Religion
Religion i Tibet
At forstå Tibet og det tibetanske samfund, kræver et indblik i buddhismen, for religionen er vævet tæt ind i alle dele af tibetansk kultur og mentalitet. Både i den enkelte tibetaners hverdag og i overordnede politiske beslutninger. Den har været et vigtigt element i dannelsen af tibetanernes identitet som folk og som selvstændig nation. Både før og nu findes der dog andre religioner end buddhismen i landet, f.eks. islam og bon. Folkereligion, som blander elementer af buddhisme og førbuddhistisk religion, spiller også stadig en stor rolle.
Den tibetanske buddhisme er en bredt favnende religion med mange aspekter, som kom fra Indien og de omkringliggende lande i det 7. århundrede. Den indeholder blandt andet logisk analyse og erkendelsesteori, yogiske krops- og åndedrætsøvelser, meditationer, folkelige offerritualer, pilgrimsrejser og religiøse fester med opførelse af symbolske danse.
Den tibetanske buddhisme er opstået af de klassiske indisk-buddhistiske traditioner. Livsanskuelsen og filosofien har sit grundlag i buddhismens to hovedretninger, hinayana og mahayana, mens meditationspraksis især bygger på den tantriske tradition. Derudover indeholder den tibetanske buddhismes skriftlige grundlag også en lang række tekster af tibetansk oprindelse. Den tibetanske buddhisme har integreret dele af den før-buddhistiske religion i Tibet og dermed fået sin helt egen karakter.
Ifølge mange tibetanerne er religionen essensen af deres identitet. For at forstå den tibetanske buddhisme og den betydning, som religionen har haft og stadig har i det tibetanske samfund, er det nødvendigt at kende hovedtræk af den buddhistiske livsanskuelse og filosofi. En kort introduktion hertil findes s. 42.
Den tibetanske buddhismes historie
Den før-buddhistiske religion
Indtil det 7. århundrede e.Kr. levede befolkningen på den tibetanske højslette i en lang række forskellige små riger med hver sin fyrste. Disse småriger lå ofte i krig med hinanden. Der var ikke én dominerende religion, men derimod forskellige religiøse traditioner, der dog havde mange fælles træk. Både vestlige forskere og tibetanerne selv har i eftertiden kaldt disse religiøse traditioner for bön.
I almindelighed havde man den opfattelse, at alt var i besiddelse af og styret af forskellige kræfter. For eksempel havde mennesket en livskraft i sig (la) og forskellige beskyttende guddomme. I naturen var der også forskellige kræfter til stede, ånder, dæmoner og lokale guddomme, der var knyttet til bjerge, floder eller andre naturfænomener, men også til beboelseshuse og lignende.
Livskunsten var at handle i overensstemmelse med alle disse kræfter, så man ikke fremkaldte gudernes eller åndernes vrede, men tværtimod fik deres beskyttelse. Man benyttede sig ofte af varsler, inden man foretog betydningsfulde handlinger som for eksempel såning og høst for at sikre, at de blev udført på rette måde og på det rette tidspunkt. Tydning af skulderknoglen fra et dyr eller vejrfænomener som torden og regnbuer var meget almindelig.
Et vigtigt middel til at formilde guderne eller opnå deres gunst var at udføre offerritualer. Ofringer af dyr var udbredt, men man ofrede også andre ting, for eksempel afgrøder, uld og røgelse. I forbindelse med offerritualerne blev der reciteret myter, der kunne handle om menneskets og gudernes oprindelse og om gudernes egenskaber. Recitationen af disse myter havde til hensigt at anråbe de pågældende guddomme og bede om hjælp eller forsoning. Man havde ingen templer eller andre former for kulthuse. Ritualerne blev udført i det fri på særligt udvalgte, hellige steder. Ritualerne blev foretaget af religiøse specialister, bön-præster.
Bön-religionens forestillinger og mange af dens ritualer har overlevet frem til i dag, hvor den udgør en vigtig del af tibetanernes folkereligion. Dog blev ofringer af dyr forbudt med buddhismens indførelse, da det strider mod buddhismens ideal om ikke at skade levende væsener.
Buddhismen kommer til Tibet
Buddhismens indførelse i Tibet var en gradvis proces, der begyndte i det 7. århundrede. På det tidspunkt blev Tibet for første gang samlet i ét kongedømme med en centraliseret magt, ledet af Songsen Gampo (620-649). Songsen Gampo formåede at skabe et stort og magtfuldt rige, økonomisk såvel som militært. Kongedømmet blev opkaldt efter en dal i det sydlige Tibet, Yarlung. Riget oprettede kontakter til de omliggende lande, især Kina, Nepal og Indien, hvor buddhismen var udbredt. Tibetanerne fik i første omgang kendskab til den buddhistiske lære gennem handelsrejsende fra disse nabolande. Songsen Gampo giftede sig desuden med to buddhistiske prinsesser fra henholdsvis Kina og Nepal. Den kinesiske prinsesse medbragte en Buddha-statue, der blev anbragt i et tempel, som kongen lod opføre i hovedstaden, Lhasa. Templet fik senere navnet Jokhang og blev siden det vigtigste tempel for tibetanerne, idet det symboliserer buddhismens indførelse i landet.
