Tibetanerne
i eksil
Flugten
Den
10. marts 1959, efter 10 års besættelse af Tibet, var Dalai Lama
inviteret til en
teaterforestilling hos den kinesiske besættelsesmagts øverstkommanderende
i den kinesiske garnison i Lhasa. Der var på det tidspunkt en
anspændt politisk situation, fordi tibetanere havde gjort oprør
forskellige steder i Tibet, og kinesiske tropper havde i mere end tre år
prøvet at nedkæmpe oprørerne. Brigadechefen havde bedt Dalai Lama skære kraftigt ned
på sit almindelige følge og krævet, at ingen tibetanske
soldater fulgte ham, højst 2-3 ubevæbnede livvagter, da kineserne
prøvede at hemmeligholde arrangementet. Indbyggerne i Lhasa havde alligevel fået nys om
invitationen og blev meget
bekymrede for deres leder. Ved middagstid havde ca. 30.000 mennesker forsamlet
sig uden for Dalai Lamas sommerpalads Norbulingka for at forhindre Dalai Lama i
at tage hen til forestillingen. Dalai Lama meldte afbud til kineserne, som blev
rasende og truede med at tage drastiske midler i brug for at knuse modstanden.
Den store folkemængde
forblev dog udenfor Norbulingka, mens andre afholdt demonstrationer i
Lhasa imod den kinesiske besættelsesmagt, og situationen tilspidsede sig.
Dalai
Lama spurgte sit orakel mange gange i løbet af de næste par dage,
om han skulle flygte og hver gang fik han et negativt svar, indtil oraklet den
17. marts råbte "tag af sted, tag af sted".
Samme
aften forlod Dalai Lama sit palads forklædt i en gammel frakke og med en
riffel slynget over skuldrene. På vejen stødte flere og flere til
flugtgruppen, og 350 tibetanske soldater og en ca. 50 mand stor irregulær
hær fulgte Dalai Lama og hans ledsagere. Da soldaterne havde sikret sig
at kineserne ikke havde opdaget flugten, drog de tilbage til Lhasa. Efter 18
dage nåede Dalai Lama og hans 80 mand store følge den indiske
grænse. De var alle i en elendig forfatning efter flugten over Himalaya.
Efter
Dalai Lamas flugt nedkæmpede kineserne tibetanernes oprør i Lhasa.
Klostre, templer og andre
bygninger blev lagt i ruiner. Der flugte hård undertrykkelse. Mange
tusinde tibetanere blev dræbt eller sendt i fangelejre.
De
første år i eksil
Da
præsident Nehru annoncerede i det indiske parlament, at Dalai Lama var
ankommet sikkert til den indiske grænse, rejste alle sig op og klappede.
Men Nehru stod i en vanskelig situation. Kina lagde hårdt pres på
ham. Verden var midt i den kolde krig. Indiens udenrigspolitik var
afhængig af Indiens status som et alliancefrit land, og det at Dalai Lama
fik asyl i Indien kunne nemt opfattes, som om Indien havde placeret sig i den
antikommunistiske lejr i den kolde krig. Nehru lagde derfor vægt
på, at hans støtte til Dalai Lama var humanitær, og at Dalai
Lama ikke måtte bruge Indien som en base for sit arbejde for et frit og
uafhængigt Tibet.
Den
store flygtningestrøm
Tibetanerne
strømmede ind over den indiske grænse. Mange var syge ved
ankomsten, og mødet med det indiske klima slog mange ihjel. Der blev
etableret 2 flygtningelejre i det nordlige Indien. Tibetanere blev sendt ud for
at bygge og reparere veje. Det var hårdt arbejde, som alle tog del i -
også børnene. Det varme og fugtige klima, en ny diæt, det
hårde arbejde, sygdomme, som tibetanerne aldrig før havde kendt,
og fortvivlelsen over at have mistet deres fædreland gjorde, at mange
bukkede under.
Et af
de store spørgsmål i det første år var, om
tibetanerne skulle samle sig i et område i det nordlige Indien nær
ved Tibet, eller om de skulle søge derhen, hvor de kunne få stillet jord
til rådighed. Dalai Lama mente, at det ikke var afgørende, hvor de
boede, men at det vigtige var at finde
steder, hvor de kunne slå sig ned, så de kunne vedligeholde
den tibetanske kultur og identitet.
Præsident Nehru fandt først jord til tibetanerne i den sydlige del
af Indien i delstaten Karnataka. I december 1960 blev det første hold
flygtninge kørt fra deres flygtningelejre til deres nye hjem - en jungle med bl.a. elefanter, tigre og
vildsvin.
