Historie

 

Tibet er ikke kun hjemsted for en af menneskehedens store, gamle civilisationer. Det hører også blandt de ældste riger på Jorden, der har eksisteret frem til vor tid.

Ifølge tibetanske legender steg den første konge ned fra himlen i år 127 f.v.t. og grundladge Yarlung-dynastiet. Tibets historie er kun veldokumenteret fra begyndelsen af det 7. århundrede, hvor den 33. konge, Songtsen Gampo (620-649), indførte et alfabet efter indisk model for at kunne oversætte buddhistiske skrifter til tibetansk.

Det tibetanske imperium

Songtsen Gampo samlede de daværende småriger på det tibetanske plateau til ét land og gjorde Tibet til en stormagt. Tibet var teknologisk overlegent, når det gjaldt fremstillingen af rustninger, og kunne samle hærstyrker på op mod tohundrede tusinde mand. På sit højdepunkt omfattede det tibetanske imperium (630-842) dele af det nuværende Indien, Nepal, Pakistan, Kina og Østturkistan (i dag Kinas Xinjiang-provins).

De tibetanske konger satte gang i en omfattende "tibetaniseringsproces" på plateauet, bl.a. gennem udbredelsen af tibetansk sprog og skrift og tilstedeværelsen af store tibetanske hærstyrker, der forsvarede og siden bosatte sig i grænseområderne mod Kina. Tibetanere i dele af Nordøsttibet (Amdo) hævder således, at deres forfædre kom fra Shangshung-riget i Vesttibet, der blev underlagt Tibet omkring 655.

Samtidig skabtes en fælles intellektuel kultur, bl.a. ved import af viden og traditioner fra udlandet. Indførelsen af buddhismen fra Indien, Nepal, Kina og bystaterne i Tarim-bassinet nord for Tibet kom især til at præge samfundet. Kong Trisong Detsen gjorde i 762 buddhismen til statsreligion, og den udkonkurrerede i de følgende århundreder den oprindelige bon religion som den dominerende trosretning.

Imperietidens politiske og militære samarbejde mod fjender udenfor det tibetanske plateau lagde grunden til en fælles national identitet og kultur. Tibetanerne har siden da opfattet sig som beslægtede stammer, der - trods regionale forskelle - har samme etniske identitet, sprog, traditioner, religion og materielle kultur. Trods idealforestillingerne om lighed har regionale, politiske og religiøse modsætninger dog i høj grad præget Tibets historie frem til i dag.

Disintegration

I 842 myrdede en buddhistisk munk Yarlung-dynastiets sidste konge, Langdarma, fordi han forfulgte buddhismen. Uenighed om hans efterfølger gjorde, at det tibetanske imperium gik i opløsning. Tibet var i de næste 4 århundreder igen opdelt i småstater og selvstyrende stammer. I det nordøstlige grænseområde mellem Tibet og Kina opstod også nye, delvist tibetanske småstater, herunder Tangut (990-1227) og Tsonkha.

Buddhistiske sekter forsatte med at ekspandere og grundlægge klostre overalt i landet. Ved begyndelsen af det 13. århundrede dominerende de Tibet politisk, økonomisk og åndeligt. De havde arvet den regionale og klanbaserede rivalisering og bekrigede ofte hinanden i forsøget på at vinde territorium og indflydelse. Tibet blev først delvist samlet, da landet blev indlemmet i det mongolske imperium i det 13. århundrede.

Mongolsk overherredømme

I 1227 blev det mongolske verdensriges hersker Djenghis Khan dræbt under en invasion af Tangut, der som hævn nærmest blev udslettet. Mongolerne fik kontrol over det nordlige Kina i 1234. Det nordlige Centraltibet blev hærget af mongolske styrker under Godan Khan i 1240-1241. Efter således at have demonstreret sin styrke, forsøgte Godan i 1247 at indlede en fredelig magtovertagelse i Tibet ved at tilkalde lederen af sakyasekten. Sakya Pandita indvilligede i at blive Godans repræsentant i Tibet og overtalte også andre ledere i Centraltibet til at underkaste sig mongolerne.

De mongolske herskere havde tradition for at bekende sig til religionen i de lande, de erobrede. Ved at støtte og udnytte de lokale religiøse ledere kunne de effektuere og legitimere deres styre over de fremmede befolkninger såvel som i deres hjemlige territorier.

Sakya Panditas nevø og efterfølger, Phagpa, blev i 1254 åndelig vejleder for Khubilai Khan. Khubilai blev udnævnt til en inkarnation af den buddhistiske guddom Manjushri, hvilket gav ham religiøs legitimation i rollen som universel hersker. Phagpa formaliserede forholdet til Khubilai som et personligt og ideelt set ligeværdigt religiøst-politisk forhold, hvorunder Phagpa forblev Khubilais overordnede i religiøse spørgsmål, mens den mongolske hersker som verdslig leder lovede Phagpa militær og økonomisk støtte. Dette forhold kaldes på tibetansk "cho-yon" og kom til at blive en model for fremtidige relationer mellem tibetanske religiøse ledere og mongolske og manchu kejsere - omend i forskellige varianter.