I det 8. århundrede fik Tibet sit første munkekloster, Samye-klosteret i det centrale Tibet, og der blev opført mange templer rundt om i landet. I samme periode fik Tibet besøg af flere buddhistiske læremestre fra Indien, hvoraf den mest kendte er Guru Rinpoche (ind. Padmasambhava). De religiøse lærde bragte læresætninger, ritualer, bønner og meditationsteknikker med til den tibetanske befolkning.
Senere rejste mange tibetanere også selv til Nordindien for at studere hos datidens berømte buddhistiske lærde, så de kunne undervise den tibetanske befolkning i buddhismen.
Sammenstød mellem de to religioner
Indførelsen af buddhismen i Tibet forløb dog ikke uden stridigheder og kampe mellem den gamle og nye religions tilhængere. En stor del af befolkningen ønskede fortsat at følge de gamle traditioner og mødte buddhismen med modstand og undertrykkelse. Ligeledes forsøgte buddhismens tilhængere at stoppe bön-religionens greb i den tibetanske befolkning gennem undertrykkelse.
Denne konflikt blev yderligere skærpet, da kongedømmet faldt i 842. Landet blev igen opdelt i rivaliserende fyrstendømmer med forskellige religiøse interesser. I Centraltibet mødte buddhismen i de følgende århundreder stor modstand fra de ledende adelsfamilier og det før-buddhistiske præsteskab. Man ønskede at undertrykke buddhismen og i stedet genetablere den gamle religions position. De lærde munke flygtede derfor til Øst- og Vesttibet, hvor der fortsat fandtes buddhistiske fyrstendømmer. Der havde bön-religionen til gengæld trange vilkår.
Buddhismen slår rødder i Tibet
Fra Vest-Tibet - bl.a fra kongedømmet Guge - bredte buddhismen sig igen til det centrale Tibet, og modstanden mod buddhismen aftog efterhånden. En af årsagerne var, at adelen indså, at buddhismen var mere velegnet som statsreligion end bön-religionen. I det 12. århundrede var modstanden helt ophørt. De før-buddhistiske ritualer og trosforestillinger fortsatte dog med at eksistere, både som en del af den tibetanske buddhisme, og som en del af folkereligionen.
Buddhistisk aktivitet spirede frem overalt i Tibet – det kaldes buddhismens anden spredning. Landet fik besøg af buddhistiske læremestre fra Indien, og tibetanerne begyndte at oversætte de mange buddhistiske tekster fra sanskrit til tibetansk. Desuden voksede et omfattende netværk af klostersamfund frem i landet, hvor munke eller nonner levede efter særlige etiske regler og brugte det meste af tiden på religiøs praksis. Klostersamfundene blev støttet økonomisk af velstående adelsfamilier. I de følgende århundreder voksede klostrenes magt, og de ledende munke deltog efterhånden i de politiske og økonomiske beslutninger.
I det 11.-12. århundrede begyndte den tibetanske buddhisme at organisere sig i bestemte skoler, også kaldet ordener. De betonede hver især forskellige aspekter af den indiske buddhisme, og de optog før-buddhistiske traditioner i forskelligt omfang. De vigtigste af disse skoler fik navnene sakya, nyingma og kagyu. Hver enkelt skole betragtede én bestemt indisk læremester som indstifter af den pågældende skole, for eksempel blev Padmasambhava betragtet som nyingma-skolens indstifter.
Gelug-skolen
I det 15. århundrede blev den buddhistiske orden, som i de følgende århundreder voksede til at blive den største og mest betydningsfulde, grundlagt. Gelug-skolen blev stiftet af en munk ved navn Tsongkhapa. I 1409 etablerede Tsongkhapa sit eget kloster, Ganden, nær Lhasa, og det blev ledet efter strengere munkeregler end datidens øvrige klostre, hvor det for eksempel kunne være tilladt at drikke alkohol og gifte sig. Gelug kan oversættes med “dydig” og henviser netop til gelug-ordenens strengere klosterliv. Nogle år senere blev yderligere to store gelug-klostre grundlagt af to af Tsongkhapas disciple: Drepung og Sera, begge nær Lhasa. Med tiden blev Ganden, Drepung og Sera Tibets tre største klostre med 4.000 til 10.000 munke hver.
Siden det 16 århundrede har en af gelug-ordenens øverste ledere været kaldt for Dalai Lama - en titel han blev tildelt af datidens mongolske hersker, Altan Khan. Dalai betyder egentlig blot ”hav”, men skal forstås som “Visdommens Hav”, og henviser til lamaens religiøse visdom.
