Tibetanerne i eksil

Flugten

Den store flygtningestrøm

Kulturinstitutioner i eksil

Tibetansk medicin

 Religion i Tibet

At forstå Tibet og det tibetanske samfund, kræver et indblik i buddhismen, for religionen er vævet tæt ind i alle dele af tibetansk kultur og mentalitet. Både i den enkelte tibetaners hverdag og i overordnede politiske beslutninger. Den har været et vigtigt element i dannelsen af tibetanernes identitet som folk og som selvstændig nation. Både før og nu findes der dog andre religioner end buddhismen i landet, f.eks. islam og bon. Folkereligion, som blander elementer af buddhisme og førbuddhistisk religion, spiller også stadig en stor rolle.

Den tibetanske buddhisme er en bredt favnende religion med mange aspekter, som kom fra Indien og de omkringliggende lande i det 7. århundrede. Den indeholder blandt andet logisk analyse og erkendelsesteori, yogiske krops- og åndedrætsøvelser, meditationer, folkelige offerritualer, pilgrimsrejser og religiøse fester med opførelse af symbolske danse.

Den tibetanske buddhisme er opstået af de klassiske indisk-buddhistiske traditioner. Livsanskuelsen og filosofien har sit grundlag i buddhismens to hovedretninger, hinayana og mahayana, mens meditationspraksis især bygger på den tantriske tradition. Derudover indeholder den tibetanske buddhismes skriftlige grundlag også en lang række tekster af tibetansk oprindelse. Den tibetanske buddhisme har integreret dele af den før-buddhistiske religion i Tibet og dermed fået sin helt egen karakter.

Ifølge mange tibetanerne er religionen essensen af deres identitet. For at forstå den tibetanske buddhisme og den betydning, som religionen har haft og stadig har i det tibetanske samfund, er det nødvendigt at kende hovedtræk af den buddhistiske livsanskuelse og filosofi. En kort introduktion hertil findes s. 42.

Den tibetanske buddhismes historie

Den før-buddhistiske religion

Indtil det 7. århundrede e.Kr. levede befolkningen på den tibetanske højslette i en lang række forskellige små riger med hver sin fyrste. Disse småriger lå ofte i krig med hinanden. Der var ikke én dominerende religion, men derimod forskellige religiøse traditioner, der dog havde mange fælles træk. Både vestlige forskere og tibetanerne selv har i eftertiden kaldt disse religiøse traditioner for bön.

I almindelighed havde man den opfattelse, at alt var i besiddelse af og styret af forskellige kræfter. For eksempel havde mennesket en livskraft i sig (la) og forskellige beskyttende guddomme. I naturen var der også forskellige kræfter til stede, ånder, dæmoner og lokale guddomme, der var knyttet til bjerge, floder eller andre naturfænomener, men også til beboelseshuse og lignende.

Livskunsten var at handle i overensstemmelse med alle disse kræfter, så man ikke fremkaldte gudernes eller åndernes vrede, men tværtimod fik deres beskyttelse. Man benyttede sig ofte af varsler, inden man foretog betydningsfulde handlinger som for eksempel såning og høst for at sikre, at de blev udført på rette måde og på det rette tidspunkt. Tydning af skulderknoglen fra et dyr eller vejrfænomener som torden og regnbuer var meget almindelig. 

Et vigtigt middel til at formilde guderne eller opnå deres gunst var at udføre offerritualer. Ofringer af dyr var udbredt, men man ofrede også andre ting, for eksempel afgrøder, uld og røgelse. I forbindelse med offerritualerne blev der reciteret myter, der kunne handle om menneskets og gudernes oprindelse og om gudernes egenskaber. Recitationen af disse myter havde til hensigt at anråbe de pågældende guddomme og bede om hjælp eller forsoning. Man havde ingen templer eller andre former for kulthuse. Ritualerne blev udført i det fri på særligt udvalgte, hellige steder. Ritualerne blev foretaget af religiøse specialister, bön-præster.

Bön-religionens forestillinger og mange af dens ritualer har overlevet frem til i dag, hvor den udgør en vigtig del af tibetanernes folkereligion. Dog blev ofringer af dyr forbudt med buddhismens indførelse, da det strider mod buddhismens ideal om ikke at skade levende væsener.

Buddhismen kommer til Tibet

Buddhismens indførelse i Tibet var en gradvis proces, der begyndte i det 7. århundrede. På det tidspunkt blev Tibet for første gang samlet i ét kongedømme med en centraliseret magt, ledet af Songsen Gampo (620-649). Songsen Gampo formåede at skabe et stort og magtfuldt rige, økonomisk såvel som militært. Kongedømmet blev opkaldt efter en dal i det sydlige Tibet, Yarlung. Riget oprettede kontakter til de omliggende lande, især Kina, Nepal og Indien, hvor buddhismen var udbredt. Tibetanerne fik i første omgang kendskab til den buddhistiske lære gennem handelsrejsende fra disse nabolande. Songsen Gampo giftede sig desuden med to buddhistiske prinsesser fra henholdsvis Kina og Nepal. Den kinesiske prinsesse medbragte en Buddha-statue, der blev anbragt i et tempel, som kongen lod opføre i hovedstaden, Lhasa. Templet fik senere navnet Jokhang og blev siden det vigtigste tempel for tibetanerne, idet det symboliserer buddhismens indførelse i landet.

I det 8. århundrede fik Tibet sit første munkekloster, Samye-klosteret i det centrale Tibet, og der blev opført mange templer rundt om i landet. I samme periode fik Tibet  besøg af  flere buddhistiske læremestre fra Indien, hvoraf den mest kendte er Guru Rinpoche (ind. Padmasambhava). De religiøse lærde bragte læresætninger, ritualer, bønner og meditationsteknikker med til den tibetanske befolkning.

Senere rejste mange tibetanere også selv til Nordindien for at studere hos datidens berømte buddhistiske lærde, så de kunne undervise den tibetanske befolkning i buddhismen.

Sammenstød mellem de to religioner

Indførelsen af buddhismen i Tibet forløb dog ikke uden stridigheder og kampe mellem den gamle og nye religions tilhængere. En stor del af befolkningen ønskede fortsat at følge de gamle traditioner og mødte buddhismen med modstand og undertrykkelse. Ligeledes forsøgte buddhismens tilhængere at stoppe bön-religionens greb i den tibetanske befolkning gennem undertrykkelse.

Denne konflikt blev yderligere skærpet, da kongedømmet faldt i 842. Landet blev igen opdelt i rivaliserende fyrstendømmer med forskellige religiøse interesser. I Centraltibet mødte buddhismen i de følgende århundreder stor modstand fra de ledende adelsfamilier og det før-buddhistiske præsteskab. Man ønskede at undertrykke buddhismen og i stedet genetablere den gamle religions position. De lærde munke flygtede derfor til Øst- og Vesttibet, hvor der fortsat fandtes buddhistiske fyrstendømmer. Der havde bön-religionen til gengæld trange vilkår.

Buddhismen slår rødder i Tibet 

Fra Vest-Tibet - bl.a fra kongedømmet Guge - bredte buddhismen sig igen til det centrale Tibet, og  modstanden mod buddhismen aftog efterhånden. En af årsagerne var, at adelen indså, at buddhismen var mere velegnet som statsreligion end bön-religionen. I det 12. århundrede var modstanden  helt ophørt. De før-buddhistiske ritualer og trosforestillinger fortsatte dog med at eksistere, både som en del af den tibetanske buddhisme, og som en del af folkereligionen.

Buddhistisk aktivitet spirede frem overalt i Tibet – det kaldes buddhismens anden spredning. Landet fik besøg af buddhistiske læremestre fra Indien, og tibetanerne begyndte at oversætte de mange buddhistiske tekster fra sanskrit til tibetansk. Desuden voksede et omfattende netværk af klostersamfund frem i landet, hvor munke eller nonner levede efter særlige etiske regler og brugte det meste af tiden på religiøs praksis. Klostersamfundene blev støttet økonomisk af velstående adelsfamilier. I de følgende århundreder voksede klostrenes magt, og de ledende munke deltog efterhånden i de politiske og økonomiske beslutninger.