Først efter mongolske militære interventioner af Khubilai Khan i 1264-1268 blev Tibet underlagt egentlig mongolsk administration. Tibets tre hovedregioner, Amdo, Kham og Ü-Tsang, administreredes separat, selvom Khubilai Khan i 1254 havde "doneret" dem alle til Phagpa.

De tibetanske lamaers rolle som religiøse lærere for mongolerne gjorde, at Tibet nød en højere grad af autonomi end andre dele af det mongolske imperium. Samtidig blev sakyalamaernes styre konstant udfordret af magtfulde lokale klaner.

Phagpa og hundredevis af andre tibetanske lamaer og munke fik stor indflydelse som religiøse embedsmænd i Kina, da Khubilai i 1270 udråbte et nyt kinesisk dynasti, Yuan (1270-1368), og seks år senere erobrede Sydkina. De mongolske herskere fungerede herefter primært som kejsere af Kina.

Den kinesiske regering hævder i dag, at Tibet på dette tidspunkt blev en del af Kina, men den mongolske kontrol over Tibet forblev separat fra administrationen af Kina. Khubilai erobrede Tibet som mongolsk hersker, før han udråbte og konsoliderede sig som kejser af Kina.

Kongedømmet genindføres

Sakyasekten mistede sin politiske dominans i Tibet i 1358, hvor en munk fra kagyupasekten, Changchub Gyaltsen, blev konge og omorganiserede administrationen i landet efter at have forvisset sig om, at Yuan styret var svækket og ikke kunne intervenere. Tibet blev igen uafhængigt og loven fra det tibetanske imperium genindført.

Imens faldt Yuan dynastiet i Kina og efterfulgtes af det indfødte Ming dynasti (1368-1644). Mongolerne forlod Kina, og cho-yon forholdet til lederne af sakyasekten blev afbrudt. Ming kejserne fortsatte Yuans praksis med at uddele titler og gaver til tibetanske lamaer, selvom titlerne ingen praktisk betydning havde. Deres forsøg på at etablere et cho-yon forhold til ledende lamaer i Tibet for at opnå politisk indflydelse bar ikke frugt.

I 1403 grundlagde den lærde lama Tsongkhapa (1357-1419) en ny sekt, gelugpa, i et forsøg på at reformere klosterlivet og indføre en strengere disciplin. Med grundlæggelsen af tre store klostre nær Lhasa, Ganden (1409), Drepung (1416) og Sera (1419), fik gelugpasekten her hurtigt den dominerede politiske magt. Krigene mellem de førende buddhistiske sekter fortsatte imidlertid og involverede specielt gelugpaerne i Lhasa-området og kagyupaerne i Shigatse-området. I 1566 invaderede mongolerne Ziling-dalen (Kin.: Xining) i Amdo, hvilket i 1590 angiveligt fik 165 tibetanske stammer i området til at underkaste sig Ming styret i Kina for at undgå yderligere plyndringer og mongolsk indvandring.

 I 1578 genoplivede abbeden for Drepungklostret, Sonam Gyatso, cho-yon-institutionen, da han mødte den mongolske hersker Altan Khan. Sonam Gyatso præsenterede sig selv som inkarnation af Phagpa og beskrev Altan som "religiøs konge" og inkarnation af Khubilai Khan. Altan gav Sonam Gyatso titlen "Dalai", der betyder 'ocean' og er en mongolsk oversættelse af "Gyatso", og lovede ham politisk beskyttelse. Sonam Gyatso blev herefter kendt som den tredje Dalai Lama, idet han titulerede sine to tidligere inkarnationer som den første og anden i rækken. Hermed overtog gelugpasekten den efterhånden udbredte tradition for tronfølge gennem inkarnation, som kagyupasektens Karmapa-linie startede i det 13. århundrede.

Under den femte Dalai Lama (1617-1682) opnåede gelugpasekten endelig det absolutte herredømme i Tibet. Efter anmodning fra Dalai Lama indtog hans nye beskytter, den mongolske hersker Gushri Khan, i 1642 Shigatse og fængslede områdets regent. Gushri Khan erklærede derefter Dalai Lama for enehersker over hele Tibet.

Tibet blev nu igen regeret af et kombineret religiøst-politisk og centraliseret styre, og de tre hovedregioner blev samlet for første gang siden det tibetanske imperiums fald. Området omkring søen Kokonor i NØ-Amdo forblev under Lhasas herredømme frem til 1705.

Tibet under manchuerne

Mongolernes østlige naboer, manchuerne, erobrede Beijing i 1644. Deres Qing dynasti (1644-1911) kontrollerede snart hele Kina. Den femte Dalai Lama etablerede et slags cho-yon forhold til manchu kejseren under et besøg i Beijing i 1653, selvom sidstnævnte ikke accepterede den buddhistiske tro.

