                    |
|
Vedtægter Bestyrelse Generalforsamling Aktiviteter Økonomi Sneløven Bliv medlem
|
Støttekomiteen for Tibet
|
| |
Støttekomiteen for Tibet er rammen om et dansk engagement for at forbedre vilkårene for den tibetanske befolkning ved at støtte deres ikke-voldelige kamp for frihed, menneskerettigheder, demokrati og uafhængighed. Foreningen blev oprettet den 6. marts 1989 og har siden gennemført en lang række forskellige kampagner og arrangementer.
Komiteens eksistens er begrundet i en overbevisning om, at den politiske støtte er den bedste form for hjælp, som vi kan give et folk, hvis problemer grundliggende skyldes et politisk forhold, nemlig Kinas annektion af Tibet og de krænkelser at tibetanernes rettigheder, som besættelsen af landet har medført.
Vores oplysnings- og lobbyarbejde har betydet at de fleste danskere i dag har en ide om, hvad der sker i Tibet. Krænkelser af tibetanernes rettigheder er blevet et tilbagevendende emne i medierne såvel som i den politiske debat. Der er kommet fokus på Tibet. Vi har gjort en forskel.
Den globale opmærksomhed på Tibets problemer har holdt håbet i live for mange tibetanere. I flere tilfælde har presset på Kina betydet løsladelser af politiske fanger, reformer i retssystemet, indsatser imod miljøødelæggelser, opstart af udviklingsprojekter m.m.
Men der er lang vej endnu. Vestens interesser i det kinesiske marked og forsøget på at integrere Kina i internationalt sikkerhedspolitisk samarbejde har forhindret principfasthed og dermed et effektivt pres på den kinesiske regering. Den danske og den internationale opbakning bag tibetanerne er således halvhjertet og dermed mindre ineffektiv. Derfor er det folkelige pres på regeringen så vigtigt - og derfor kan vi alle være med til at gøre en forskel.
|
|

|
|
|
Hvad laver Støttekomiteen for Tibet?
Oplysning
Et af komiteens vigtigste funktioner er videreformidling af information om forholdene i Tibet til politikerne, myndigheder, pressen, andre organisationer og ikke mindst offentligheden.
Lobbyarbejde
Gennem vores kontakt til regeringen og politikerne er vi med til at give dem de ideer og oplysninger de skal bruge for at fastholde et fokus på Kinas overgreb i Tibet.
Nyhedsformidling
Vi sørger for at den danske presse konstant er underrettet om nye udviklinger i Tibet, bl.a. ved at videreformidle nyhedsmeddelelser og rapporter fra det verdensomspændende netværk af Tibet- og menneskerettighedsorganisationer samt fra Tibets regering i eksil.
Arrangementer
Vi afholder og deltager jævnligt i arrangementer såsom debataftener, foredrag, seminarer og andre kulturelle eller politiske begivenheder, der har til formål at informere danskerne om situationen i Tibet. Det gør vi ofte i samarbejde med de andre Tibet-organisationer i Danmark.
Bistandssamarbejde
I flere år har Støttekomiteen for Tibet stået bag et Danida-støttet bistandsprojekt i det tibetanske eksilsamfund, der i samarbejde med eksilregeringen har udviklet et system til at hjælpe de mange torturoverlevende, der flygter fra Tibet.
Netværksaktiviteter
Vi samarbejder ofte med eller deltager i netværksaktiviteter for danske private organisationer. Derudover bidrager vi via internettet til koordineringen af aktiviteter og udvekslingen af informationer i det globale netværk af Tibet-grupper.
Medlemsblad
Foreningens medlemsblad Sneløven, der indeholder nyheder og baggrundsartikler om Tibet, når ud til omkring 700 mennesker og er desuden at finde på en del biblioteker. Sneløven er det eneste danske tidsskrift om Tibet.
Bogudgivelser og -salg
Gennem de seneste år har vi udgivet eller deltaget i udgivelsen af flere bøger med fokus på Tibet. Vores butik i Ryesgade i København har landets største udvalg af bøger om Tibet og er det eneste sted herhjemme, hvor rapporter om forholdene i det besatte land er tilgængelige.
Ressourcebase
Foreningen fungerer i det daglige som en ressourcebase, hvor skolelever, studerende, journalister, rejsende og andre kan hente hjælp og inspiration til studiet af forholdene i Tibet.
Under "Aktiviteter" kan du læse mere om, hvilket arbejde foreningen har lavet i de seneste år.
Organisation
Komiteens stiftende generalforsamling fandt sted den 10. maj 1989. Her vedtoges et sæt vedtægter, der slog fast, at foreningen er en dansk medlemsorganisation med en årlig generalforsamling som den øverste myndighed og en bestyrelse (på i dag 7 personer plus to suppleanter) som den daglige, ansvarlige ledelse.
Foreningen er en selvstændig, privat græsrodsorganisation, der er uafhængig af politiske, økonomiske eller andre interesser. Alt arbejde er frivilligt og med undtagelse af det Danidastøttede projekt for torturoverlevende er komiteens arbejde helt ulønnet. Derfor er ledelsesstrukturen forholdsvis flad, ligesom foreningens indsats og fokus i høj grad er bestemt af de aktives kompetencer og interesser.
Støttekomiteen for Tibet's generalforsamlinger finder sted hvert år i marts.
Du støtter tibetanerne ved at støtte os. Bliv medlem.
Vi har altid brug for nye aktive, så vi hører meget gerne fra dig, hvis du er interesseret.
|
|
|
|
|