I det 11.-12. århundrede begyndte den tibetanske buddhisme at organisere sig i bestemte skoler, også kaldet ordener. De betonede hver især forskellige aspekter af den indiske buddhisme, og de optog før-buddhistiske traditioner i forskelligt omfang. De vigtigste af disse skoler fik navnene sakya, nyingma og kagyu. Hver enkelt skole betragtede én bestemt indisk læremester som indstifter af den pågældende skole, for eksempel blev Padmasambhava betragtet som nyingma-skolens indstifter.

Gelug-skolen

I det 15. århundrede blev den buddhistiske orden, som i de følgende århundreder voksede til at blive den største og mest betydningsfulde, grundlagt. Gelug-skolen blev stiftet af en munk ved navn Tsongkhapa.  I 1409 etablerede Tsongkhapa sit eget kloster, Ganden, nær Lhasa, og det blev ledet efter strengere munkeregler end datidens øvrige klostre, hvor det for eksempel kunne være tilladt at drikke alkohol og gifte sig. Gelug kan oversættes med “dydig” og henviser netop til gelug-ordenens strengere klosterliv. Nogle år senere blev yderligere to store gelug-klostre grundlagt af to af Tsongkhapas disciple: Drepung og Sera, begge nær Lhasa. Med tiden blev Ganden, Drepung og Sera Tibets tre største klostre med 4.000 til 10.000 munke hver.

Siden det 16 århundrede har en af gelug-ordenens øverste ledere været kaldt for Dalai Lama - en titel han blev tildelt af datidens mongolske hersker, Altan Khan. Dalai betyder egentlig blot ”hav”, men skal forstås som “Visdommens Hav”, og henviser til lamaens religiøse visdom.

Gelug-skolen får politisk magt

Fra det 15. til det 17. århundrede var Tibet igen præget af stridigheder og krige mellem rivaliserende fyrstendømmer om magten i landet. Forholdet mellem nogle af de buddhistiske skoler var heller ikke fredeligt, da de deltog i de politiske magtkampe. Især kagyu- og gelug-skolerne lå i indbyrdes bitre og blodige stridigheder. Blandt andet raserede og ødelagde gelug-munke et kagyu-kloster nær Lhasa lige efter dets opførelse.

På det tidspunkt var der en alliance mellem den mongolske hersker, Gushri Khan og gelug-ordenen. I 1642 greb Gushri Khan ind i konflikten efter invitation fra Dalai Lama og indsatte Dalai Lama som øverste hersker over Tibet, politisk såvel som religiøst. Lige siden har gelug-ordenen været den mest dominerende og magtfulde orden i Tibet, og Dalai Lama har haft status som landets politiske og åndelige overhoved.

De fire buddhistiske hovedskoler og bön

Sammen repræsenterer de fire hovedskoler, nyingma, kagyu, sakya og gelug, den tibetanske buddhismes mange forskellige aspekter. De fire hovedskoler eksisterer stadig i dag, både i og uden for Tibet.

Alle skolerne har optaget mange før-buddhistiske traditioner, men Nyingma har optaget flest og er den mest folkelige af de tibetanske skoler. Nyingma-lamaer har altid været tæt knyttet til den folkelige buddhisme uden for klostrene. De lægger stor vægt på meditation og mindre på filosofiske studier. Kagyu-skolen ligner på mange måder nyingma-skolen, men rummer også en mere intellektuel indfaldsvinkel til buddhismen.

Gelug-ordenen er primært organiseret som en munke- og nonneorden, der lægger meget vægt på strenge leveregler i klostrene. Den betoner samtidig, at buddhistisk praksis altid skal indledes med akademiske tekststudier og logiske analyser af sindets natur, før man påbegynder den meditative praksis. Sakya-skolen prioriterer i lighed med gelug en filosofisk og intellektuel buddhistisk praksis, men har aldrig haft så store klostre som gelug-ordenen.

 I det 14. århundrede samlede og systematiserede en lærd munk fra sakya-skolen, Butön Rinpoche (1290-1364), et meget stort antal forskellige indisk-buddhistiske tekster i to værker. Tilsammen udgør de den tibetansk-buddhistiske kanon. Kanjur indeholder  belæringer fremsagt af Buddha. Tanjur indeholder kommentarer af indiske lærde til Buddhas belæringer.

Der findes en femte skole i Tibet, bön-skolen, som blev etablere i det 11. århundrede. Bön-skolen er ikke identisk med den før-buddhistiske religion af samme navn, selvom den har optaget mange elementer derfra. Det er ikke en buddhistisk skole, men minder meget derom. Bön-skolen er en selvstændig, ikke-buddhistisk retning, der eksisterer både i og uden for Tibet. Bön anerkender ikke Buddha Sakyamuni som den sande buddha, men derimod en buddha ved navn Tönpa Shenrap. Ifølge bön-skolen bragte Tönpa Shenrap religiøse læresætninger og praksis til Tibet, før buddhismen kom til landet.

Den tantriske praksis

Vejen til oplysning går ifølge buddhismen bl.a. gennem meditation over åndedrættet og over Buddhas lære. I den tibetanske buddhisme praktiserer man også tantrisk meditation. Tantrisk meditation beskrives i de buddhistiske tekster, som kaldes for tantra-tekster, og som i lighed med sutra-teksterne opstod i Indien. Den tantriske tradition kaldes også for tantrayana (tantraens fartøj), og den bygger på mahayana-filosofien.

Da tibetanerne begyndte at oversætte de mange buddhistiske tekster, som kom til landet fra det 7. århundrede, tog de både sutra- og tantratekster med, og tantrisme blev en vigtig del af den tibetanske buddhisme. Den tantriske praksis har også rødder i en selvstændig tibetansk tradition. Tantrisk meditation betragtes af mange tibetanere som det øverste trin på den buddhistiske vej og som mere effektiv vej til oplysning end anden meditation. Den kaldes også for visualiseringmeditation, fordi man mentalt koncentrerer sig om forskellige symboler. I tantra-teksterne beskrives mange guddommelige figurer, der hver især symboliserer et bestemt aspekt af det oplyste sind. I en tantrisk meditation visualiseres den pågældende guddom samtidig med, at guddommens mantra siges. Mantra er en bestemt ordlyd, som siges igen og igen som et hjælpemiddel i løbet af meditationen. Hver guddom har sit egen mantra, som indeholder kernen af guddommens energi.

Ved mange tantriske meditationer skal man desuden recitere særlige tekster, som typisk indeholder omfangsrige lovprisninger af guddommen og mantraformuleringer. De indeholder også beskrivelser af selve visualiseringen og den transformation af sindet, som skal ske ved meditationen. I meditationen forsøger man at identificere sig med og smelte sammen med guddommen og dermed med det oplyste aspekt. Det endelige formål med den tantriske meditation er imidlertid at erkende, at der ingen forskel er mellem meditationsobjektet (guddommen) og den mediterende, fordi eksistensens væsen er tomhed. Denne erkendelse af tomhed er nødvendig for at blive oplyst.

Oplystheden kan få et symbolsk udtryk i en mandala. En mandala er et rundt, geometrisk diagram, som er tegnet eller lavet af farvet sand. Mandala-diagrammerne er bygget op af cirkler og firkanter samt billeder af buddhaer og guddomme. Det hele er ordnet symmetrisk omkring et centrum, og den yderste afgrænsning er altid en cirkel - selve ordet mandala betyder “en rundkreds”. En mandala er et symbol på helhed - den symboliserer det oplyste sind, hvor der er en fuldkommen balance. Samtidigt symboliserer mandalaen universet, hvor alle dele er forenet i harmoni. Endelig symboliserer mandala guddommens bolig, en slags energi-palads, hvor guddommen befinder sig. Heraf følger, at hver tantrisk guddom har sin egen mandala, sin egen bolig.

Den tantriske meditation er en såkaldt esoterisk praksis, hvilket betyder, at ikke alle kan praktisere den. Man skal først have en indvielse fra en buddhistisk lærd. Under en sådan en indvielse, hvor man modtager kraftoverførsel og forklaring til tantra-teksten, bruges ofte en mandala som redskab. Efter indvielsen kan mandalaen bruges som hjælpemiddel i meditationen. Den mediterende forestiller sig at være inde i mandalaen: at være et højt udviklet væsen (som tantriske guddomme er) i omgivelser, der repræsenterer det oplyste sind (som mandala symboliserer).

