Kinas overgreb i Tibet
Tibet er et besat land.
Dette grundliggende forhold har haft en lang række konsekvenser for det tibetanske folk:
Tibet er blevet fjernet fra landkortene. Landets status som uafhængig nation under kinesisk besættelse forties af andre landes regeringer og af FN.
Tibets lovlige regering, der er i eksil i Indien, kan ikke indtage sin retmæssige plads i det internationale samfund og holdes ude fra fx FN-konferencer.
Tibetanerne kan ikke længere selv bestemme over deres egen fremtid, som i de væsentligste spørgsmål styres direkte fra Beijing. Derved nægtes tibetanerne retten til en økonomisk, social og kulturel udvikling på egne præmisser.
Hundrede tusinder af tibetanere mistede fra 1949 til 1980 livet som en følge af besættelsen. I 1980’erne blev flere hundrede demonstranter dræbt, og i 1990’erne døde op mod 50 politiske fanger af tortur.
Ytrings-, forsamlings- og pressefriheden i Tibet er stærkt begrænset. Alle medier er statsstyrede og alle publikationer statskontrollerede.
Overvågningen af tibetanerne er skarp, og den ledsages af "patriotisk opdragelse" på alle niveauer i samfundet og i alle hjørner af landet.
Der er for tiden omkring 250 kendte politiske fanger i Tibet. Dertil kommer alle de tilfælde, vi ikke hører om.
Retssystemet fungerer helt på statens præmisser. Under 1 % af alle tiltalte frikendes.
Tortur og mishandling benyttes systematisk i fængslerne.
Der har været en massiv kinesisk indvandring i mange byer og en kolonisering af de dele af Tibet der grænser op til Kina. I disse dele af Tibet, som før havde et tibetansk befolkningsflertal, er kinesere i dag i overtal.
Kinas udviklingspolitik i Tibet er rettet mod de kinesiske tilflyttere og den tibetanske elite. Kina investerer store summer i prestigefyldte infrastrukturprojekter, mens fx uddannelsessektoren nedprioriteres. Derfor er omkring halvdelen af alle tibetanere fortsat analfabeter.
Uddannelsessystemet har en assimilerende funktion. Tibetansk sprog anvendes på grundskoleniveau i Centraltibet, men er nedprioriteret på alle andre områder.
Flere hundrede tusinde tibetanere lever på et eksistensminimum, og sult og fejlernæring er meget udbredt.
Kina har igennem de seneste år intensiveret sin fødselskontrol i Tibet, som bl.a. gennemføres med brug af tvungne aborter og sterilisationer.
En stor del af Tibets rige kulturarv er ødelagt. Blandt andet blev 6259 klostre helt eller delvist ødelagt fra 1954-1971.
Tibetanerne har genopbygget mange klostre, men religionsfriheden er begrænset, bl.a. af et loft på antallet af munke og nonner og på antallet er klostre samt af "patriotiske genopdragelseskampagner" og kontrol med klostrenes funktion. Flere hundrede munke og nonner, som har deltaget i fredelige demonstrationer har forbud mod at vende tilbage til deres klostre.
Tibets natur har på mange måder lidt overlast, fx i form af afskovning og udryddelse af vilde dyr.
Omkring 140.000 tibetanere lever i dag i eksil. Ca. 2-3.000 flygter hvert år fra Tibet til Indien eller Nepal.
Hvad gør Danmark?
Danmark fører en såkaldt "kritisk dialog" med Kina om menneskerettighedssituationen i Kina og nævner i den sammenhæng forholdene i Tibet. Tibet tages op som et separat punkt i samtalerne med de kinesiske ledere, men landet behandles som en del af Kina. Den kritiske dialog gennemføres også på EU-plan.
Danmark støtter en selvstyreordning for Tibet og følger på det punkt Dalai Lama. Danmark opfordrer jævnligt Kina til at indlede en dialog med repræsentanter for tibetanerne, herunder Dalai Lama.