Boks
|
En af
disse flygtninge fortæller om sin første aften i junglen:
"Vi tvang os selv til at spise, men vi var alle så bange og følte os så fortabte, at
ingen kunne tale. Mange mennesker sad hjælpeløse på jorden
og græd. Vi kunne høre lydene fra de vilde dyr i junglen, og i
modsætning til i Tibet kunne vi ingenting se. Ligegyldigt hvor man
så hen, var der ikke andet end træer". |
De
fleste bosættelser blev anlagt mellem 1960 og 1965. I dag er der 54 bosættelser i
Indien, Nepal og Bhutan.
Til
Dharamsala
Efter
det første år i eksil i Mussoorie flyttede Dalai Lama og Tibets
regering – Kashag - til Dharamsala ved foden af Himalayabjergene.
Her
påbegyndtes arbejdet med at etablere en eksiladministration med 6
ministerier: indenrigs, udenrigs, religion og kultur, uddannelse, finans og sikkerhed. Samtidig blev der
etableret kontorer i New Delhi, New York, Geneve, Tokyo og Kathmandu. Ved
hjælp af indiske jurister begyndte arbejdet med at lave et udkast til en
demokratisk forfatning, som skulle bruges til at etablere den første
valgte regering i Tibets historie.
I 1960
blev et demokratisk parlament etableret, Assembly of Tibetan People's
Deputies. Men
først i 1990 blev der lavet reformer, som gjorde, at den tibetanske
forfatning blev egentlig demokratisk. F.eks. skal Dalai Lama ikke længere
udpege ministrene til Kashag, og alle eksiltibetanere i hele verden, som er
fyldt 18, kan stemme på en repræsentant i parlamentet.
Parlamentets
sammensætning ligner ikke et vestligt parlament. Der er sæder nomineret
for alle de forskellige religiøse retninger, for de tre regioner i
Tibet, og for USA og Europa. Der er specielle sæder for kvinder, og Dalai Lama kan selv udpege 3
repræsentanter. Det tibetanske parlamentet er et parlament i eksil, som
repræsenterer grupperinger af tibetanere spredt over store dele af
verden. Dalai Lama har lige fra starten af sin tid som eksilleder udpeget nogle
mål for tibetanerne i eksil,
hvoraf de vigtigste er at bevare tibetansk kultur og identitet samt ved
hjælp af ikke-voldelige aktiviteter at skabe politisk mulighed for at
vende tilbage til Tibet. Det er derfor bl.a. vigtigt, at parlamentet
repræsenterer de forskellige egne og trosretninger i Tibet, for at alle
dele af den tibetanske nation kan komme til orde.
På
trods af demokratiseringen er Dalai Lamas indflydelse stadig meget stor.
Tibetanerne har været vant til at følge Dalai Lama i et og alt,
idet han både er religiøst og statsligt overhoved. At skabe en
folkelig debat omkring Dalai Lamas synspunkter er derfor næsten umulig.
Enkelte grupper, f. eks. medlemmer af Tibetan Youth Congress, har stået i opposition til Dalai
Lama i spørgsmålet om brugen af vold i kampen for et frit Tibet.
Men ellers er der langt imellem offentlig kritik af Dalai Lamas ledelse.
Hvor
bor eksiltibetanerne og hvad laver de
Tibetanerne
er spredt ud over hele verden; dog bor de fleste i Indien og Nepal. Ca. 60 % af
tibetanerne i Nepal og Indien bor i tibetanske bosættelser. Resten har
enten ikke kunnet få et sted at bo i de overbefolkede bosættelser
eller har søgt væk for finde en indtjeningsmulighed.
|
Indien: |
116.000 |
|
Nepal: |
16.000 |
|
Bhutan |
1.500 |
|
Resten
af verdenen: |
6.500 |
|
I
alt, skønsmæssigt |
140.000 |
Skønsmæssig
vurdering af antal af tibetanske flygtninge i eksil
Af
hele den arbejdende tibetanske befolkning i eksil beskæftiger ca. 26 %
sig med landbrug, 8 % med tæppevævning og 29 % med
handelsvirksomhed, f. eks. salg af beklædning. 13 % beskæftiger sig
med serviceydelser, og de sidste 24 % er spredt over mange forskellige erhverv,
eller er uden beskæftigelse.
Et af
de største problemer, som eksilregeringen står over for netop nu,
er, at mange af de unge mennesker ikke kan finde et arbejde i
bosættelserne. Der er allerede for mange mennesker om de små
jordlodder, og i konkurrencen med inderne på det indiske jobmarked
står tibetanerne svagt. Kun hvis de har høje
universitetsuddannelser, har de mulighed for at begå sig på lige
fod med inderne.