Tantrismens guddomme

I den tibetanske buddhisme fremtræder filosofiske værdier og væsener som guddomme. Der findes et stort antal guddomme, og de har forskellige funktioner i det religiøse liv. Nogle fungerer hovedsageligt i den tantriske praksis som symboler for det oplyste sind, andre derimod som beskytterguddomme, som man kan bede om hjælp til at løse dagligdagens problemer. Mange før-buddhistiske guddomme er gennem tiden blevet indlemmet i det buddhistiske gudehierarki.

Buddhaerne udgør det øverste lag i gudehierakiet. Der er mange hundrede af dem, og de udtrykker forskellige aspkter af buddhismens universelle værdier.

Buddha Sakayamuni, den historiske buddha, udtrykker den højeste oplysthed. Amitayus er evighedens buddha. Amitabha er det uendelige lys’ buddha. Panchen Lama er en inkarnation af Amitabha. Maitreya er fremtidns buddha og symbol på venlig kærlighed.

Andre guddomsskikkelser er bodhisattvaer, som er væsener, der har opnået den fulde oplysning. Af barmhjertighed hjælper de andre, før de selv indtræder i nirvana. Nogle af de mest populære tantriske guddomme i Tibet er boddhisattvaer, f. eks. medfølelsens boddhisattva Avalokiteshvara (tib. Chenrezig).

Der findes også et stort antal beskyttende guddomme af forskellige kategorier, som dels er importeret fra Indien, dels er af lokal oprindelse. To af de vigtigste beskyttere af hele Tibet er Mahakala og Palden Lhamo. Mahakala nedstammer fra den hinduistiske gud Shiva og spiller en stor rolle for nomaderne. Den kvindelige guddom Palden Lhamo er byen Lhasas særlige beskytter. Den enkelte person har ofte en beskyttende guddom, som er udpeget af en lama.

Ud over de guddomme, som er almindeligt kendte og anerkendte, findes der mange lokale guddomme. Der er naturguddomme, som er knyttet til et bestemt bjerg eller en anden geografisk lokalitet, og regionale guddomme, som knytter sig til et geografisk områdes historiske tradition.

Avalokiteshvara (Chenrezig)

Medfølelsens bodhisattva Chenrezig betragtes som Tibets beskytter og er den mest populære tantriske guddom. Tibetanerne beder Avalokiteshvara om hjælp og bruger ham i tantriske meditationer. Teksten til meditation over Avalokiteshvara er kort og enkel og meditationen er meget populær blandt almindelige tibetanere. Meditationsteksten har titlen ”Til alle levende væsener i hele universet”, fordi denne meditation ikke blot gavner en selv, men alle levende væsener. Mange tibetanere kan teksten udenad. Når man mediterer over Avalokiteshvara, reciterer man teksten og visualiserer samtidig, at guddommen sidder ikke blot over ens eget hovede, men også over hovederne på alle levende væsener. Når man har fået en klar fornemmelse af Avalokiteshvaras tilstedeværelse, identificerer man sig med guddommen. Avalokiteshvaras mantra: OM MANI PADME HUM. Det kan oversættes til ”hyldest til juvelen i lotusblomsten”. Formålet med meditationen er at blive lige så fuld af medfølelse som Avalokiteshvara, og at blive i stand til at give denne medfølelse videre til andre væsener.

Manjushri og Tara

To andre meget populære tantriske guddomme er Manjushri og Tara. De er også bodhisattvaer. Manjushri symboliserer visdom, som er det andet nødvendige aspekt (sammen med medfølelsen) på vejen mod oplysning. Alle tibetanske klostre har et billede eller en statue af Avalokiteshvara og Manjushri, og mange troende tibetanere har billeder af dem. Tara er en kvindelig guddom, som er meget elsket af tibetanerne. Ifølge en fortælling stammer Tara fra Avalokiteshvaras tårer - han brast i gråd, da han så verdens elendighed, og Tara opstod af tårerne for at hjælpe alle. Tara betragtes som en meget aktiv guddom, der altid er parat til at handle, når der er brug for hende. Der findes en tantrisk meditation over Tara, hvis formål er at træne ens sind på vejen mod oplysningen, men mange tibetanere beder hende om hjælp med hverdagens problemer.

Folkereligion og ritualer

Selvom buddhismen omkring det 12. århundrede blev den dominerende religion i Tibet, ophørte de før-buddhistiske forestillinger og ritualer ikke med at eksistere - de smeltede sammen med buddhismen og blev samtidig ved med at fungere som en folkereligion, på tibetansk kaldet mi chö.

Langt de fleste tibetanere praktiserer stadig det, som kaldes folkereligion. I det daglige liv udfører de mange og forskelligartede ritualer, som rummer både før-buddhistiske og buddhistiske elementer, og som primært drejer sig om de daglige og hjemlige problemer.

Mange af de gamle guddomme og ånder blev integreret i den buddhistiske lære, hvor de dog kun blev tillagt en sekundær betydning. Ifølge den buddhistiske lære kunne de lokale guddomme og de tilhørende ritualer kun havde indflydelse på verdslige anliggender, som for eksempel vejret, helbredet og høsten. Den buddhistiske lære og den tantriske praksis var derimod i stand til at hjælpe mennesket ud af den jordiske lidelse og føre mennesket frem til den endelige befrielse fra samsara.

Tibetanernes hverdag var og er præget af folkereligionens traditioner, for eksempel ofringer, som skal formilde ondsindede lokale guder og ånder, og tydning af varsler. Disse ritualer bliver som regel udført af en lama fra det lokale kloster. Lamaen har den samme funktion som de før-buddhistiske præster. Han skal fungere som kommunikationsled mellem ånderne og befolkningen.

Spådomsritualer kaldes på tibetansk mo. De er meget udbredte, og tibetanerne benytter dem, hvis de vil have et råd i en bestemt situation eller til et problem. Det kan være at fastlægge den rette dato for et bryllup eller problemer med arbejdet. Mam går til en lokal lama og stiller ham et konkret spørgsmål. Lamaen udfører et spådomsritual – kaster terninger, eller tæller på en særlig måde perlerne på en bedekrans. Resultatet er udtryk for gudernes ønsker. Det ”oversættes” af lamaen, som dermed giver et svar på det stillede spørgsmål. Man betaler et beskedent beløb for spådommen.

Orakler

Visse guder kontaktes gennem et orakel, som formidler gudernes budskaber til mennesker. Orakler er mennesker, som har en evne til at gå i trance. Guddommen trænger ind i oraklets krop under trancetilstanden. en trance kan enten opstå af sig selv, eller den kan blive fremkaldt bevidst. Oraklerne er en arv fra den før-buddhistiske religion og har altid været en væsentlig del af det religiøse liv i Tibet.

Bevidst fremkaldt trance er blevet brugt af Dalai Lama og af tibetanske regeringer igennem århundreder og bruges den dag i dag. Statsoraklet hedder Nechung og lever nu i eksil i Indien. Når Dalai Lama eller den tibetanske regering har en svær opgave, der skal løses, beder de Nechung-oraklet om at gå i trance. Gennem oraklet stiller Dalai Lama spørgsmål til dorje Drakden, Tibets beskyttende guddom. Dalai Lama inddrager oraklets svar i sine beslutninger.

Bønner og mantra

Tibetanerne kommunikerer også med guder og ånder på andre måder, blandt andet ved at opsætte bedeflag. Bedeflag er små farverige stoflapper eller papirstykker, hvorpå der er skrevet forskellige bønner eller mantraer. Tibetanerne opsætter lange rækker af sammenbundne bedeflag på de steder i naturen, hvor guder og ånder bor. Når de mange flag blafrer i vinden, bliver bønnerne sendt ud i verden. Det er også en udbredt sædvane at indgravere mantraer på store sten og klippefremspring eller på små sten, som stables op i stabler eller mure. OM MANI PADME HUM mantraet møder man overalt i landskabet, hvis hellighed på den måde gøres synlig.