Gushri Khans arving, Lhazang Khan, der var baseret i Kokonor-området, invaderede Lhasa i 1705 med støtte fra Qing kejseren, overtog den politiske kontrol og afsatte den 6. Dalai Lama. I 1717 lykkedes det en hær fra det konkurrerende, vestmongolske Dzungar rige at indtage Lhasa. Som Kokonor mongolernes beskyttere genvandt Qing styrker kontrollen tre år senere.

I 1723 gjorde mongolerne i Kokonor-området oprør mod Qing sammen med de lokale tibetanere. Efter en blodig nedslagtning blev området underlagt Qing administration som provinsen Qinghai og de mongolske og tibetanske stammer tildelt hver sine territorier. I realiteten bevarede tibetanerne her deres egne ledere frem til 1949, hvoraf nogle dog svarede skat til provinsstyret i Xining. Lhasa bevarede også nogen myndighed i området gennem udstationerede repræsentanter.

Den centrale og østlige del af Østtibet (Kham) kom i 1727 nominelt under administration af Kinas Sichuan provins, men de lokale tibetanske ledere bevarede for det meste den reelle kontrol. Frem til 1932 var flere af områderne i Kham øst for Drichu floden (Yangtze) under administration fra Lhasa.

Fra 1720 til 1911 var den centraltibetanske stat tilknyttet det manchuriske kejserdømme som en form for protektorat. Qing dynastiet beskyttede i dele af denne periode Centraltibet militært og havde frem til 1847 også en begrænset indflydelse på landets administration gennem kejserlige udsendinge kaldet "amban". Centraltibet bevarede dog sin suverænitet og forblev folkeretligt en selvstændig stat. Dalai Lamaernes indflydelse var i denne periode begrænset, og flere af dem døde i en ung alder.

Qing kejserne havde ingen interesse i (eller i lange perioder ingen magt til) at administrere Tibet direkte og nøjedes for det meste med en rent symbolsk markering af kinesisk overhøjhed og med opretholdelsen af garnisoner i Lhasa, Shigatse, Dingri og Gyangtse, der samlet var bemandet med fra få hundrede til nogle tusinde kinesiske soldater.

Den kinesiske indblanding i aministrationen i Tibet var dog i flere perioder (fx 1747-1751, 1791 og 1796) mærkbar nok til at fremkalde omfattene protester over magtmisbrug fra den tibetanske befolkning og til at få den tibetanske regering til efterfølgende at henrette eller arrestere lederne af protestaktionerne. Det nok vigtigste område, hvor manchu kejserne fik indflydelse, var udpegningen af højststående lamaer. I 1793 sendte Qianlong-kejseren en gylden urne til Tibet og forlangte, at inkarnationer af høje lamaer såsom Dalai Lama og Panchen Lama skulle identificeres gennem lodtrækning fra urnen, hvorefter de ville blive godkendt af kejseren. Manchuerne havde på denne måde held til at influere identifikationen af den 11. og 12. og muligvis den 10. Dalai Lama.

I det 19. århundrede havde manchuerne kun ringe indflydelse i Tibet og var i flere tilfælde ude af stand til at opfylde deres cho-yon forpligtelse som beskyttere af landet. Da Tibet blev invaderet fra Jammu og Kashmir i 1841-1842 og Nepal i 1855-1856, måtte tibetanske styrker således selv tage affære. Begge krige resulterede i fredsaftaler indgået uden Qing indblanding.

Fra slutningen af det 19. århundrede begyndte det britiske imperium at interessere sig for Tibet, både af handelsmæssige og storpolitiske årsager. Britiske traktater med Kina fra 1890 og 1893 om handelsrettigheder i Tibet blev ignoreret af den tibetanske regering med det resultat, at en britisk hærstyrke på godt 3000 mand i 1904 midlertidigt indtog Lhasa. Briterne fremtvang en traktat, der gav Storbritannien handelsmæssige fordele og udelukkede andre magter fra samme. Briterne var især nervøse for tibetanernes nyetablerede kontakt til Rusland.

Det moderne Tibet

I 1910 invaderede en kinesisk hær Lhasa, men blev nedkæmpet og udvist af tibetanerne i 1912. I mellemtiden faldt Yuan dynastiet i Kina. Hjemvendt fra et to-årigt eksil i Indien erklærede den 13. Dalai Lama (1876-1933) i januar 1913 Tibets uafhængighed. Samtidig anerkendte Mongoliet og Tibet hinanden og indgik en alliance.