Gelug-skolen får politisk magt
Fra det 15. til det 17. århundrede var Tibet igen præget af stridigheder og krige mellem rivaliserende fyrstendømmer om magten i landet. Forholdet mellem nogle af de buddhistiske skoler var heller ikke fredeligt, da de deltog i de politiske magtkampe. Især kagyu- og gelug-skolerne lå i indbyrdes bitre og blodige stridigheder. Blandt andet raserede og ødelagde gelug-munke et kagyu-kloster nær Lhasa lige efter dets opførelse.
På det tidspunkt var der en alliance mellem den mongolske hersker, Gushri Khan og gelug-ordenen. I 1642 greb Gushri Khan ind i konflikten efter invitation fra Dalai Lama og indsatte Dalai Lama som øverste hersker over Tibet, politisk såvel som religiøst. Lige siden har gelug-ordenen været den mest dominerende og magtfulde orden i Tibet, og Dalai Lama har haft status som landets politiske og åndelige overhoved.
De fire buddhistiske hovedskoler og bön
Sammen repræsenterer de fire hovedskoler, nyingma, kagyu, sakya og gelug, den tibetanske buddhismes mange forskellige aspekter. De fire hovedskoler eksisterer stadig i dag, både i og uden for Tibet.
Alle skolerne har optaget mange før-buddhistiske traditioner, men Nyingma har optaget flest og er den mest folkelige af de tibetanske skoler. Nyingma-lamaer har altid været tæt knyttet til den folkelige buddhisme uden for klostrene. De lægger stor vægt på meditation og mindre på filosofiske studier. Kagyu-skolen ligner på mange måder nyingma-skolen, men rummer også en mere intellektuel indfaldsvinkel til buddhismen.
Gelug-ordenen er primært organiseret som en munke- og nonneorden, der lægger meget vægt på strenge leveregler i klostrene. Den betoner samtidig, at buddhistisk praksis altid skal indledes med akademiske tekststudier og logiske analyser af sindets natur, før man påbegynder den meditative praksis. Sakya-skolen prioriterer i lighed med gelug en filosofisk og intellektuel buddhistisk praksis, men har aldrig haft så store klostre som gelug-ordenen.
I det 14. århundrede samlede og systematiserede en lærd munk fra sakya-skolen, Butön Rinpoche (1290-1364), et meget stort antal forskellige indisk-buddhistiske tekster i to værker. Tilsammen udgør de den tibetansk-buddhistiske kanon. Kanjur indeholder belæringer fremsagt af Buddha. Tanjur indeholder kommentarer af indiske lærde til Buddhas belæringer.
Der findes en femte skole i Tibet, bön-skolen, som blev etablere i det 11. århundrede. Bön-skolen er ikke identisk med den før-buddhistiske religion af samme navn, selvom den har optaget mange elementer derfra. Det er ikke en buddhistisk skole, men minder meget derom. Bön-skolen er en selvstændig, ikke-buddhistisk retning, der eksisterer både i og uden for Tibet. Bön anerkender ikke Buddha Sakyamuni som den sande buddha, men derimod en buddha ved navn Tönpa Shenrap. Ifølge bön-skolen bragte Tönpa Shenrap religiøse læresætninger og praksis til Tibet, før buddhismen kom til landet.
Den tantriske praksis
Vejen til oplysning går ifølge buddhismen bl.a. gennem meditation over åndedrættet og over Buddhas lære. I den tibetanske buddhisme praktiserer man også tantrisk meditation. Tantrisk meditation beskrives i de buddhistiske tekster, som kaldes for tantra-tekster, og som i lighed med sutra-teksterne opstod i Indien. Den tantriske tradition kaldes også for tantrayana (tantraens fartøj), og den bygger på mahayana-filosofien.
Da tibetanerne begyndte at oversætte de mange buddhistiske tekster, som kom til landet fra det 7. århundrede, tog de både sutra- og tantratekster med, og tantrisme blev en vigtig del af den tibetanske buddhisme. Den tantriske praksis har også rødder i en selvstændig tibetansk tradition. Tantrisk meditation betragtes af mange tibetanere som det øverste trin på den buddhistiske vej og som mere effektiv vej til oplysning end anden meditation. Den kaldes også for visualiseringmeditation, fordi man mentalt koncentrerer sig om forskellige symboler. I tantra-teksterne beskrives mange guddommelige figurer, der hver især symboliserer et bestemt aspekt af det oplyste sind. I en tantrisk meditation visualiseres den pågældende guddom samtidig med, at guddommens mantra siges. Mantra er en bestemt ordlyd, som siges igen og igen som et hjælpemiddel i løbet af meditationen. Hver guddom har sit egen mantra, som indeholder kernen af guddommens energi.