Fremsigelse af mantra og bønner har stor betydning, og alle betydningsfulde handlinger bliver ledsaget af vibrerende lydbølger. Folk bruger som regel en bedekrans til at tælle antallet af fremsagte mantraer og bønner. Ofte svinger man også en bedemølle samtidig. En bedemølle er en lille cylinder i træ eller metal, hvorpå der er indskåret mantraer. Bedemøllen er hul, og indeni er der smalle papirstrimler, hvorpå der er skrevet mantraer eller bønner. Hver gang man drejer bedemøllen, bliver den pågældende bøn sendt afsted.

Tempelbesøg og pilgrimsfærd

Tibetanerne besøger gerne de lokale templer, som huser de hellige billeder (tangkaer) og store statuer af buddhaer og bodhisattvaer for at hente velsignelse og kraft, både til det daglige liv og til at meditere.

Indvendig er templerne udsmykket i kraftige farver og med mange buddhistiske symboler. Foran buddhastatuerne står små skåle fyldt med vand, smør eller andre offergaver. I tempelområderne findes også store bedemøller, som man drejer rundt, samtidig med at de fremsiger mantraer.

Nogle tibetanere laver også “glidefald” foran buddhastatuerne eller rundt om templet. Det vil sige, at de lader hele kroppen falde ned på jorden i en glidende bevægelse som udtryk for hengivelse, respekt og ydmyghed. Ofte sidder der munke i templerne, som mediterer eller fremsiger lange hellige tekster. Templerne bliver på den måde fyldt med betydningsladede ord og lyde, der kommer både fra munkene og fra de besøgende. Udover at besøge de lokale templer, tager troende tibetanere også på pilgrimsrejser til store og vigtige templer, som for eksempel Jokhang i Lhasa, eller til hellige bjerge og søer. Mange tibetanere rejser gerne flere hundrede kilometer til fods for at besøge et særligt helligt sted.

Den tibetanske klostertradition

Et kendetegn ved den tibetanske buddhisme er den omfattende klostertradition, som tog sin begyndelse med opførelsen af Samye-klosteret i 775 e.Kr. Ifølge den tibetanske eksilregering var der mere end 6.000 klostre i Tibet før den kinesiske besættelse, og disse har haft en stor betydning både åndeligt, socialt, politisk og kulturelt for det tibetanske samfund. En stor del af den mandlige befolkning (10-15%) i Tibet har således levet et klosterliv, og det var en ære for en familie at lade en søn opvokse i et kloster. Størstedelen af drengene forblev i klostrene hele deres liv. Der fandtes også nonneklostre, men de var langt færre i antal end munkeklostrene.

De tibetanske klostre ejede 40 % af jorden, som blev dyrket af fæstebønder. Klostrene var fritaget for betaling af skat, og en del klostre var i besiddelse af store formuer og mange værdigenstande. Politisk var klostrene en konservativ kraft i det tibetanske samfund, da de forhindrede samfundsreformer i det 19. og 20. århundrede. Desuden har klostrene bidraget til, at Tibet førte en isolationspolitik indtil få år før den kinesiske besættelse i 1949-51.

Klostrenes størrelse og funktion

Der fandtes en del store klosterkomplekser med op til flere tusinde munke. Drepung-klostereret ved Lhasa var det største. De store klostre fungerede som akademiske uddannelsescentre eller universiteter i Tibet. Munkene blev uddannet i buddhistiske discipliner som filosofi, erkendelsesteori og logik. Studierne kunne vare op til 20 år. Der blev også undervist i tibetansk medicin, astrologi, rituel dans og religiøs kunst. Det var langt fra alle munke, som studerede. Der var naturligvis mange praktiske gøremål som for eksempel tilberedelse af mad og drikke, rengøring og administration, og dette arbejde blev udført af arbejdsmunke.

De fleste tibetanske klostre var dog langt mindre og havde kun nogle få, et par dusin eller måske hundrede munke. På de middelstore klostre fik munkene også undervisning i den buddhistiske lære og praksis, men der var ikke tale om lange akademiske studier. Munkene blev oplært til at udføre de mange ritualer, som befolkningen uden for klostrene havde brug for.

Lamaer

Tibetanerne bruger ordet lama om en buddhistisk lærd, der underviser i den buddhistiske lære og giver instruktioner til den tantriske meditation. Langt de fleste lamaer er mænd. Lama betyder egentlig “den højeste” og henviser til, at ingen har en højere visdom end denne person.

I den tibetanske buddhisme er lamaen af største betydning, da de mange og ofte komplicerede meditationsteknikker kræver en personlig instruktion fra en erfaren lama. Man kan ikke følge den tantriske vej uden at være knyttet til en bestemt lama.

For tibetanerne repræsenterer lamaen ideelt set Buddha selv, det vil sige en fuldt oplyst personlighed med et rent og klart sind. Det er nødvendigt for den mediterende at have fuldstændig tillid til sin lama og stole helt og holdent på hans vejledning.

• Den buddhistiske munk ved navn Gampopa fra det 11. århundrede beskriver lamaens rolle med følgende lignelse: “Gode elever, der har hengivenhed til deres lama, skal altid støtte sig til denne lærde lama, fordi visdommens kvaliteter udspringer fra ham. Den åndelige lærer, lamaen, er som en fører, når man rejser ad ukendte veje. Når vi rejser uden fører i ukendt terræn, er der fare for at komme på vildspor, gå forkert eller tage fejl af retningen. Hvis man derimod ledes af én, der kender vejen, er der ingen fare for at gå forkert eller at miste retningen, og man når det ønskede mål, det vil sige buddhatilstanden, uden at gå forkert og dermed bruge unødvendige skridt”.

Tulkuer

Blandt de mange lamaer har tulkuer en helt særlig status. Tulkuer betragtes som særligt hellige, og tibetanerne behandler dem med stor respekt og ydmyghed. Derudover har de traditionelt haft særlige samfundsmæssige privilegier og en stor politisk indflydelse.

En tulku har opnået en så høj grad af oplysthed, at han bevidst kan lade sig genføde, hvor han selv ønsker det. En tulku lader sig genføde af medfølelse, idet han ønsker at hjælpe andre mennesker til at opnå den fredfyldte buddha-tilstand. Efter sin død genfødes tulkuen i en ny krop i en anden tid og under andre ydre omstændigheder, men han betragtes som den samme personlighed som sin forgænger. Tulkuen genfødes, indtil alle levende væsener har opnået buddha-tilstanden. På den måde opstår der en hel serie af reinkarnationer af den samme lama, en såkaldt “reinkarnationslinje”.

Tulkuerne er en forholdsvis sent tilkommen del af den tibetanske buddhisme. Tulku-institutionen opstod i det 14. århundrede som et arveprincip for særligt betydningsfulde lamaer og havde bl.a. til formål at sikre en politisk og åndelig stabilitet på de klostre, som tulkuerne tilhørte. Denne form for arvefølge gennem reinkarnation findes kun i Tibet.

Den nye tulku findes

For at finde det rette drengebarn, som er den nye tulku, bruger tibetanerne en særlig udvælgelsesmetode. En tibetansk tulku ved navn Tarab Tulku, som bor i København, fortæller hvordan det skete i Tibet: “I Tibet er metoderne til at finde en ny genfødsel af en tidligere lærer tæt forbundet med den gamle bön-tradition. Når et kloster skulle finde en ny lama, rådførte de sig traditionelt med en lama, der var velkendt for sine evner til at se ind i fremtiden. Ham bad de om en spådom om, hvor de skulle lede efter genfødslen af deres tidligere lærer. De rådførte sig også med et af oraklerne. De kunne tillige bede en dygtig lama om at udføre specielle ritualer - i mit tilfælde udførte de et spejlritual. Nogle gange udfører de ritualer i nærheden af en speciel sø, hvor de fra tid til anden kan se billeder og bogstaver, skrevet som tegn på hvor de skal søge.”

Når forberedelserne er overstået, drager en gruppe munke ud for at lede efter den ny tulku ud fra de oplysninger, man har opnået gennem ritualerne. Den lille drengs fødsel skal desuden være markeret af specielle tegn og omstændigheder, f.eks. at træer og blomster står i fuldt flor om vinteren, eller fremkomsten af en regnbue uden regn.