I oktober 1913 mødtes repræsentanter fra Tibet, Kina og Storbritannien i Simla i Indien for at forhandle om Tibets fremtidige status. I det endelige forslag til en konvention fra april 1914 anerkendte det reelt selvstændige Tibet, at Kina havde en formel overhøjhed i landet. Kina, som hævdede at have suverænitet i Tibet, var vilig til blot at acceptere overhøjhed, men underskrev aldrig konventionen p.g.a. uenighed om grænsedragningen mellem Tibet og Kina. Tibet og Storbritannien skrev under, men indgik en tillægstraktat, der fraskrev Kina enhvert privillegium indeholdt i konventionen, sålænge den ikke havde Kinas underskrift. Tibet var nu reelt uafhængigt, men ikke anerkendt som sådan af omverdenen og måtte påbegynde en vanskelig balancegang mellem britiske, kinesiske og russiske forsøg på at opnå indflydelse i landet.

Den 13. Dalai Lama var på god fod med britiske diplomater og lod sig inspirere af deres råd til forskellige reformer, herunder en øget sekularisering af undervisningssystemet, som dog mødte modstand i de magtfulde klostre. Væsentligst var styrkelsen af den tibetanske nationalbevidsthed gennem en modernisering af det tibetanske statsapparat og hæren samt indførelsen af nationale symboler så som et nationalflag, frimærker og eget postvæsen.

Kina evnede gennem sine religiøse forbindelser til Tibet i form af tilrejsende kinesiske munke i tibetanske klostre at formidle et negativt billede af vestlig missionsvirksomhed, imperialisme og modernisme, der var medvirkende til, at landet i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i høj grad isolerede sig fra omverdenen økonomisk, kulturelt og udenrigspolitisk. Fra det 17. til slutningen af det 19. århundrede besøgte i alt kun omkring 600 europæiske opdagelsesrejsende, diplomater og missionærer landet.

Selvom Centraltibet undgik kolonialisering og førte en isolationspolitik frem til 1949 var landet ikke uimodtageligt for udenlandske kulturelle påvirkninger og strømninger, både på et mellemfolkeligt plan og på regeringsniveau. Der var en livlig samhandel med nepalesere, kinesere, bhutanesere, indere, sikkimesere, briter, mongoler, ladakhier, uighurer (Østturkistan), salar (Qinghai) og hui (Gansu), og hver gruppe var repræsenteret i vekslende antal i Tibets handelsbyer. Religiøst havde tibetanerne stærke bånd til især mongoler, kinesere, burjater, manchuer og ladakhier, men også andre religioner end den tibetanske buddhisme fik lov at florere i Tibet, især islam.

Kina (fra 1934), Storbritannien (1937-1947), Indien (fra 1947), Nepal og Bhutan havde ambassader i Lhasa. Politisk omfattede Tibets kontakter desuden Rusland, Japan, Tyskland og USA. Selv Danmark havde i et par tilfælde officiel diplomatisk kontakt med Tibet, da Den tredje danske centralasiatiske Ekspedition i 1947, 1949 og 1950 anmodede den tibetanske regering om indrejsetilladelse (men fik afslag).

Tibet forblev neutralt under 2. Verdenskrig. I et forsøg på at opnå international anerkendelse og støtte rejste en tibetansk handelsdelegation i 1948 til USA og Storbritannien. USA fastholdt imidlertid sit syn på Tibet som juridisk set under kinesisk suverænitet. Storbritanniens holdning var, at Tibet nød faktisk uafhængighed, men var under kinesisk overhøjhed. Begge lande var nervøse for, at en anerkendelse af Tibets uafhængighed ville provokere Kina til at besætte landet. 

Tiden mellem 1950 og 1980

Kinesisk invasion og magtovertagelse

Da den kommunistiske Folkets Befrielseshær (PLA) erobrede Beijing i juli 1949, besluttede den tibetanske regering at udvise den kinesiske regerings repræsentanter og de fleste andre kinesere fra Lhasa. I august og september invaderede PLA det meste af Amdo, hvilket fremkaldte væbnet modstandskamp i forskellige områder. Lhasa reagerede ved i et brev at opfordre Mao til at respektere Tibets territoriale integritet.

Mao Zetongs kommunistiske parti udråbte den Kinesiske Folkerepublik den 1. oktober 1949. Kinesisk radio annoncerede, at Kina agtede at "befri" Tibet fra "imperialisterne". Den tibetanske regering bedte USA, Storbritannien og Indien om militær hjælp og anmodede om støtte til at opnå medlemskab af de Forenede Nationer. Svarene var afvisende. Storbritannien betegnede Tibets ambition om medlemskab af FN som urealistisk med henvisning til, at Kina havde vetoret i Sikkerhedsrådet. Indien indvilligede i at yde Tibet begrænset militær støtte i form af våbensalg.

Tibet forstærkede forsvaret af sin østlige grænse. I løbet af foråret 1950 rykkede PLA frem gennem Kham. Tibetanske forhandlinger med kineserne for at undgå en invasion bar ikke frugt.