Ved mange tantriske meditationer skal man desuden recitere særlige tekster, som typisk indeholder omfangsrige lovprisninger af guddommen og mantraformuleringer. De indeholder også beskrivelser af selve visualiseringen og den transformation af sindet, som skal ske ved meditationen. I meditationen forsøger man at identificere sig med og smelte sammen med guddommen og dermed med det oplyste aspekt. Det endelige formål med den tantriske meditation er imidlertid at erkende, at der ingen forskel er mellem meditationsobjektet (guddommen) og den mediterende, fordi eksistensens væsen er tomhed. Denne erkendelse af tomhed er nødvendig for at blive oplyst.
Oplystheden kan få et symbolsk udtryk i en mandala. En mandala er et rundt, geometrisk diagram, som er tegnet eller lavet af farvet sand. Mandala-diagrammerne er bygget op af cirkler og firkanter samt billeder af buddhaer og guddomme. Det hele er ordnet symmetrisk omkring et centrum, og den yderste afgrænsning er altid en cirkel - selve ordet mandala betyder “en rundkreds”. En mandala er et symbol på helhed - den symboliserer det oplyste sind, hvor der er en fuldkommen balance. Samtidigt symboliserer mandalaen universet, hvor alle dele er forenet i harmoni. Endelig symboliserer mandala guddommens bolig, en slags energi-palads, hvor guddommen befinder sig. Heraf følger, at hver tantrisk guddom har sin egen mandala, sin egen bolig.
Den tantriske meditation er en såkaldt esoterisk praksis, hvilket betyder, at ikke alle kan praktisere den. Man skal først have en indvielse fra en buddhistisk lærd. Under en sådan en indvielse, hvor man modtager kraftoverførsel og forklaring til tantra-teksten, bruges ofte en mandala som redskab. Efter indvielsen kan mandalaen bruges som hjælpemiddel i meditationen. Den mediterende forestiller sig at være inde i mandalaen: at være et højt udviklet væsen (som tantriske guddomme er) i omgivelser, der repræsenterer det oplyste sind (som mandala symboliserer).
Tantrismens guddomme
I den tibetanske buddhisme fremtræder filosofiske værdier og væsener som guddomme. Der findes et stort antal guddomme, og de har forskellige funktioner i det religiøse liv. Nogle fungerer hovedsageligt i den tantriske praksis som symboler for det oplyste sind, andre derimod som beskytterguddomme, som man kan bede om hjælp til at løse dagligdagens problemer. Mange før-buddhistiske guddomme er gennem tiden blevet indlemmet i det buddhistiske gudehierarki.
Buddhaerne udgør det øverste lag i gudehierakiet. Der er mange hundrede af dem, og de udtrykker forskellige aspkter af buddhismens universelle værdier.
Buddha Sakayamuni, den historiske buddha, udtrykker den højeste oplysthed. Amitayus er evighedens buddha. Amitabha er det uendelige lys’ buddha. Panchen Lama er en inkarnation af Amitabha. Maitreya er fremtidns buddha og symbol på venlig kærlighed.
Andre guddomsskikkelser er bodhisattvaer, som er væsener, der har opnået den fulde oplysning. Af barmhjertighed hjælper de andre, før de selv indtræder i nirvana. Nogle af de mest populære tantriske guddomme i Tibet er boddhisattvaer, f. eks. medfølelsens boddhisattva Avalokiteshvara (tib. Chenrezig).
Der findes også et stort antal beskyttende guddomme af forskellige kategorier, som dels er importeret fra Indien, dels er af lokal oprindelse. To af de vigtigste beskyttere af hele Tibet er Mahakala og Palden Lhamo. Mahakala nedstammer fra den hinduistiske gud Shiva og spiller en stor rolle for nomaderne. Den kvindelige guddom Palden Lhamo er byen Lhasas særlige beskytter. Den enkelte person har ofte en beskyttende guddom, som er udpeget af en lama.
Ud over de guddomme, som er almindeligt kendte og anerkendte, findes der mange lokale guddomme. Der er naturguddomme, som er knyttet til et bestemt bjerg eller en anden geografisk lokalitet, og regionale guddomme, som knytter sig til et geografisk områdes historiske tradition.
Avalokiteshvara (Chenrezig)
Medfølelsens bodhisattva Chenrezig betragtes som Tibets beskytter og er den mest populære tantriske guddom. Tibetanerne beder Avalokiteshvara om hjælp og bruger ham i tantriske meditationer. Teksten til meditation over Avalokiteshvara er kort og enkel og meditationen er meget populær blandt almindelige tibetanere. Meditationsteksten har titlen ”Til alle levende væsener i hele universet”, fordi denne meditation ikke blot gavner en selv, men alle levende væsener. Mange tibetanere kan teksten udenad. Når man mediterer over Avalokiteshvara, reciterer man teksten og visualiserer samtidig, at guddommen sidder ikke blot over ens eget hovede, men også over hovederne på alle levende væsener. Når man har fået en klar fornemmelse af Avalokiteshvaras tilstedeværelse, identificerer man sig med guddommen. Avalokiteshvaras mantra: OM MANI PADME HUM. Det kan oversættes til ”hyldest til juvelen i lotusblomsten”. Formålet med meditationen er at blive lige så fuld af medfølelse som Avalokiteshvara, og at blive i stand til at give denne medfølelse videre til andre væsener.