Hvis man finder flere mulige kandidater, kommer de små drenge hver på en prøve. De bliver forevist forskellige genstande, hvoraf nogle få har tilhørt den tidligere inkarnation. Man mener, at kun den rette dreng vil have erindringer om sin tidligere inkarnation og dermed være i stand til at udpege de rigtige genstande.

Når den rigtige tulku-dreng er fundet, bliver han ført hen til det kloster, hvor hans tidligere inkarnation har boet. For den pågældende familie er det forbundet med stor ære at få udvalgt sin søn til tulku. For den lille dreng kan det derimod være en barsk oplevelse at blive ført væk fra sin familie i en alder af 3-4 år. I klosteret bliver den lille dreng knyttet til en ældre munk, der passer på ham og giver ham den første buddhistiske undervisning.

Tulku-systemet eksisterer stadig både i og uden for Tibet, men det er i forandring. Nogle tulkuer i eksil har ikke længere samme høje status, som de havde i Tibet, bl.a. fordi de har giftet sig og har borgerlige erhverv. De tulkuer, der fortsat lever som munke, har især hos den ældre del af den tibetanske befolkning stadig en meget høj status.

Dalai Lama

Den mest kendte og betydningsfulde tulku er tibetanernes øverste leder, Dalai Lama. Den nuværende Dalai Lama, Tenzin Gyatso (født 1935) siges at være den 14. inkarnation i serien af reinkarnerede Dalai Lamaer, der ifølge den tibetanske kronologi indledtes med den første Dalai Lama, Gedyn Drugpa i 1391. Dalai Lama betragtes som en inkarnation, dvs. fysisk manifestation, af Avalokiteshvara (Chenrezig).

I dag leder den 14. Dalai Lama en demokratisk valgt eksilregering med hovedsæde i Dharamsala i Indien. Langt de fleste nulevende tibetanere både i og uden for Tibet anerkender Dalai Lama som deres politiske og religiøse overhoved, og for dem er han et stort ideal. Dalai Lama modtog i 1989 Nobels Fredspris. Der findes dog i Tibet og blandt eksiltibetanerne, før såvel som nu, grupperinger, som ikke anerkender Dalai Lama, hverken politisk eller religiøst.

Dalai Lama har været i eksil siden 1959 og har spillet en stor politisk rolle ved at rejse rundt i verden og fortælle om tibetanernes situation og tale tibetanernes sag. Dalai Lama er forfatter til et stort antal bøger, dels om sit eget liv, dels om den tibetanske buddhisme. Bøgerne har sammen med hans øvrige fremtræden gjort Dalai Lama til et humanistisk ideal i den vestlige offentlighed.

Det religiøse liv i Tibet efter 1950

Efter at kineserne i 1949-51 besatte Tibet, har tibetanernes muligheder for at praktisere deres religion været stærkt begrænset. De kinesiske myndigheder ønskede at nedbryde tibetansk kultur og identitet, og et afgørende våben for dem har været at svække religionen og klostrene. De kinesiske myndigheder har gennem hele besættelsesperioden styret det religiøse liv i Tibet efter denne overordnede politiske linie.

I begyndelsen af besættelsesperioden var restriktionerne milde, og megen religiøs aktivitet fortsatte som før, f.eks. de folkelige traditioner. Men mod slutningen af 1950’erne strammede Kina sit greb om Tibet, hvilket især gik udover klostertraditionen. Tusinder af klostre blev lukket eller ødelagt. Munke og nonner blev enten sendt hjem, i arbejdslejre eller i fængsler - mange blev udsat for tortur eller dræbt.

Under den kinesiske kulturrevolution, der varede fra 1966 til 1976, blev vilkårene for det religiøse liv langt værre. Al religiøs aktivitet blev forbudt, religiøse institutioner afskaffet, og religiøse skrifter og objekter ødelagt. Efter denne periode var alle klostre helt eller delvis ødelagt. Ifølge kinesiske myndigheder var der 8 klostre og 970 munke og nonner tilbage i TAR. Mange tibetanere fortsatte med at udføre folkereligionens ritualer og anden buddhistisk praksis, men i begrænset omfang og i dybeste hemmelighed.

I perioden fra 1978 til 1986 skete en opblødning i den kinesiske politik overfor det religiøse liv. Den kinesiske regering tillod en vis religiøs frihed, og tibetanerne genopbyggede en række templer og klostre, nogle med kinesisk finansiel støtte. Klostrene var dog stadig under opsyn af de kinesiske myndigheder, og munke og nonner blev undervist i kommunistiske doktriner og kinesisk patriotisme. Det blev igen muligt for tibetanerne at rejse rundt i landet på pilgrimsfærd til hellige steder.

I 1987-1989 var der i Lhasa store demonstationer og opstande mod det kinesiske styre, men den folkelige modstand blev slået hårdt ned af militære styrker. Resultatet blev, at kontrollen med det religiøse liv igen blev strengere, da kineserne mente, at opstanden især blev igangsat af munkene.

Siden 1994 har den kinesiske regering gjort alt for at ændre tibetanernes opfattelse af Dalai Lama i et forsøg på at fratage ham hans store indflydelse over den tibetanske befolkning, både i og uden for Tibet.

Dalai Lama betragtes af Kina som hovedfjenden mod Tibets udvikling hen imod et socialistisk og ateistisk samfund. Det er forbud mod at eje fotografier af Dalai Lama, og munke og nonner er blevet tvunget til officielt at afvise Dalai Lamas rolle som landets politiske og åndelige beskytter.

Tibetanerne har i dag ret til at praktisere deres religion i dagligdagen.  Mange buddhistiske og folkereligiøse traditioner er blevet genoptaget, men nogle er stadig forbudt, f.eks. lamaernes spådomme. Eftersøgningen af nye tulkuer kan derimod godt finde sted. De kinesiske myndigheder forsøge at kontrollere og i nogle tilfælde overtage udvælgelsen af nye inkarnationer og tulku’ernes uddannelse for derigennem at få indflydelse over den tibetanske befolkning. Klostertraditionen kan udfolde sig i begrænset omfang, men er underlagt en streng kontrol af de kinesiske myndigheder, der blandt andet fastlægger hvor mange munke og nonner, der må være i de enkelte klostre.

Den kinesiske regering har helt tilbage fra 1950’erne betragtet uddannelse som et meget vigtigt redskab for sin politik i TAR. Gennem tiden har der været forskellige opfattelser af uddannelsespolitikken, ligesom der har været det på andre områder. Der har været perioder med hensynsløs terror, og perioder med et vist frisind. Men de overordnede mål med uddannelsen har hele tiden været at modernisere den tibetanske økonomi, at bevare TAR som en del af Kina og at omforme det tibetanske samfund efter kinesisk mønster.

Uddannelsessystemet

Grundskolen

I TAR er der en 6-årig grundskole, som i princippet er obligatorisk for alle børn. Men det er ikke alle børn, der får en rigtig skolegang. I 1990erne påbegynder to tredjedele af børnene grundskolen, mens en tredjedel aldrig kommer i skole. Af de børn, der begynder i grundskolen, fuldfører en tredjedel det 6-årige forløb, mens to tredjedele forlader skolen tidligere. Det er altså kun lidt over 20 % af børnene, der går i skole i 6 år.

Gennemsnitstallene dækker over store forskelle. Næsten alle børn af kinesiske tilflyttere i byerne får en 6 årig skolegang, mens de fleste tibetanske børn i landdistrikterne ikke får det. Enten fordi de slet ikke kommer i skole, eller fordi de må opgive skolegangen. I områder med bybefolkning, for eksempel Lhasa, går over 70 % af børnene i skole. I de vestlige landdistrikter er det mindre end 20 %. For nomaderne er tallet endnu lavere.

Der er to slags grundskoler.  Landsbyskoler, som bliver oprettet af den lokale befolkning i et landområde, og som ikke får nogen statsstøtte,  og statsskoler,  hovedsagelig  byskoler, der bliver oprettet og finansieret af de kinesiske myndigheder.