Omverdenens klare signaler om, at ingen lande ville gribe ind i tilfælde af en kinesisk invasion af Tibet, gjorde det ekstra attraktivt og relativt omkostningsfrit for Kina at udvide sit territorium. Det var dermed først og fremmest verdenssamfundets anerkendelse af kinesisk overhøjhed i området, der bidrog til at fjerne Tibet fra landkortet.

Kina havde interesse i at erobre Tibet for at sikre sine vestlige grænser. Den kinesiske regering ville beskytte sig mod, at andre stormagter fik indflydelse i Tibet og derfra kunne true Kina. Samtidig videreførte Kinas nye kommunistiske herskere de nationalistiske forestillinger fra det gamle Qing kejserdømmes storhedstid. Maoisterne ønskede desuden at udbrede kommunismen. Kina er i dag også interesseret i at bevare magten i Tibet pga. landets store naturrigdomme (bl.a. uran, guld, litium, boraks, krom, jern, træ, olie, kul og vandkraft) og det „Lebensraum“, det sparsomt befolkede land tilbyder.

Natten til den 6. oktober 1950 krydsede 35.000 kinesiske soldater Drichu floden og andre grænseovergange og påbegyndte dermed invasionen af den centraltibetanske stat, der var under kontrol af den tibetanske regering i Lhasa. De krigsvante kinesiske styrker nedkæmpede hurtigt de 8.000 dårligt udrustede tibetanske soldater langs grænsen. Nyheden om Kinas invasion af Tibet nåede først omverdenen ti dage senere.

Kort efter Chamdos fald den 19. oktober standsede PLA sin fremrykning. Kina var nu i position til for første gang nogensinde at fremtvinge en tibetansk anerkendelse af kinesisk suverænitet.

Efter invasionen anmodede den 14. Dalai Lama FN om at gribe ind, men der kom aldrig diplomatisk eller militær hjælp til Tibet; hverken fra FN eller Storbritannien. Indien forhindrede USA i at forsyne tibetanerne med våben. El Salvador anmodede den 14. november FN om at diskutere „fremmede styrkers invasion af Tibet“, men da emnet kom på dagsordenen ti dage senere, blev det udskudt på ubestemt tid på grund af „utilstrækkelig information“. Sagen er aldrig siden blevet afgjort, og FN har frem til i dag afvist den tibetanske eksilregerings anmodninger om at få mulighed for at præsentere sin sag.

Efter Kinas annektion af Centraltibets Chamdo-område så den tibetanske regering ingen anden udvej end at sende en fredsmission til Beijing. Den underskrev den 23. maj 1951 en kinesisk dikteret 17-punktsaftale. Aftalen sikrede på papiret Tibet autonomi og et uforandret politisk system, men gjaldt ikke Amdo og Kham. I praksis måtte Dalai Lama fra nu af gang på gang optræde som kinesernes marionet i et forsøg på at få det bedste ud af situationen og undgå et blodbad. Kina brød hurtigt aftalen.

 

PLA nåede Lhasa den 9. september 1951. I begyndelsen gik de nye magthavere forsigtigt frem efter ordre fra Mao Zedong og havde held til at få mange tibetanere over på deres side ved at indsætte samarbejdsvillige tibetanere på høje poster og dele penge ud til bønder og nomader. Der var kun spredte modstandskampe – især i Amdo, hvor nomadesamfund havde lang erfaring med væbnet modstand mod kinesiske tropper. Resten af den tibetanske befolkning vågnede imidlertid snart op til realiteterne under det nye styre.

 

"Demokratiske reformer“ og modstandskamp

 

I 1955 indledte Kina såkaldte „demokratiske reformer“ i hele Amdo og Kham som forberedelse til en gennemgribende kollektivisering. Myndighederne klassificerede folk udfra deres økonomiske situation og holdning til Kina. De velhavende stempledes som samfundsfjender og reaktionære, og deres jord og ejendom blev konfiskeret og uddelt til fattige. Klostre blev lukket og munke og nonner hjemvist. De, der gjorde modstand, blev henrettet, tortureret eller fængslet.

 

Som resultat af Kinas voldsomme overgreb mod og omstrukturering af det tibetanske samfund, udbrød der oprør og væbnet modstandskamp overalt i Østtibet. I 1956 nåede modstanden sit højdepunkt i Kham og i 1958 i Amdo. De lokalkendte tibetanske ryttere og jægere organiserede sig i regulære hære, som påførte PLA store tab. CIA, der var interesseret i at bekæmpe kommunismen, begyndte i 1957 optræningen af et lille antal tibetanske guerillakrigere, som blev nedkastet med faldskærm over Østtibet.

 Den kinesiske hær nedslagtede hele landsbyer for at ramme de tibetanske krigere gennem deres familier. Klostre nedbrændtes, og besættelsesmagten foretog offentlige henrettelser og tortur, som naboer og slægtninge blev tvunget til at overvære: hængninger, korsfæstelser, afhugning af hoveder, hudfletninger, udsultning, afbrændinger på bål. Folk begyndte at flygte mod Lhasa-området.

