Danske medier betales for at sende kinesisk propaganda

I januar afslørede Information, at Danmarks to populæreste kommercielle radiokanaler, The Voice og NOVA FM, bliver betalt for at sende programmer om Kina. Disse programmer produceres af finske Gbtimes, som er under kontrol af den statsejede kinesiske radiokanal China Radio International, der beskrives som Kinas 'propagandakanal til et udenlandsk publikum'.

I 'Kina Ekspressen', der sendes både på begge kanaler, kan lytterne "blive klogere på Kina", vel at mærke uden at vide at det, de lytter til, er kontrolleret af den kinesiske stat. Det er i sagens natur ikke menneskerettighedsspørgsmål, der fylder i det ukontroversielle program om landet, men emner som kinesisk popmusik, madkunst og fjernsynsvaner. Ifølge den finske avis Helsingin Sanomat holder China Radio International, som gennem fonde ejer 60 procent af Gbtimes, tæt øje med indholdet af medievirksomhedens produkter. Det er således ikke tilladt Gbtimes at lave interview om emner som Tibet, Falungong-bevægelsen eller uighurerne.

SBS Media, som står bag The Voice og NOVA FM, benægter at have haft kendskab til sammenhængen mellem Gbtimes og den kinesiske propagandakanal, før Information oplyste dem herom. SBS Media informationschef ser dog ikke noget problem i at sende programmet: "Hvis det var kommunistisk propaganda, så ville vi forholde os anderledes til det, men det handler om kinesisk kultur, musik og kulturformidling generelt. […] Vores programfolk har lyttet programmet igennem og vurderet, at det overholder de krav, vi stiller til sponsorerede programmer".

Ifølge SBS Media har programmet gennemsnitligt omkring 11.000 lyttere på The Voice og 12.000 på NOVA FM.

Kilde: http://www.information.dk/448066