Manjushri og Tara
To andre meget populære tantriske guddomme er Manjushri og Tara. De er også bodhisattvaer. Manjushri symboliserer visdom, som er det andet nødvendige aspekt (sammen med medfølelsen) på vejen mod oplysning. Alle tibetanske klostre har et billede eller en statue af Avalokiteshvara og Manjushri, og mange troende tibetanere har billeder af dem. Tara er en kvindelig guddom, som er meget elsket af tibetanerne. Ifølge en fortælling stammer Tara fra Avalokiteshvaras tårer - han brast i gråd, da han så verdens elendighed, og Tara opstod af tårerne for at hjælpe alle. Tara betragtes som en meget aktiv guddom, der altid er parat til at handle, når der er brug for hende. Der findes en tantrisk meditation over Tara, hvis formål er at træne ens sind på vejen mod oplysningen, men mange tibetanere beder hende om hjælp med hverdagens problemer.
Folkereligion og ritualer
Selvom buddhismen omkring det 12. århundrede blev den dominerende religion i Tibet, ophørte de før-buddhistiske forestillinger og ritualer ikke med at eksistere - de smeltede sammen med buddhismen og blev samtidig ved med at fungere som en folkereligion, på tibetansk kaldet mi chö.
Langt de fleste tibetanere praktiserer stadig det, som kaldes folkereligion. I det daglige liv udfører de mange og forskelligartede ritualer, som rummer både før-buddhistiske og buddhistiske elementer, og som primært drejer sig om de daglige og hjemlige problemer.
Mange af de gamle guddomme og ånder blev integreret i den buddhistiske lære, hvor de dog kun blev tillagt en sekundær betydning. Ifølge den buddhistiske lære kunne de lokale guddomme og de tilhørende ritualer kun havde indflydelse på verdslige anliggender, som for eksempel vejret, helbredet og høsten. Den buddhistiske lære og den tantriske praksis var derimod i stand til at hjælpe mennesket ud af den jordiske lidelse og føre mennesket frem til den endelige befrielse fra samsara.
Tibetanernes hverdag var og er præget af folkereligionens traditioner, for eksempel ofringer, som skal formilde ondsindede lokale guder og ånder, og tydning af varsler. Disse ritualer bliver som regel udført af en lama fra det lokale kloster. Lamaen har den samme funktion som de før-buddhistiske præster. Han skal fungere som kommunikationsled mellem ånderne og befolkningen.
Spådomsritualer kaldes på tibetansk mo. De er meget udbredte, og tibetanerne benytter dem, hvis de vil have et råd i en bestemt situation eller til et problem. Det kan være at fastlægge den rette dato for et bryllup eller problemer med arbejdet. Mam går til en lokal lama og stiller ham et konkret spørgsmål. Lamaen udfører et spådomsritual – kaster terninger, eller tæller på en særlig måde perlerne på en bedekrans. Resultatet er udtryk for gudernes ønsker. Det ”oversættes” af lamaen, som dermed giver et svar på det stillede spørgsmål. Man betaler et beskedent beløb for spådommen.
Orakler
Visse guder kontaktes gennem et orakel, som formidler gudernes budskaber til mennesker. Orakler er mennesker, som har en evne til at gå i trance. Guddommen trænger ind i oraklets krop under trancetilstanden. en trance kan enten opstå af sig selv, eller den kan blive fremkaldt bevidst. Oraklerne er en arv fra den før-buddhistiske religion og har altid været en væsentlig del af det religiøse liv i Tibet.
Bevidst fremkaldt trance er blevet brugt af Dalai Lama og af tibetanske regeringer igennem århundreder og bruges den dag i dag. Statsoraklet hedder Nechung og lever nu i eksil i Indien. Når Dalai Lama eller den tibetanske regering har en svær opgave, der skal løses, beder de Nechung-oraklet om at gå i trance. Gennem oraklet stiller Dalai Lama spørgsmål til dorje Drakden, Tibets beskyttende guddom. Dalai Lama inddrager oraklets svar i sine beslutninger.
Bønner og mantra
Tibetanerne kommunikerer også med guder og ånder på andre måder, blandt andet ved at opsætte bedeflag. Bedeflag er små farverige stoflapper eller papirstykker, hvorpå der er skrevet forskellige bønner eller mantraer. Tibetanerne opsætter lange rækker af sammenbundne bedeflag på de steder i naturen, hvor guder og ånder bor. Når de mange flag blafrer i vinden, bliver bønnerne sendt ud i verden. Det er også en udbredt sædvane at indgravere mantraer på store sten og klippefremspring eller på små sten, som stables op i stabler eller mure. OM MANI PADME HUM mantraet møder man overalt i landskabet, hvis hellighed på den måde gøres synlig.