Der er stor forskel på landsbyskolernes og byskolernes økonomiske ressourcer. Byskolerne, hvor de kinesiske børn går, har en væsentlig højere kvalitet end landsbyskolerne.  Byskolerne kan som regel give børnene et fuldt 6 årigt forløb, mens de andre ikke kan. Der var i midten af 1990’erne ca. 1.200 skoler, hvor børnene kunne gå i 6 år, og 1.800 skoler, hvor børnene fik mindre end 6 års skolegang.

Mellemskolen

Efter 6 år i grundskolen kan man fortsætte i en lavere og højere mellemskole i to gange tre år, hvis man har evner og økonomiske forudsætninger for det. Efter 12 års uddannelse har man en studentereksamen eller en erhvervsuddannelse. Det er kun en lille del af befolkningen, der får en uddannelse ud over grundskolen. I midten af 1990’erne begyndte 13 % af en skoleårgang den lavere mellemskole.

Der er både økonomiske, geografiske og kulturelle årsager til, at så få tibetanere fortsætter efter grundskolen. Undervisningssproget i mellemskolen er kinesisk. Man kan vælge mellem tibetansk og engelsk som andet sprog. Men undervisningen i matematik, historie, naturvidenskab og andre fag foregår på kinesisk. Det gør det vanskeligt for de tibetanske børn, der kun har lært  kinesisk i to år, at følge med.

Mellemskolen i resten af Kina er niveaudelt således, at de dygtige og de mindre dygtige går i forskellige klasser. Niveaudelingen i TAR er imidlertid en etnisk deling. De kinesiske børn går i klasser, hvor man har 6 timers engelsk om ugen. De tibetanske børn går i klasser, hvor man har 6 timer tibetansk om ugen. Kun ganske få tibetanske børn går i de kinesiske klasser og lærer engelsk. De kinesiske klasser får flere ressourcer end de tibetanske, og de får bedre lærere.

De fleste mellemskoler ligger i byerne. Lhasa alene har 10 af TAR’s 77 mellemskoler. Den geografiske placering giver også børnene ulige  muligheder for at forsætte efter grundskolen. En fjerdedel af de tibetanske børn, der går i mellemskole, bliver sendt til tibetanske mellemskoler i Kina, mens tre fjerdedele går på mellemskoler i TAR. Procentvis er det langt flere kinesiske end tibetanske børn, der fuldender mellemskolen.

Den højere mellemskole og erhvervsuddannelserne

De kinesiske myndigheder har satset stærkt på erhvervsuddannelserne i de senere år, men har haft problemer med at skaffe penge og lærere. Ca. 4 % af en årgang begynder på den højere mellemskole, mens 6 % tager den treårige erhvervsuddannelse på for eksempel en landbrugsskole eller en handelsskole. Læreruddannelsen er også en treårig, højere mellemskoleuddannelse.

Over halvdelen af de tibetanere, der søger en erhvervsuddannelse, vælger læreruddannelsen, mens langt færre vælger de økonomiske, tekniske og landbrugsfaglige uddannelser. Derimod søger 60 % af de kinesere, der starter på en erhvervsuddannelse, en teknisk, økonomisk eller landbrugsfaglig uddannelse. Der et stort behov for lærere i TAR, men lærerjobbet er dårligt lønnet.

Uligheden bliver stærkere af, at så få tibetanere får en uddannelse, der er rettet mod de produktive erhverv. Det er særlig problematisk at så få tibetanere får en landbrugsuddannelse, eftersom landbruget er hovederhvervet for tibetanerne. Det skæve uddannelsesmønster medvirker til give tibetanerne en andenrangs placering i landets økonomiske udvikling.

Videregående uddannelse

Den kinesiske regering satsede i 1980’erne og 90’erne stærkt på højere uddannelse, både i Kina og i TAR, og bruger fortsat mange ressourcer på eliteuddannelse for at hæve det faglige niveau og  øge antallet af studerende.

Højere uddannelser betragtes som en forudsætning for moderniseringen af økonomi og samfund. I første halvdel af 90erne øgedes antallet af studerende på de højere læreanstalter i TAR med mere end 60 %. Samtidig betød den store satsning på eliten, at de økonomiske ressourcer blev flyttet fra grundskolen til de videregående uddannelser. 

Der findes i dag fire større videregående uddannelsesinstitutioner for tibetanere i TAR: Tibet Nationaliteternes Institut er det ældste universitet. Det blev etableret i Xianyang, i Shaanxi provinsen i Kina i 1965, det vil sige mere end 1.000 km. fra TAR. Tibet Universitet blev grundlagt i 1985 i Lhasa. Endvidere er der Institut for Tibetansk Medicin og Den højere Landbrugs- og Kvægdrifts Skole.

Der er meget stor overvægt af kinesiske studerende i forhold til befolkningstallet. De kinesere, der søger en videregående uddannelse, har gennemgående fået en bedre mellemskoleuddannelse end tibetanerne, og de har derfor lettere ved at klare adgangskravene. Et krav er for eksempel, at man består en prøve i engelsk, men der undervises ikke i engelsk i de tibetanske klasser i mellemskolen. Tibetanerne må derfor først gå i en forberedelsesklasse efter studentereksamen, hvis de ønsker en højere uddannelse, mens kineserne, som har modtaget engelskundervisning i 6 år, kan søge direkte ind.

Der er stor forskel på tibetanernes og kinesernes uddannelsesmønster. Der er en overvægt af tibetanske studerende ved de humanistiske uddannelser og instituttet for tibetansk medicin. Kineserne vælger først og fremmest de naturvidenskabelige, tekniske og kommercielle uddannelser. Der er langt flere kinesere end tibetanere, der får en højere landbrugsuddannelse. Skævheden i uddannelsesmønsteret på de højere læreanstalter medfører, at den økonomiske og tekniske og videnskabelige elite i TAR også fremover vil bestå af kinesere.

Den historiske udvikling

Før invasionen

Før den kinesiske invasion kunne kun en lille del af den tibetanske befolkning læse og skrive. Dengang blev uddannelsen i Tibet først og fremmest varetaget af klostrene. De var rygraden i Tibets uddannelsessystem, som selvfølgelig derfor var dybt religiøst.  Klostrene, og dermed uddannelsesinstitutionerne, lå spredt ud over hele landet. Henved en tredjedel af landets drengebørn og et lille antal piger blev optaget på klostrene, men langt fra alle lærte at læse og skrive, og kun en mindre del fik en intellektuel opdragelse og uddannelse.

Der var ikke nogen skoler uden for klostrene. Adelige og velstående borgere ansatte private lærere til at undervise deres børn. I første halvdel af det tyvende århundrede blev der oprettet to skoler i Lhasa, beregnet for børn og unge fra den adelige overklasse.

Udviklingen frem til Kulturrevolutionen

Kampen mellem to modsatrettede opfattelser dominerede uddannelsespolitikken i TAR og gør det fortsat.  Den ene gruppe med Mao Zetong i spidsen så uddannelsen af de brede masser som forudsætning for samfundets økonomiske, politiske og moralske udvikling. Andre så eliteuddannelse og høj kvalitet som en forudsætning for at modernisere Kina og TAR økonomisk og for at hæve levestandarden.

I TAR skete der i de første år efter den kinesiske besættelse ikke store ændringer af uddannelsessystemet. Klostrene fik i et vist omfang lov til at fortsætte deres virksomhed, selv om der blev lagt mange hindringer i vejen for dem. Det var Deng Xiaoping og Liu Shaoqi, der havde indflydelse på tibetansk uddannelsespolitik, og de var begge tilhængere af elitesystemet. Derfor blev tibetanske børn og unge fra indflydelsesrige familier sendt til skoler i Kina, hvor de fik en kinesisk og marxistisk uddannelse. Mange forældre blev tvunget til at sende deres børn til Kina. Sigtet var at uddanne tibetanere til at blive politiske og økonomiske ledere, som var trofaste over for Kina og den marxistiske samfundsopfattelse.

Klostrenes rolle som kulturcentre og bærere af samfundets intellektuelle virksomhed forsvandt  gradvis i denne periode. Den første grundskole blev etableret i Lhasa i 1952, og den første mellemskole i 1956.