Eksilregeringen
prøver derfor at uddanne tibetanerne i forskelllige slags
håndværk, som kan servicere de mange bosættelser. Regeringen
øger også deres investeringer i restauranter og hoteller. Men det
tager tid, og det kræver mange ressourcer.
Uddannelse
Opbygningen
af det tibetanske skolesystem i
Indien og Nepal har været en succes. I Tibet inden 1949 var der en megen
analfabetisme. Der var ingen skoler for almindelige børn. Næsten
al undervisning foregik på klostrene. Dalai Lama så klart, da han
ankom til Indien i 1959, at skoleuddannelse for børnene var
altafgørende, hvis børnene skulle kunne tage del i den moderne
verden og samtidig bevare deres sprog, kultur og identitet.
I
samarbejde med den indiske regering blev der oprettet en fælles
administration, Central Tibetan Schools Administration, som både finansielt og
organisatorisk bistod med oprettelsen af skoler for de tibetanske børn.
Hjælp fra internationale donorer samt enkeltpersoner bidrog også
til arbejdet.
I dag
er der 87 tibetanske skoler i
eksil, og de fleste tibetanske børn får mulighed for at få
en skolegang. Skolerne følger det indiske skolesystem, men fra 1.-5.
klasse foregår al undervisning på tibetansk. Fra 6. klasse
følger børnene det indiske curriculum, dog bliver de også
undervist i tibetansk kultur, sprog og historie indtil 12. klasse, hvor de
på lige fod med inderne skal tage "studentereksamen". Der
bliver derfor krævet ekstra meget af de tibetanske skolebørn. De
skal i løbet af nogle år mestre 3 vidt forskellige alfabeter og
sprog, nemlig tibetansk, engelsk og hindi.
En del
af børnene er blevet smuglet over grænsen af deres forældre,
fordi forældrene
føler, at børnene ikke har nogen muligheder i deres hjemland, og at de mister deres
tibetanske identitet på grund af den kinesiske undertrykkelse af sprog og
kultur. Børnene kommer så på en af de mange kostskoler i
eksil.
Mange
børn og unge flygter
fortsat uden deres forældre over Himalayabjergene. Ofte har de aldrig
haft mulighed for at gå i
skole i Tibet, eller også har de følt sig diskrimineret af
uddannelsessystemet i Tibet og af de kinesiske lærere.
Mange munke og nonner
flygtede sammen med Dalai Lama fra Tibet. De gik straks i gang med at oprette
klostre i de forskellige
bosættelser. I Indien og Nepal findes der i dag
ca. 200 tibetanske klostre, heraf 93 % munkeklostre og 7 % nonneklostre. De
første klostre blev bygget i 1960’erne, og der bygges
stadigvæk nye. Klostrene er bygget som arvtagere til de klostre, som
munke og nonner var nødt til at forlade i Tibet, og som blev
ødelagt af kineserne.
Klostrenes
størrelse varierer meget. På de mindste findes der kun nogle
få beboere, og i de tre største klostre, Drepung, Sera og Ganden i
Sydindien, bor omkring 3.000 munke i hver. På de fleste klostre er
beboerne ganske unge, fordi mange af de gamle, som flygtede fra Tibet i
1960’erne, er døde. Der kommer stadig flygtninge fra Tibet, som er
eller vil være munke eller nonner. Munkenes alder varierer mellem 7 og
100 år, men gennemsnitsalderen i klostrene er omkring 30 år.
På
klostrene følges de gamle traditioner, som man havde i Tibet. Det
betyder, at munke og nonner studerer de samme filosofiske tekster og
lærer de samme ritualer, som man gjorde i Tibet. Der er dog også
sket mange forandringer på klostrene. Disciplinen er generelt ikke
så stram i dag, og munkene kan nyde
den moderne verdens bekvemmeligheder som elektricitet, vandhaner og Coca
Cola. I dag går børnemunke i klostrets skole, hvor de studerer
verdslige fag som historie og engelsk. Mange får undervisning i EDB, og
klostrene er i fuld gang med at få oprettet internet-forbindelser.
Klostrene har gode kontakter med den vestlige verden: de får
jævnligt besøg af vesterlændinge, og munke rejser til Vesten
for at undervise og repræsentere den tibetanske kultur.
De
mange religiøse værker, som det bl.a. var lykkedes flygtningene at
bringe med sig, måtte samles et sted, så i 1971 blev Library of Tibetan Works and
Archives åbnet.
Her findes nu verdens største samling af tibetanske skrifter.
På
klostrene genoptrykker man de religiøse tekster på træblokke
som i gamle dage, samtidig med at man bruger den nye teknologi til at scanne
teksterne ind på CD.