Fremsigelse af mantra og bønner har stor betydning, og alle betydningsfulde handlinger bliver ledsaget af vibrerende lydbølger. Folk bruger som regel en bedekrans til at tælle antallet af fremsagte mantraer og bønner. Ofte svinger man også en bedemølle samtidig. En bedemølle er en lille cylinder i træ eller metal, hvorpå der er indskåret mantraer. Bedemøllen er hul, og indeni er der smalle papirstrimler, hvorpå der er skrevet mantraer eller bønner. Hver gang man drejer bedemøllen, bliver den pågældende bøn sendt afsted.
Tempelbesøg og pilgrimsfærd
Tibetanerne besøger gerne de lokale templer, som huser de hellige billeder (tangkaer) og store statuer af buddhaer og bodhisattvaer for at hente velsignelse og kraft, både til det daglige liv og til at meditere.
Indvendig er templerne udsmykket i kraftige farver og med mange buddhistiske symboler. Foran buddhastatuerne står små skåle fyldt med vand, smør eller andre offergaver. I tempelområderne findes også store bedemøller, som man drejer rundt, samtidig med at de fremsiger mantraer.
Nogle tibetanere laver også “glidefald” foran buddhastatuerne eller rundt om templet. Det vil sige, at de lader hele kroppen falde ned på jorden i en glidende bevægelse som udtryk for hengivelse, respekt og ydmyghed. Ofte sidder der munke i templerne, som mediterer eller fremsiger lange hellige tekster. Templerne bliver på den måde fyldt med betydningsladede ord og lyde, der kommer både fra munkene og fra de besøgende. Udover at besøge de lokale templer, tager troende tibetanere også på pilgrimsrejser til store og vigtige templer, som for eksempel Jokhang i Lhasa, eller til hellige bjerge og søer. Mange tibetanere rejser gerne flere hundrede kilometer til fods for at besøge et særligt helligt sted.
Den tibetanske klostertradition
Et kendetegn ved den tibetanske buddhisme er den omfattende klostertradition, som tog sin begyndelse med opførelsen af Samye-klosteret i 775 e.Kr. Ifølge den tibetanske eksilregering var der mere end 6.000 klostre i Tibet før den kinesiske besættelse, og disse har haft en stor betydning både åndeligt, socialt, politisk og kulturelt for det tibetanske samfund. En stor del af den mandlige befolkning (10-15%) i Tibet har således levet et klosterliv, og det var en ære for en familie at lade en søn opvokse i et kloster. Størstedelen af drengene forblev i klostrene hele deres liv. Der fandtes også nonneklostre, men de var langt færre i antal end munkeklostrene.
De tibetanske klostre ejede 40 % af jorden, som blev dyrket af fæstebønder. Klostrene var fritaget for betaling af skat, og en del klostre var i besiddelse af store formuer og mange værdigenstande. Politisk var klostrene en konservativ kraft i det tibetanske samfund, da de forhindrede samfundsreformer i det 19. og 20. århundrede. Desuden har klostrene bidraget til, at Tibet førte en isolationspolitik indtil få år før den kinesiske besættelse i 1949-51.
Klostrenes størrelse og funktion
Der fandtes en del store klosterkomplekser med op til flere tusinde munke. Drepung-klostereret ved Lhasa var det største. De store klostre fungerede som akademiske uddannelsescentre eller universiteter i Tibet. Munkene blev uddannet i buddhistiske discipliner som filosofi, erkendelsesteori og logik. Studierne kunne vare op til 20 år. Der blev også undervist i tibetansk medicin, astrologi, rituel dans og religiøs kunst. Det var langt fra alle munke, som studerede. Der var naturligvis mange praktiske gøremål som for eksempel tilberedelse af mad og drikke, rengøring og administration, og dette arbejde blev udført af arbejdsmunke.
De fleste tibetanske klostre var dog langt mindre og havde kun nogle få, et par dusin eller måske hundrede munke. På de middelstore klostre fik munkene også undervisning i den buddhistiske lære og praksis, men der var ikke tale om lange akademiske studier. Munkene blev oplært til at udføre de mange ritualer, som befolkningen uden for klostrene havde brug for.
Lamaer
Tibetanerne bruger ordet lama om en buddhistisk lærd, der underviser i den buddhistiske lære og giver instruktioner til den tantriske meditation. Langt de fleste lamaer er mænd. Lama betyder egentlig “den højeste” og henviser til, at ingen har en højere visdom end denne person.
I den tibetanske buddhisme er lamaen af største betydning, da de mange og ofte komplicerede meditationsteknikker kræver en personlig instruktion fra en erfaren lama. Man kan ikke følge den tantriske vej uden at være knyttet til en bestemt lama.