Samtidig forsøger regeringen at engagere Kina i verdenssamfundet, både i internationale politiske organer og når det gælder handel. Ideen er at Kina derved fastholdes i en retning der går mod et retssamfund, og som gennem en teknologisk udvikling og et handelssamkvem med omverdenen giver den kinesiske befolkning bedre muligheder for at tilegne sig vore friheds- og demokratiske idealer. Denne strategi gavner også Danmarks egne handelsinteresser i Kina.
Danmark giver bistand til det tibetanske eksilsamfund gennem Tibets regering i eksil. Desuden støtter regeringen jævnligt konkrete projekter varetaget af danske NGO’er, fx Støttekomiteen for Tibet’s projekt for flygtede tibetanske torturofre i Indien.
I 2000 besluttede regeringen at give bistand til Tibet indenfor "Menneskerettigheds- og Demokratirammen", ligesom Kina har fået siden 1998. Bistanden skal gives via danske private organisationer (NGO’er) og er foreløbig rettet mod uddannelsessektoren.
Hvad bør Danmark gøre?
Den danske regerings holdning i Tibetspørgsmålet ligger på mange punkter på linie med de øvrige vestlige landes. Det er på visse punkter en fordel og på andre en ulempe for Tibet. Det er en fordel fordi et samlet internationalt pres på Kina virker stærkere. Det er derimod en ulempe, når regeringen bruger dette som undskyldning for ikke at gå foran eller tage selvstændige initiativer.
Kina har i høj grad haft held til at spille vestlige lande ud mod hinanden ved at true med at give handelskontrakter til de lande som tier. Samtidig er der på flere områder uenighed om hvilken politik fx EU-landene skal føre overfor Kina. Det fører ofte til den mindste fællesnævners politik. Men det viser også, at Danmark faktisk har et spillerum, selvom vi ønsker at samordne vores Tibetpolitik med andre lande.
Alt i alt betyder det to ting:
1. Danmarks handelsinteresser må underordnes vore politiske mål og de folke- og menneskeretlige principper, som vi i øvrigt forfægter.
2. Der er intet gyldigt argument for at Danmark ikke skal arbejde med at formulere eller gå i spidsen med nye initiativer, der støtter Tibet.
Mere konkret er der flere områder, hvor Danmark kan føre en mere konsekvent Tibetpolitik:
Danmark anerkendte i 1961 det tibetanske folks ret til selvbestemmelse. Alligevel betegner regeringen ofte tibetanerne som et "mindretal" i Kina, selvom mindretal ifølge folkeretten har færre rettigheder end folkeslag.
Der er ingen forsvarlige grunde til at fortie det historiske faktum, at Tibet frem til 1951 var et selvstændigt land, og at Kina invaderede og besatte landet.
Danmark (og alle andre lande, bortset fra Mongoliet) anerkendt e aldrig formelt Tibet, da landet fungerede som en uafhængig stat. Samtidig har Danmark aldrig taget stilling til Tibets folkeretlige status. At Danmark i praksis behandler Tibet som en del af Kina bør ikke medføre, at vi ignorerer de rettigheder (som en selvstændig stat), som Tibet fortsat har, selvom det er under kinesisk besættelse.
Danmarks opfordring til Kina om at forhandle med tibetanerne er halvhjertet og ineffektiv så længe Danmark ikke klart udpeger Dalai Lama og hans regering som det tibetanske folks rette repræsentanter ved sådanne forhandlinger, og så længe Dalai Lamas status som politisk leder forties.
FN’s Menneskerettighedskommission er det bedst egnede forum at tage spørgsmål om menneskerettighedskrænkelser op i, og det er et forum hvor spørgsmål om principper og ikke andre interesser bør være afgørende. Når enkelte EU-landes handelsinteresser er skyld i, at EU ikke samlet kan fremføre en resolution om Kina i dette forum, bør Danmark gøre det sammen med andre lande.
Selvom den kommer fra samme budget gennemføres bistanden til Tibet på andre og mere begrænsede præmisser end bistanden til Kina, idet det endnu ikke har været muligt at indlede en dialog om demokratisering eller menneskerettigheder med myndighederne i Tibet. Det indledte bistandssamarbejde med myndighederne i den Autonome Region Tibet må ledsages af et diplomatisk pres for at omgå Kinas dobbeltmoral på dette område og få en sådan dialog i stand.