Tibet i det storpolitiske spil

Kinas strategi

Kinas forhold til Dalai Lama har været præget af Beijings ønske om, at en anerkendt tibetansk leder legitimerer det kinesiske styre og gør det lettere at kontrollere tibetanerne. Efter Dalai Lamas flugt i 1959 overtog den 10. Panchen Lama i perioder denne rolle, idet han blev udnævnt til formand for den komité, der skulle forberede oprettelsen af den Autonome Region Tibet. Fra 1964 til 1977 var han dog i husarrest eller fængsel som følge af en kritisk rapport, han havde overrakt til Kinas ledelse i 1962. I dette tidsrum var der ingen kontakt mellem Beijing og Dharamsala.

De politiske reformer efter Maos død gav et bedre klima for dialog. Deng Xiaoping tog kontakt til Dalai Lama i 1978, og flere delegationer fra Dharamsala fik tilladelse til at rejse rundt i Tibet for at se på forholdene. Deres erfaringer fra et Tibet præget af dyb fattigdom, ødelæggelser og frygt gav ikke grobund for tillid mellem parterne. Beijing var desuden kun interesseret i at diskutere mulighederne for Dalai Lamas hjemvenden og nægtede at forhandle om øget autonomi for Tibet. Derfor var dialogen ufrugtbar.

Dalai Lamas politik

Dalai Lamas politik overfor Kina er baseret på en diplomatisk og ikke-voldelig "middelvejspolitik", der sigter mod en forhandlingsløsning. Der blev indledt en dialog mellem Beijing og Dharamsala i 1978, men den gik i stå, da det viste sig, at den kinesiske regering kun var interesseret i at overtale Dalai Lama til at acceptere at bo i Kina — senere fik han tilbud om at bo i Lhasa. I 1984 afviste Beijing et forslag fra Dalai Lama om, at Kina kunne beholde den forsvars- og udenrigspolitiske magt til gengæld for, at tibetanerne fik indre selvstyre i et samlet Tibet. Det samlede Tibet skulle bestå af TAR og de tibetanske dele af de omkringliggende kinesiske provinser. Dalai Lama offentliggjorde dette forhandlingsudspil i 1987 og 1988. Hans 5-punkts fredsplan fra 1987 og Strasbourg-talen fra 1988 er stadigvæk hans vigtigste forhandlingsoplæg.

International opmærksomhed

I slutningen af 1980'erne begyndte verdenssamfundet i højere grad at interessere sig for Tibet. De kinesiske myndigheders voldsomme reaktion på bølgen af uafhængighedsdemonstrationer i Tibet fra 1987 fik omverdenens øjne op for tibetanernes situation. Det stod klart, at årtiers indoktrinering ikke havde virket, og at undertrykkelsen fortsat var massiv trods reformerne. Samtidig havde Kinas "åbne dørs politik" gjort det nemmere at indhente oplysninger om forholdene i Tibet, selvom vestlige journalister har været forment adgang siden 1989.

Dalai Lamas kompromisforslag fra 1987 og 1988 og hans ikke-voldelige linie, der var baggrunden for, at han modtog Nobels Fredspris i 1989, skabte megen international sympati og respekt. Han blev i stigende grad modtaget af statsoverhoveder og ledende politikere på sine rejser. Især de vestlige landes parlamenter vedtog resolutioner, der fordømte de kinesiske menneskerettighedskrænkelser i Tibet og opfordrede parterne til forhandlinger uden forhåndsbetingelser. Europa-Parlamentet og den amerikanske kongres formulerede den mest direkte støtte til tibetanerne ved at erklære Tibet for en ulovligt besat, uafhængig stat.

Kinas holdning til kritikken af overgrebene i Tibet har frem til i dag været, at Tibet er Kinas "interne anliggende", som andre lande ikke har ret til at blande sig i. Den kinesiske regering påstår, at Tibet har været del af Kina siden det 13. århundrede, hvor både Tibet og Kina kom under det mongolske kejserrige.

De er grænser for, hvor langt de enkelte lande er parate til at gå i deres støtte til Tibet. Som følge af den kraftige økonomiske vækst i Kina i 1990'erne har den kinesiske regering især haft held til at knytte sin handelspolitik til spørgsmål om Tibet og menneskerettigheder. De lande, som kineserne synes er for kritiske over for Kinas politik i Tibet, går glip af handelskontrakter, der i stedet indgås med mindre kritiske nationer.

I 1996-1997 ændrede de fleste vestlige lande deres Kinapolitik fra pression til dialog. Dermed dæmpedes kritikken af den kinesiske regerings politik i Tibet på trods af, at Kina samtidig strammede kursen over for den tibetanske befolkning. En af årsagerne til den ændrede vestlige politik var en større villighed hos den kinesiske ledelse til at diskutere forholdene i Tibet på et diplomatisk plan. Derudover imødekom Kina flere vestlige ønsker, blandt andet underskrivelsen af de to vigtigste menneskerettighedskonventioner. Underskrivelsen har dog ikke resulteret i ændring af den politiske praksis.