For tibetanerne repræsenterer lamaen ideelt set Buddha selv, det vil sige en fuldt oplyst personlighed med et rent og klart sind. Det er nødvendigt for den mediterende at have fuldstændig tillid til sin lama og stole helt og holdent på hans vejledning.
- Den buddhistiske munk ved navn Gampopa fra det 11. århundrede beskriver lamaens rolle med følgende lignelse: “Gode elever, der har hengivenhed til deres lama, skal altid støtte sig til denne lærde lama, fordi visdommens kvaliteter udspringer fra ham. Den åndelige lærer, lamaen, er som en fører, når man rejser ad ukendte veje. Når vi rejser uden fører i ukendt terræn, er der fare for at komme på vildspor, gå forkert eller tage fejl af retningen. Hvis man derimod ledes af én, der kender vejen, er der ingen fare for at gå forkert eller at miste retningen, og man når det ønskede mål, det vil sige buddhatilstanden, uden at gå forkert og dermed bruge unødvendige skridt”.
Tulkuer
Blandt de mange lamaer har tulkuer en helt særlig status. Tulkuer betragtes som særligt hellige, og tibetanerne behandler dem med stor respekt og ydmyghed. Derudover har de traditionelt haft særlige samfundsmæssige privilegier og en stor politisk indflydelse.
En tulku har opnået en så høj grad af oplysthed, at han bevidst kan lade sig genføde, hvor han selv ønsker det. En tulku lader sig genføde af medfølelse, idet han ønsker at hjælpe andre mennesker til at opnå den fredfyldte buddha-tilstand. Efter sin død genfødes tulkuen i en ny krop i en anden tid og under andre ydre omstændigheder, men han betragtes som den samme personlighed som sin forgænger. Tulkuen genfødes, indtil alle levende væsener har opnået buddha-tilstanden. På den måde opstår der en hel serie af reinkarnationer af den samme lama, en såkaldt “reinkarnationslinje”.
Tulkuerne er en forholdsvis sent tilkommen del af den tibetanske buddhisme. Tulku-institutionen opstod i det 14. århundrede som et arveprincip for særligt betydningsfulde lamaer og havde bl.a. til formål at sikre en politisk og åndelig stabilitet på de klostre, som tulkuerne tilhørte. Denne form for arvefølge gennem reinkarnation findes kun i Tibet.
Den nye tulku findes
For at finde det rette drengebarn, som er den nye tulku, bruger tibetanerne en særlig udvælgelsesmetode. En tibetansk tulku ved navn Tarab Tulku, som bor i København, fortæller hvordan det skete i Tibet: “I Tibet er metoderne til at finde en ny genfødsel af en tidligere lærer tæt forbundet med den gamle bön-tradition. Når et kloster skulle finde en ny lama, rådførte de sig traditionelt med en lama, der var velkendt for sine evner til at se ind i fremtiden. Ham bad de om en spådom om, hvor de skulle lede efter genfødslen af deres tidligere lærer. De rådførte sig også med et af oraklerne. De kunne tillige bede en dygtig lama om at udføre specielle ritualer - i mit tilfælde udførte de et spejlritual. Nogle gange udfører de ritualer i nærheden af en speciel sø, hvor de fra tid til anden kan se billeder og bogstaver, skrevet som tegn på hvor de skal søge.”
Når forberedelserne er overstået, drager en gruppe munke ud for at lede efter den ny tulku ud fra de oplysninger, man har opnået gennem ritualerne. Den lille drengs fødsel skal desuden være markeret af specielle tegn og omstændigheder, f.eks. at træer og blomster står i fuldt flor om vinteren, eller fremkomsten af en regnbue uden regn.
Hvis man finder flere mulige kandidater, kommer de små drenge hver på en prøve. De bliver forevist forskellige genstande, hvoraf nogle få har tilhørt den tidligere inkarnation. Man mener, at kun den rette dreng vil have erindringer om sin tidligere inkarnation og dermed være i stand til at udpege de rigtige genstande.
Når den rigtige tulku-dreng er fundet, bliver han ført hen til det kloster, hvor hans tidligere inkarnation har boet. For den pågældende familie er det forbundet med stor ære at få udvalgt sin søn til tulku. For den lille dreng kan det derimod være en barsk oplevelse at blive ført væk fra sin familie i en alder af 3-4 år. I klosteret bliver den lille dreng knyttet til en ældre munk, der passer på ham og giver ham den første buddhistiske undervisning.
Tulku-systemet eksisterer stadig både i og uden for Tibet, men det er i forandring. Nogle tulkuer i eksil har ikke længere samme høje status, som de havde i Tibet, bl.a. fordi de har giftet sig og har borgerlige erhverv. De tulkuer, der fortsat lever som munke, har især hos den ældre del af den tibetanske befolkning stadig en meget høj status.