 I 1958 gennemførte Formand Mao det „Store Spring Fremad“, som skulle sætte yderligere fart i kollektiviseringen og assimileringen af tibetanerne. Sammen med omlægningen af store dele af landbruget i Amdo og Kham fra dyrkning af højlandsbyg til hvede førte det i 1959-61 en hungersnød med sig, hvis omfang så vidt vides aldrig før var set i Tibets historie. Titusinder af mennesker døde.

De officielle kinesiske statistikker er generelt upålidelige, men bekræfter nedgangen i Tibets befolkning i perioden omkring 1959. Folketællingerne i 1953 og 1964, der kun blev gennemført udenfor Centraltibet, angiver et fald i den samlede tibetanske befolkning på 272.000 i denne periode. Særlig hårdt gik det ud over Golok nomaderne i det sydlige Qinghai, der fra 1953-64 reduceredes fra 100.343 til 56.071 personer.

Folkeopstand og flugt

I 1959 brød modstanden for alvor ud i Lhasa. Den 10. marts – som herefter er blevet Tibets nationaldag – gik det meste af hovedstadens befolkning i demonstrationstog mod den kinesiske besættelse, og tibetanske regeringsledere erklærede 17-punktsaftalen for ugyldig. Resterne af den tibetanske hær gjorde sig kampklare. En uge senere begyndte kinesiske tropper at beskyde byen med mortergranater.

Det lykkedes Dalai Lama og en del af hans regering at flygte, netop som bombardementet af Lhasa begyndte. Den 28. marts indsatte Kina Tibets næsthøjeste religiøse overhoved, den 10. Panchen Lama, som leder af det nye kinesiske styre i Lhasa. Under et ophold i byen Lhuntse udnævnte Dalai Lama dagen efter en ny regering, der den 3. april fulgte ham over grænsen til Indien for at påbegynde en tilværelse i eksil.

PLA knuste hurtigt oprøret i Lhasa og det meste af modstandskampen i Tibet. Tusinder af tibetanere blev dræbt. Andre tusinder blev sendt til fange- og arbejdslejre. Mange af de tibetanske modstandsgrupper måtte flygte til Indien og Nepal. Ialt flygtede omkring 85.000 tibetanere frem til 1962.

 Med hjælp fra CIA genoptog tibetanske soldater i 1960 angrebene på PLA fra Mustang regionen i Nepal. Den organiserede modstandskamp stoppede først i 1974, da Nepal udviste de tibetanske soldater, efter at USA havde genoptaget sine forbindelser med Kina og standset støtten til tibetanerne.

Efter folkeopstanden i Lhasa overtog Kina den fulde kontrol med administrationen i det centrale Tibet. Kina kunne nu fuldende den totale omformning af Tibets politiske og sociale struktur, som allerede var delvist gennemført i Amdo og Kham. Der blev bl.a. iværksat en kampagne mod tibetansk kultur, religion og identitet. Hovedparten af Tibets 6259 klostre blev enten lukket eller ødelagt, og historiske monumenter, litteratur og religiøs kunst blev destrueret eller fragtet til Kina. Centraltibet blev i 1965 udnævnt til provins i Kina under navnet den Autonome Region Tibet (TAR).

Tibet og FN

De Forenede Nationer’s vilje til at tilgodese tibetanernes rettigheder er blevet overskygget af især de enkelte medlemslandes handels- og storpolitiske interesser. Der har derfor været manglende vilje til at sætte Tibet på dagsordenen.

Fra sit eksil i Indien anmodede Dalai Lama den 9. september 1959 FN om hjælp, idet han henviste til sin første appel 9 år tidligere. USA og andre lande var bekendte med de uhyrlige overgreb i Tibet, men stillede den tibetanske delegation til FN i udsigt, at den risikerede, at FN helt ville lukke sine døre for tibetanerne, hvis den insisterede på, at også de folkeretlige spørgsmål om Tibets politiske status og Kinas uprovokerede aggression skulle behandles. Udfaldet blev, at Generalforsamlingen den 21. oktober i en resolution blot opfordrede til „respekt for det tibetanske folks menneskerettigheder“.

Debatter under FN’s Generalforsamlinger i de følgende år viste dog en stærk modvilje mod at lade Kinas ulovlige besættelse af en uafhængig nation gå helt upåtalt hen, specielt i en tid hvor udryddelsen af kolonialismen stod højt på den internationale dagsorden. Flere lande refererede til Tibet som en selvstændig stat, deriblandt Filippinerne, Malaysia, Irland og Thailand.

I 1961 og 1965 vedtog FN nye resolutioner, der nu i tillæg opfordrede til respekt for tibetanernes ret til selvbestemmelse.

