • Formanden for Folketinget modtager to medlemmer af det tibetanske eksilparlament

    Formanden for Folketinget, Pia Kjærsgaard, modtog to medlemmer af det tibetanske eksilparlament, Ven. Geshe Rongpo Lobsang Nyandak og Jigme Jungney i sin embedslejlighed på Christiansborg den 17. maj 2016.

    Læs mere…  
  • Dalai Lama opfordrer politikerne til både at søge venskab med og sige sandheden til Kina
    Pressemeddelelse, den 12. februar 2015
     
    Under Dalai Lamas møde med 16 medlemmer af Folketinget torsdag formiddag opfordrede den tibetanske leder politikerne til ikke at lade sig skræmme af Kinas vrede reaktioner, når de mødes med ham. Vi har intet at skjule og ingen onde hensigter over for Kina, var Dalai Lamas budskab. Vi søger ikke uafhængighed og ønsker at finde en løsning, som Kina kan acceptere, sagde han. Læs mere…  
  • Dalai Lama møder 16 Folketingsmedlemmer

    Pressemeddelelse, den 9. februar 2015 (opdateret den 11/2)

    Dalai Lama møder 16 medlemmer af Folketinget under sit ophold i Danmark. Mødet er arrangeret af Støttekomiteen for Tibet i samarbejde med arrangørerne af Dalai Lamas besøg samt Office of Tibet i London og finder sted i et lokale i Bella Center torsdag den 12. februar kl. 8.15-9.15. Vi har bedt politikerne ankomme til indgang B0 (B nul) senest kl. 8.00.

    Læs mere…