Dalai Lama
Den mest kendte og betydningsfulde tulku er tibetanernes øverste leder, Dalai Lama. Den nuværende Dalai Lama, Tenzin Gyatso (født 1935) siges at være den 14. inkarnation i serien af reinkarnerede Dalai Lamaer, der ifølge den tibetanske kronologi indledtes med den første Dalai Lama, Gedyn Drugpa i 1391. Dalai Lama betragtes som en inkarnation, dvs. fysisk manifestation, af Avalokiteshvara (Chenrezig).
I dag leder den 14. Dalai Lama en demokratisk valgt eksilregering med hovedsæde i Dharamsala i Indien. Langt de fleste nulevende tibetanere både i og uden for Tibet anerkender Dalai Lama som deres politiske og religiøse overhoved, og for dem er han et stort ideal. Dalai Lama modtog i 1989 Nobels Fredspris. Der findes dog i Tibet og blandt eksiltibetanerne, før såvel som nu, grupperinger, som ikke anerkender Dalai Lama, hverken politisk eller religiøst.
Dalai Lama har været i eksil siden 1959 og har spillet en stor politisk rolle ved at rejse rundt i verden og fortælle om tibetanernes situation og tale tibetanernes sag. Dalai Lama er forfatter til et stort antal bøger, dels om sit eget liv, dels om den tibetanske buddhisme. Bøgerne har sammen med hans øvrige fremtræden gjort Dalai Lama til et humanistisk ideal i den vestlige offentlighed.
Det religiøse liv i Tibet efter 1950
Efter at kineserne i 1949-51 besatte Tibet, har tibetanernes muligheder for at praktisere deres religion været stærkt begrænset. De kinesiske myndigheder ønskede at nedbryde tibetansk kultur og identitet, og et afgørende våben for dem har været at svække religionen og klostrene. De kinesiske myndigheder har gennem hele besættelsesperioden styret det religiøse liv i Tibet efter denne overordnede politiske linie.
I begyndelsen af besættelsesperioden var restriktionerne milde, og megen religiøs aktivitet fortsatte som før, f.eks. de folkelige traditioner. Men mod slutningen af 1950’erne strammede Kina sit greb om Tibet, hvilket især gik udover klostertraditionen. Tusinder af klostre blev lukket eller ødelagt. Munke og nonner blev enten sendt hjem, i arbejdslejre eller i fængsler - mange blev udsat for tortur eller dræbt.
Under den kinesiske kulturrevolution, der varede fra 1966 til 1976, blev vilkårene for det religiøse liv langt værre. Al religiøs aktivitet blev forbudt, religiøse institutioner afskaffet, og religiøse skrifter og objekter ødelagt. Efter denne periode var alle klostre helt eller delvis ødelagt. Ifølge kinesiske myndigheder var der 8 klostre og 970 munke og nonner tilbage i TAR. Mange tibetanere fortsatte med at udføre folkereligionens ritualer og anden buddhistisk praksis, men i begrænset omfang og i dybeste hemmelighed.
I perioden fra 1978 til 1986 skete en opblødning i den kinesiske politik overfor det religiøse liv. Den kinesiske regering tillod en vis religiøs frihed, og tibetanerne genopbyggede en række templer og klostre, nogle med kinesisk finansiel støtte. Klostrene var dog stadig under opsyn af de kinesiske myndigheder, og munke og nonner blev undervist i kommunistiske doktriner og kinesisk patriotisme. Det blev igen muligt for tibetanerne at rejse rundt i landet på pilgrimsfærd til hellige steder.
I 1987-1989 var der i Lhasa store demonstationer og opstande mod det kinesiske styre, men den folkelige modstand blev slået hårdt ned af militære styrker. Resultatet blev, at kontrollen med det religiøse liv igen blev strengere, da kineserne mente, at opstanden især blev igangsat af munkene.
Siden 1994 har den kinesiske regering gjort alt for at ændre tibetanernes opfattelse af Dalai Lama i et forsøg på at fratage ham hans store indflydelse over den tibetanske befolkning, både i og uden for Tibet.
Dalai Lama betragtes af Kina som hovedfjenden mod Tibets udvikling hen imod et socialistisk og ateistisk samfund. Det er forbud mod at eje fotografier af Dalai Lama, og munke og nonner er blevet tvunget til officielt at afvise Dalai Lamas rolle som landets politiske og åndelige beskytter.
Tibetanerne har i dag ret til at praktisere deres religion i dagligdagen. Mange buddhistiske og folkereligiøse traditioner er blevet genoptaget, men nogle er stadig forbudt, f.eks. lamaernes spådomme. Eftersøgningen af nye tulkuer kan derimod godt finde sted. De kinesiske myndigheder forsøge at kontrollere og i nogle tilfælde overtage udvælgelsen af nye inkarnationer og tulku’ernes uddannelse for derigennem at få indflydelse over den tibetanske befolkning. Klostertraditionen kan udfolde sig i begrænset omfang, men er underlagt en streng kontrol af de kinesiske myndigheder, der blandt andet fastlægger hvor mange munke og nonner, der må være i de enkelte klostre.