Masseuddannelse

Efter 1959 blev alt forandret. Mao Zedong gennemtvang masseuddannelseslinien i TAR, og der blev etableret kommuneskoler bredt ud over landet. Det siges, at der allerede i 1961 var etableret ca. 1.500 grundskoler, og at mere end 50.000 børn gik i skole.

Masseuddannelsen blev dog mødt med kritik for manglende kvalitet, bl.a. på grund af mangel på lærerkræfter. I en kort periode blev pengene blev ført tilbage statens eliteskoler. I kølvandet på Kulturrevolutionen kom der en nye bølge af masseuddannelse. Kulturrevolutionen startede i 1966 med, at alle skoler lukkede, og børn og unge blev sendt på gaden for at danne rødgardistbrigader. Kinesiske rødgardister kom i stort tal til TAR for at gennemføre revolutionen. Terrorregimet sigtede direkte mod nedbrydningen af de kulturelle og uddannelsesmæssige traditioner.

Den kinesiske regering erklærede officielt, at det tibetanske samfund og den tibetanske kultur var “tilbagestående” og “kontrarevolutionær” og derfor skulle bekæmpes og udryddes. Tibetansk sprog, kunst og historie blev undertrykt. Tibetanske lærere og andre intellektuelle blev fjernet fra deres arbejde. De blev sendt i arbejdslejre for at gennemgå en revolutionær genopdragelse. Nogle tilbragte kortere tid i lejrene, andre adskillige år. Bøger og kunstværker blev brændt over hele landet. Alle lærebøger blev skrevet om.

Omtale af Røde Flags Kommuneskole 1978: Kommunen har kun een grundskole med een lærer og omkring 70 elever. Man kan gå fem år i skolen. Vores første lærer var Tsering Dhondrup, men han blev afskediget, fordi han havde en utilfredsstillende klassebaggrund. Han blev erstattet af en  ung mand på omkring tyve, ved navn Tsering. Han var ikke godt uddannet og kunne ikke undervise godt, da han kun havde gået i vores kommuneskole og haft seks måneders læreruddannelse. (Fra Dondrup Choedon: Life in the red Flag Peoples Commune, 1978.)  

 Masseuddannelsen dominerede genopbygningen af uddannelserne omkring 1970. Der blev satsetmassivt på opbygningen af kommuneskoler både i by- og landdistrikter. Der blev oprettet skoler over hele landet, og der var en dramatisk vækst i antallet af børn, der blev indskrevet i grundskolerne.

Masseuddannelseslinien blev senere kritiseret, fordi kvaliteten var for dårlig, og fordi al tibetansk kultur blev udryddet, men der gik faktisk flere tibetanske børn i skole i 1978 end på noget senere tidspunkt. Til gengæld fik mellemskolen en lavere prioritering. Den videregående uddannelse var helt lukket i 5 år og optog derefter kun få studerende i en årrække.

Socialistisk Modernisering

Efter Mao Zedongs død i 1977 blev Deng Xiaoping først vicepremierminister med ansvar for uddannelse og senere Kinas egentlige magthaver. Kulturrevolutionens masseuddannelse blev nu nedprioriteret, mens eliteuddannelsen blev opprioriteret.

Masseuddannelsen blev kritiseret for venstreradikalisme og for manglende professionel kvalitet. Ressourcerne blev flyttet væk fra landdistrikternes kommuneskoler, og mange kommuneskoler ud over landet blev lukket i 1979. Det førte til et drastisk fald i antallet af tibetanske børn, der gik i skole i første halvdel af 1980’erne. Først i midten af 1990’erne gik der næsten lige så mange tibetanske børn i skole som i 1978, men de fik til gengæld også en bedre undervisning, end børnene fik under Kulturrevolutionen.

Tibet Universitet og andre videregående uddannelser blev etableret i 1980’erne. Der blev oprettet mønsterskoler i byerne. Mellemskolerne og de videregående uddannelser fik flere ressourcer. Der blev indført betaling på de bedste mellemskoler og på de videregående uddannelser samt et system med fripladser for de fattige børn og unge. Opprioriteringen af eliteuddannelse og af markedsorientering for især de videregående uddannelser medførte, at kvaliteten blev bedre, men også at der opstod social og etnisk ulighed.

Denne liberalisering medførte en større kulturel frihed.  Det blev for eksempel igen tilladt at bruge det tibetanske sprog i skolen. Men efter nedkæmpningen af de tibetansk nationalistiske oprør og demonstrationer i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990’erne blev grebet imidlertid strammet igen.

I 1994 kritiserede partisekretæren i TAR, Chen Kuiyuan, den liberale uddannelsespolitik på denne måde: ”Succesen for vores uddannelse ligger ikke i antallet af udstedte eksamensbeviser…..Den endelige analyse vil vise, at den ligger i, om de studenter, der består deres eksaminer er modstandere eller i hjertet tilhængere af Dalai Lama-kliken, om de er loyale over for eller ligeglade med det store moderland (Kina) og den store socialistiske sag.”

Regeringen og partiet lancerede kampagnen for “åndelig civilisering og patriotisk uddannelse”. Fra 1996 til 1998 blev der gennemført genopdragelsesprogrammer over 3-4 måneder i skoler, klostre og andre kulturelle institutioner. Det blev gjort  med en styrke, som ikke var set siden Kulturrevolutionen.

Sproget i skolen

Fra 1950 og frem til i dag har det været en kilde til strid, om der skulle tales tibetansk i skolerne i TAR. Under kulturrevolutionen blev det af de ledende, kinesiske kommunister anset for at være politisk reaktionært og kulturelt tilbagestående at tale tibetansk, og sproget blev udryddet som skolesprog. Frem til midten af 1980’erne foregik al undervisning på kinesisk.

Under den mere liberale periode i 1980’erne blev tibetansk genoplivet som skolesprog. I 1987 blev det tilladt som undervisningssprog i de tre første skoleår i grundskolen. Regeringen erklærede også, at tibetansk sprog gradvis skulle indføres i mellemskolen og på universitetet i løbet af de næste 10-15 år.

I 1988 blev tibetansk sidestillet med kinesisk som officielt sprog i Tibet, og det blev tilladt at bruge tibetansk indenfor retssystemet og den offentlige administration. Reformprogrammerne blev dog aldrig ført ud i livet. Kun i landsbyskolerne blev tibetansk det dominerende sprog, men det skyldtes især, at der ikke var ret mange kinesisk talende lærere i landdistrikterne.

I midten af 1990’erne ændrede den kinesiske regering i TAR igen signalerne for sprogpolitikken. De kulturpolitikere, der havde argumenteret for tibetansk sprog og kultur, blev udrenset efter 1995. Regeringens nationalistiske kampagne rettede sig mod fortalere for tibetansk sprog og kultur, der blev anklaget for “upatriotisk virksomhed” og “splittelsestendenser”.

Forsøget på at styrke tibetansk sprog i skolen blev fra 1996 identificeret med, at man tilsluttede sig Dalai Lama og eksilregeringen og blev set som et led i en sammensværgelse mod den kinesiske stat. Der kom i april 1997 en ny lovgivning om sproget i skolen. Alle børn skulle nu undervises i kinesisk i grundskolen fra 1. skoleår, og der blev ikke længere stillet krav om anvendelse af tibetansk sprog på noget niveau.

Sproglig undertrykkelse i dagligdagen

Siden 1997 har det stadig været muligt at bruge tibetansk som undervisningssprog i grundskolen, men på alle højere niveauer bliver der talt kinesisk. I mange landsbyskoler er det svært at skaffe kinesisktalende lærere, og kravet om undervisning i kinesisk slår derfor kun langsomt igennem i landdistrikterne. I mange byskoler er undervisningssproget kinesisk. De fleste tibetanske børn taler ikke kinesisk, når de begynder i skolen, og de fleste af lærerne i byskolerne taler ikke tibetansk. De tibetanske børns primære sprog har derfor fået status som sekundært sprog i byskolen. For overhovedet at kunne følge undervisningen må de bruge en stor del af tiden på at lære kinesisk. De får fra starten langt dårligere betingelser end de kinesiske tilflytteres børn.