Da Kina i 1971 blev medlem af FN og Sikkerhedsrådet, umuliggjorde det i praksis en FN-indsats for Tibet. At FN i 1959 erkendte, at Kina var part i en „international stridighed“ med Tibet, skulle teknisk have forhindret Kina i at stemme, når Tibet blev diskuteret. Dette er imidlertid blevet ignoreret af verdenssamfundet, der efter 1971 i praksis har fulgt og accepteret Kinas påstand om, at Tibet er et „internt anliggende“. Kun på menneskerettighedsområdet har FN fortsat beskæftiget sig med forholdene i Tibet. FN har til dato aldrig betegnet Tibet som en del af Kina.

Kulturrevolutionen

De fysiske og kulturelle ødelæggelser fortsatte og intensiveredes under Kulturrevolutionen, der i Tibet havde sit højdepunkt fra 1966-1970. Bevægelsens motto var udryddelsen af „de fire gamle“: gamle ideer, kultur, traditioner og vaner.

Al religion blev forbudt. Hold af tilrejsende kinesiske rødgardister og unge, kinesisk uddannede, tibetanske partikadrer holdt daglige, obligatoriske indoktrineringsmøder for alle i Tibet og tvang den lokale befolkning til at deltage i den endelige ødelæggelse af de fleste af de resterende klostre og andre udtryk for tibetansk religion og identitet.

Tibetanerne skulle klæde sig som kinesere, anlægge kinesiske frisurer, synge hyldestsange for Mao og opgive traditionelle festivaler til fordel for kinesiske revolutionære ceremonier. Kina forsøgte også at indføre et „sino-tibetansk venskabssprog“, dvs. tibetansk „forbedret“ med kinesiske gloser, og ændrede mange stednavne. 

De, der gjorde modstand, blev mål for de berygtede selvkritikmøder, thamzing, der ofte involverede grov vold med døden til følge. Folk, der nægtede at give kritik, blev selv emne for næste møde. Thamzing førte til mange selvmord og til, at Tibet forvandledes til et angstens samfund, hvor ingen stolede på hinanden. Denne atmosfære præger stadig landet.

I 1969 greb befolkningen i store dele af Tibet til våben mod kineserne under dække af stridigheder mellem to fraktioner af rødgardister. PLA’s nedkæmpning af oprørene førte sammen med en ny hungersnød i 1968-1973 til tusinder af dødsfald.

I 1984 anslog Tibets regering i eksil på baggrund af interviews med øjenvidner, at der fra 1950-80 i alt døde over 1,2 millioner tibetanere som en direkte følge af den kinesiske besættelse: krigshandlinger, hungersnød, ophold i fangelejre, henrettelser, tortur og selvmord.

Liberalisering

I modsætning til i Østtibet fik egentlige folkekommuner kun en kort levetid i TAR. De fleste oprettedes i begyndelsen af 1970’erne, men allerede i 1984 var hovedparten igen opløst. Nedlæggelsen af folkekommunerne og den efterfølgende omfordeling af land, husdyr og ejendom skete parallelt med den generelle liberaliseringsproces i Kina, der for alvor tog fart i 1979. Den betød også indførelsen af begrænset religions- og bevægelsesfrihed, tilladelse til privat handel og frigivelsen af et stort antal politiske fanger.

 I december 1978 – to år efter Maos død – indledte Deng Xiaoping en dialog med Dalai Lama. Fra nu af blev de store linier i Kinas politik overfor Tibet formuleret på såkaldte „Nationale Fora for Arbejde i Tibet“, hvori de øverste ledere i Folkerepublikken deltog.

Da den daværende generalsekretær i Kinas kommunistparti, Hu Yaobang, besøgte Lhasa den 22.-31. maj 1980 efter det første Forum, blev han chokeret over resultaterne af 30 års kinesisk kolonialisme og erklærede, at partiet havde „svigtet det tibetanske folk“, som „fortsat lever i relativ fattigdom“, og hvis levestandard „ikke er blevet mærkbart forbedret“ siden 1950.

Hu indførte nu en række yderligere reformer, der skulle tage hensyn til Tibets „specielle situation“, bl.a. ansættelse af flere tibetanere i administrationen, hjemsendelse af et antal kinesere, 3-5 års fritagelse for landbrugsskatter og en indsats for videnskab, kultur og uddannelse. Hertil kom, at Kina øgede den økonomiske støtte, finansierede genopbygningen af enkelte templer og klostre og åbnede dele af Tibet for turisme. Der blev gjort en indsats for at fremme det tibetanske sprog i undervisningssystemet og administrationen.

 Fordi befolkningen nu i højere grad var herre over sin egen økonomiske situation, oplevede dele af det tibetanske samfund en forbedring af den materielle levestandard for første gang, siden Tibet blev besat. Tibetanerne benyttede de nye friheder til at begynde en omfattende genopbygning af klostrene og genoptage traditionelle livsmønstre.