De vestlige lande står nu sammen om at opfordre Beijing til dialog med Dalai Lama og eksilregeringen. Der har ofte været tilløb til sådanne forhandlinger, men Kina har opstillet tre forhåndsbetingelser: Dalai Lama skal anerkende, at både Tibet og Taiwan er dele af Kina, og han skal stoppe, hvad Kina kalder hans "internationale kampagne for tibetansk uafhængighed". Dalai Lama har flere gange udtalt, at han ikke arbejder for uafhængighed. Han vil dog kun erklære, at det besatte Tibet kan blive en del af Kina som resultat af en forhandlingsløsning.

I 1995 fremlagde Dalai Lama en plan om at bringe sin middelvejspolitik til folkeafstemning i eksilsamfundet. Alternativerne var uafhængighed, selvbestemmelse og Mahatma Gandhis metode satyagraha, insisteren på sandhed. Men forslaget om folkeafstemning blev afvist af eksilparlamentet i september 1997, da et absolut flertal i en opinionsundersøgelse viste, at tibetanerne hellere ville lade Dalai Lama bestemme. Dalai Lama har erklæret sig rede til at forhandle med Beijing uden forhåndsbetingelser, men den kinesiske regering kræver, at han først anerkender, at Tibet er en "uadskillelig del af Kina".

Danmark og Tibet

Tibet har aldrig vejet tungt i den danske udenrigspolitik, der især er styret af handelsinteresser i forhold til Kina. De skiftende regeringers ønske om at opretholde et godt forhold til Kina er ofte kommet i vejen for hensynet til menneskerettigheder og den tibetanske befolknings ønske om selvstændighed eller selvstyre. Enkelte gange er Danmark gået forrest i støtten til Tibet, men på flere punkter har andre lande strakt sig længere.

Således stemte Danmark i 1959 og 1961 for FN's Tibet-resolutioner, men blankt i 1965. Det skete trods flere appelbreve fra Dalai Lama til den danske statsminister. Danmark var på det tidspunkt bange for at skade sit forhold til Kina, og Danmarks politik gik ud på at få Kina optaget i FN.

Dalai Lama i Danmark

I 1988 besøgte Dalai Lama Danmark. Han blev modtaget af Folketingets Udenrigsudvalg, men regeringen ville ikke møde ham.

Massakren på 80-150 tibetanere i Lhasa den 5.-7. marts 1989 ændrede ikke Danmarks Kinapolitik. Det gjorde imidlertid massakren på kinesiske studenter i Beijing tre måneder senere. Sammen med EF stoppede regeringen bistanden til Kina.

Dalai Lama var dog fortsat ikke velkommen som officiel gæst i Danmark. Selv da han i december 1989 modtog Nobels Fredspris, ville ingen danske ministre modtage ham. Da det grønlandske Landsting i 1990 ønskede at invitere den tibetanske leder til Grønland, blev det afvist af regeringen. Først den 5. december 1991 mødte den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som den første danske minister Dalai Lama. Som resultat af mødet blev Danmark det første land, der gav bilateral bistand direkte til Tibets regering i eksil.

Danske politikere tog i midten af 1990'erne flere initiativer for Tibet, bl.a. i den Interparlamentariske Union (IPU) og under FN's kvindekonference i Beijing i 1995. Den 7. november 1995 besluttede Folketingets Udenrigsudvalg at afholde en Tibethøring og invitere Dalai Lama. Trods skarp kritik fra bl.a. Dansk Industri blev høringen gennemført den 13. maj 1996. Statsministeren nægtede at modtage Dalai Lama, som dog fik et møde med udenrigsminister Niels Helveg Petersen.

I 1997 gik den danske regering i spidsen for en Kinaresolution i FN's Menneskerettighedskommission. Den nåede dog aldrig til afstemning. For at opretholde presset på Kina aflagde det Udenrigspolitiske Nævn et besøg i Tibet i august 1998.

Danmarks aktuelle Tibetpolitik

Det officielle danske syn på Tibet er modsætningsfyldt og inkonsekvent. På linie med mange andre lande har Danmark aldrig officielt anerkendt, at Tibet folkeretligt er en del af Kina, men i praksis behandler regeringen Tibet som sådan. Formelt gælder Danmarks tilslutning i 1961 til, at tibetanerne er et "folk" og dermed har ret til "selvbestemmelse" stadig. Dog bruger regeringen ofte andre termer. I officielle udtalelser refererer den f.eks. tit til tibetanerne som et "mindretal", der bør have større "autonomi".

Når det gælder overtrædelser af de basale menneskerettigheder, påtaler regeringen og politikerne gerne de kritisable forhold i Tibet. Krænkelsen af tibetanernes politiske rettigheder nævnes sjældnere. Regeringen og mange ledende politikere fortier, at Tibet er en uafhængig stat, som er besat af Kina. Indlemmelsen af Kina i verdenssamfundet har også herhjemme medført en stiltiende accept af den kinesiske historieomskrivning og de kinesiske fortolkninger af Tibets status. Dette bidrager til at fratage den tibetanske befolkning sin politiske identitet og gør det sværere for de tibetanske ledere at overtale Kina til at gå i forhandlinger om Tibets fremtid.