Kulturinstitutioner
i eksil
Klostrene
dominerende kulturen og kunsten i det gamle tibetanske samfund. I tiden
før og under den kinesiske kulturrevolution blev de fleste kulturskatte
ødelagt. Mestrene blev sat i kinesiske fangelejre. Det tibetanske
eksilsamfund måtte tage ansvaret for, at tibetansk kultur og tibetansk kunsthåndværk
overlevede.
I
eksil viderefører klostrene undervisningen i kunstneriske fag som
tangkamaling, træskærerarbejde, religiøse danse og
instrumentalmusik. Man har også oprettet specielle institutioner for at
videreføre disse kunstarter.
På
Norbulingka Institute har man samlet mange værksteder under ét
tag. Der lever stadig gamle mestre fra Tibet, som underviser både lægmænd og munke i de
gamle fag, der har en mere end 1.000-årig historie.
Det
første institut, som blev oprettet, hedder nu TIPA, Tibetan Institute
of Performing Arts. Der
var til at begynde med kun 20 kunstnere, som havde lavet forestillinger i
Tibet, men de havde nok viden imellem sig til at kunne undervise nye kunstnere
i nogle af deres store operaer - Lhamo operaerne - som i deres fulde
længde varer flere dage. Siden har man gjort sig mange anstrengelser for
at indsamle viden om alle de forskellige genrer indenfor dans,
instrumentalmusik, opera og sang. De gamle er blevet interviewet om deres
viden, danse er blevet optaget på video, og tibetanere fra forskellige
egne af Tibet har fortalt om gamle sange og dragter. I dag har TIPA sine egne
værksteder, hvor dragter til de forskellige forestillinger bliver syet,
og instrumenter bliver fremstillet. Skolelærere kommer på kurser,
så de kan videregive traditionerne til børnene på de
tibetanske skoler i Indien og Nepal.
TIPA
har turneret i mange af verdens lande og dermed også udbredt kendskabet
til tibetanernes kultur udenfor deres eget område.
Tibetansk
medicin
Den
tibetanske lægevidenskab har også sin base i det religiøse
liv, iden dets grundlag er de 1.140 sider tekst, de fire medicinske tantraer,
som udsprang af Buddhas belæringer.
I
eksil har man oprettet Institute for Tibetan Medicine and Astrologi
i Dharamsala, hvor der hvert 5. år bliver udklækket ca.
25-30 tibetanske læger. På instituttet fremstilles der tibetansk
medicin, som består af urter og mineraler, og der lægges
horoskoper.
Flygtningesituationen
i dag
Undertrykkelsen
i Tibet fortsætter, og konsekvensen er, at næsten 12.000
tibetanerne i årene 1994-98
valgte den farlige flugt over Himalayabjergene. Som det kan ses af
statistikken, er over halvdelen børn og unge i alderen fra 0 til 25.
Næsten halvdelen af flygtningene er munke og nonner, som enten har
været udsat for tortur i de kinesiske fængsler, eller som har
oplevet, at undertrykkelsen i
klostrene er så stor, at de ikke har mulighed for at blive uddannet
indenfor den buddhistiske filosofi. For at få lov til at blive i
klostrene i Tibet, skal munkene og nonnerne underskrive en erklæring,
hvor de skal undsige Dalai Lama og erklære deres troskab over for den
kinesiske stat. Det er der mange, der ikke ønsker at gøre.
Antal
flygtninge fra Tibet i perioden 1994 til 1998.
1994: 2.542
1995: 1.356
1996: 2.125
1997: 2.639
1998: 3.109
Statistik:
New refugees from 1994-1998
Børn
og unge flygter også, fordi de ikke kan få en uddannelse i deres
eget land. Det er et meget stort pres for samfundet i eksil at skulle integrere
så mange nye flygtninge. Konsekvensen er, at skolerne bliver overfyldte,
og at munkene og nonnerne ikke kan finde plads i et kloster. Specielt de unge bliver opfordret til efter
endt uddannelse at tage hjem til Tibet, både fordi det er svært at
skaffe dem et arbejde i eksil, og fordi det er vigtigt, at der er unge
uddannede tibetanere i Tibet, der har indsigt i tibetansk kultur.
Tibetanerne
i eksil har med de få midler, som står til deres rådighed,
evnet at skabe et samfund, som, på trods af eksiltibetanernes store
geografiske spredning, er forholdsvis tæt sammenknyttet. Selv om der er
store vanskeligheder ved at leve i eksil, hvor nu 3. generation af
flygtninge vokser op uden nogen
førstehåndsviden om deres eget fædreland, er der
sjældent nogen tvivl i de unges sind, når de bliver spurgt om deres
nationalitet: "Jeg er tibetaner".