Flere af reformtiltagene blev dog kortvarige. Trods den økonomiske liberalisering fortsatte den politiske indoktrinering, undertrykkelsen og kolonialismen. Det førte til fornyet modstand hos især den nye generation af unge, der kun havde oplevet Tibet under kinesisk styre.

Nådesløs undertrykkelse“ af protester

Den 27. september 1987 arresterede politiet en gruppe unge munke fra Drepung klostret, der demonstrerede fredeligt i Lhasa. Det blev anstødsstenen til en række større demonstrationer og oprør i hele Tibet, som kinesiske halvmilitære politistyrker og soldater gang på gang har slået hårdt ned på. Inspireret af Dalai Lamas ikke-voldspolitik har især nonner, munke og unge siden stået i spidsen for utallige demonstrationer for uafhængighed, frihed, menneskerettigheder og demokrati.

 Demonstrationerne – og de nye muligheder for at følge med i, hvad der foregik bag Kinas jerntæppe – fik for alvor omverdenens øjne op for undertrykkelsen af Tibets befolkning. Opmærksomheden er ikke blevet vel modtaget hos lederne i Beijing, der forsøger at opretholde et billede af, at tibetanerne anerkender det kinesiske styre. Mens dissidenterne i Kina „kun“ kritiserer deres egen regerings politik og styreform, anfægter tibetanerne selve styrets legitimitet og krav på suverænitet i Tibet og dermed Folkerepublikkens internationale identitet. Beijings reaktion mod protesterende tibetanere har derfor været ekstra hård.

I 1988 blev Kinas greb om Tibet igen strammet. Den daværende kinesiske sikkerhedschef, Qiao Shi, bekendtgjorde i juli 1988, at de tibetanske protester skulle mødes med „nådesløs undertrykkelse“. Siden har politisk kontrol og kulturel assimilation igen haft højere prioritet end økonomisk liberalisering og respekt for tibetansk særegenhed.

Den 5.-7. marts 1989 – tre måneder før Tiananmen-massakren i Beijing – indtog tusinder af mennesker gaderne i Lhasa for at demonstrere mod Kina. Mellem 80 og 150 tibetanere blev dræbt, hundreder såret og tusinder arresteret, da bevæbnede politistyrker greb ind. Natten mellem den 7. og 8. marts erklærede Li Peng Tibet i undtagelsestilstand, selvom demonstrationerne stort set var ophørt. Militæret overtog kontrollen frem til 1. maj 1990. For at afskrække tibetanerne indsatte PLA tanks, patruljerede i lange kolonner med maskinpistoler og opstillede lastbiler med raketter rettet mod Dalai Lamas vinterpalads, Potala, og Tibets helligste tempel, Jokhang. 

De synlige afskrækningstiltag afløstes snart af de mere vanlige – men nu skærpede – usynlige kontrolforanstaltninger og af ideologiske kampagner. Mistænkte aktivister risikerer vilkårlige, natlige arrestationer og forhør under tortur. Videokameraer er opsat på gadehjørner i Lhasa, og pengegaver eller trusler om arrestationer får folk til at anmelde hinanden. Tidligere politiske fanger kan ikke få arbejde. Munke og nonner, der har været fængslet, er forment adgang til deres klostre.

Kolonisering og "åndelig civilisation“

Med stramningen af den politiske kontrol iværksatte Kina fra 1992-94 en række nye økonomiske reformer, der bl.a. har gjort det attraktivt for kinesiske virksomheder at investere i Tibet og opmuntrer kinesiske handlende til indvandring med billige lån og lave skatter. 

Øgede statstilskud til projekter i Tibet har medvirket til at skabe en forholdsvist velhavende tibetansk elite af forretningsfolk og partikadrer. Til gengæld har en tiltagende inflation skabt øget fattigdom blandt i forvejen marginaliserede tibetanere, som ikke kan kinesisk, eller som bor på landet.

Efter de kinesiske toplederes Tredje Nationale Forum for Arbejde i Tibet i sommeren 1994 begyndte de kinesiske myndigheder en kampagne mod Dalai Lama, der siden blev gradvist skærpet.

I foråret 1996 indledte Beijing en kampagne for „åndelig civilisation“. I Tibet betød det et angreb på tibetanske traditioner, skikke og værdier som under Kulturrevolutionen. Hold af partikadrer slog sig ned i klostre over hele Tibet, hvor de underviste munke og nonner i patriotisme og med trusler om bortvisning forlangte underskrifter på fordømmelser af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. I november 1997 udvidedes genopdragelseskampagnen til også at omfatte almindelige tibetanere.

Kina gør stadigt mindre ud af at skjule sin assimilerings- og koloniseringspolitik i Tibet for omverdenen. Menneskerettighedssituationen i Tibet er ved begyndelsen af 1999 værre, end den har været i mange år. Antallet af egentlige politiske fanger er i dag højere, end det har været siden Kulturrevolutionens ophør og Maos død i 1976.