I næsten alle mellemskoler er undervisningssproget kinesisk, og man skal bestå en optagelsesprøve i blandt andet kinesisk. De tibetanske børn fra byskolerne har vanskeligere betingelser end de kinesiske børn, når de søger optagelse. Det er næsten umuligt for børn fra de landsbyskoler, der har haft tibetansk som undervisningssprog og kinesisk som sekundært sprog, at få en uddannelse ud over grundskolen. Selv om sprogbarrieren virker forskelligt for by- og landbefolkningen, gør den det enten vanskeligt eller umuligt for tibetanere at få en højere uddannelse.

Sprogbarrieren er en væsentlig årsag til, at tibetanske børn og unge er underrepræsenteret i forhold til befolkningstallet på alle trin i uddannelsesniveauet fra mellemskolen og opefter.

• En tibetansk skoleelev i eksil fortæller: De kinesiske lærere underviste de kinesiske klasser bedre, end de tibetanske klasser. De underviste altid på kinesisk, og selvfølgelig forstod de kinesiske elever læreren meget bedre, end vi gjorde. De kunne stille spørgsmål, og læreren ville så gentage, hvad han havde sagt til eleverne. De fleste af eleverne i den tibetanske klasse kunne ikke forstå de kinesisktalende lærere. Der var ingen, som turde stille spørgsmål, af frygt for straf, og læreren gentog aldrig noget. Naturligvis lavede de tibetanske elever flere fejl, og den kinesiske lærer sagde så, at han ikke forstod, hvorfor de tibetanske elever ikke kunne fatte så simple ting. Han sagde også, at kineserne var mere intelligente end tibetanerne.                    

Økonomisk og kulturel undertrykkelse i skolen

Officielt er grundskolen næsten gratis, men virkeligheden er en anden. Lokale kinesiske myndigheder opkræver gebyrer for indmeldelse. Skoleledere og lærere kræver betaling for deltagelse i undervisningen, for undervisningsmaterialer, for prøver og eksaminer. Betalingen for at holde et barn i skole kan let overstige en fattig tibetaners årsindkomst. Betalingen for undervisningen i mellemskolen er langt højere end for grundskolen og overstiger mange tibetanske familiers formåen.

Korruption er vidt udbredt i uddannelsessystemet. Bestikkelse og “guanxi” (forbindelser) er af afgørende betydning for, om man kan få adgang til en mellemskole eller en videregående uddannelse. Der er hovedsagelig økonomiske årsager til, at så mange af de tibetanske elever ikke gennemfører den grundskoleuddannelse, som de er begyndt på. Det samme gælder for mellemskolen.

• En tibetansk student i eksil siger følgende: Jeg gik i mellemskolen i et år. For at komme ind på mellemskolen skulle jeg bestå en adgangsprøve i kinesisk, tibetansk og matematik. Jeg oplevede, at chancerne for de kinesiske elever for at komme ind på mellemskolen var meget større, fordi de kinesiske elevers forældre gav bestikkelsespenge til lærerene, for at de kunne bestå adgangsprøven. Så det var ikke adgangsprøven, men den pengesum, som de kinesiske forældre betalte til bestemte lærere, der talte.

Fra grundskolens første klasser er der undervisning i ideologi og moral. Senere kommer undervisningen i historie til. Undervisningen i disse fag er et vigtigt redskab til realisere den kinesiske regerings politiske mål, og der bliver lagt stor vægt at kontrollere undervisningens indhold. Undervisningen bliver brugt til at lære børnene om Tibet som en del af Kina. Den tibetanske kultur bliver fremstillet som tilbagestående, og den kinesiske kultur som et progressivt ideal. Undervisning i selvstændig, tibetansk historie og kultur er forbudt, og en lærer, der forsynder sig mod forbuddet, bliver straffet.

• En tibetansk skoleelev i eksil fortæller: I vores Tibetbog handlede alle fortællingerne om Mao og om hans store handlinger. Der var intet om Tibet, om Dalai Lama eller om vores historie. Det gjorde mig forvirret, at jeg skulle lære så meget om Mao. Jeg vidste, at han ikke var nogen god mand, og at han havde gjort mange grusomme ting mod tibetanerne, men jeg måtte lære disse ting alligevel. I skolen måtte vi gentage disse løgne ord for ord, ellers blev vi straffet. En gang imellem fortalte vores tibetanske lærer os en smule om Tibet, men han var meget bange, og fik os til at love, at vi ikke ville sige det til nogen. En gang imellem læste jeg i en tibetansk bog om store tibetanske mænd og tibetanske konger, men jeg måtte skjule disse bøger. Hvis jeg blev opdaget, ville både jeg og forfatteren blive straffet hårdt.

Kultur og kunst

Den traditionelle billedkunst og litteratur

Den traditionelle, tibetanske billedkunst og litteratur har altid været knyttet til buddhismen. Kunsten tjente et religiøst formål, og den produceredes  hovedsageligt af kunstnere, som var knyttet til de religiøse institutioner. Ved siden af den religiøse billedkunst var der en lang tradition for kunsthåndværk.

Det ikonografiske maleri

De vigtigste billedkunstformer er fresko, det vil sige murmaleri, og tangka, det er hovedsagelig maleri på stof, som kan sættes på en ramme, eller rulles sammen.

Væggene i de tibetanske templer er ofte dækket af Tangka-malerier, der fremstiller guder  og religiøse ritualer eller historiske begivenheder. Tangkaer findes både i klostre og privathjem. En tangka bestilles af en privatperson som en del af religionsudøvelsen. Den kan udtrykke den religiøse holdning hos bestilleren, og den kan have et bestemt formål, for eksempel at yde beskyttelse mod sygdom og ulykker, hjælpe til at opnå et langt liv eller en større religiøs indsigt.

Den traditionelle, tibetanske billedkunst har rødder i indisk kunst helt tilbage i 800-tallet. Senere kom en kinesisk indflydelse til. Den tibetanske billedkunsts altdominerende, religiøse formål medfører, at billederne, lige som den europæiske middelalders billeder, er ikonografiske.  Den enkelte del af et billede har en bestemt religiøs betydning, og skal derfor males efter på forhånd fastlagte mål og proportioner. En buddhafigurs siddestilling, gestus og påklædning udtrykker en bestemt religiøst opfattelse, som den veluddannede buddhist kan genkende og forstå. Den almindelige tibetaner kender kun de mest betydningsfulde ikonografiske udtryk. 

Billederne, især Tangkamalerierne, komponeres efter faste regler.  Kompostionen er variationer over en symmetri om den lodrette midterakse. Den centrale religiøse figur placeres altid i midteraksen. Omkring figuren males de billedelementer, som forklarer eller uddyber figurens religiøse betydning.

I den ikonografiske maletradition benyttes altid en bestemt maleteknik. Først fastlægges billedkompositionen efter billedets formål. En billedskitse males med sorte  tuschlinier efter en opmåling af billedfladen. Derefter males baggrundflader og figurer. Til sidst males figurernes ansigter og de dekorative detaljer. Den traditionelle kunstneruddannelse er en mesterlære, hvor eleven gennem en årelang uddannelse lærer at beherske den ikonografiske traditions udtryksformer og maleteknik. Der er også traditioner for andre billedteknikker som broderi, træsnit m.v.

Billederne kan have meget forskellige motiver. De kan være portrætter af buddhaer og boddhisattvaer eller lokale, beskyttende guddomme. De kan være klostre eller landskaber med religiøs betydning. Billederne kan også illustrere opfattelsen af universets indretning, for eksempel livshjulet. Billederne udtrykker buddhistiske idealer, og den troende kan meditere over deres indhold. Gennem meditationen opnås en dybere forståelse af den religiøse bevidsthed i billederne.

Forgængelig og evig billedkunst

Karakteristisk for den tibetanske billedkunst er de forgængelige billeder, som kun er beregnet til at blive brugt ved en enkelt religiøs handling, eller i et kortere tidsrum. En mandala bliver fremstillet i sand. En komposition tegnes på jorden eller et andet underlag. Hvidt sand blandes med forskellige farvestoffer, og sandet drysses ud over billedfladen gennem rør. Sandbillederne er kosmogrammer. Deres religiøse betydning er forklaret i afsnittet om religion. Sandbillederne kan være meget store, adskillige kvadratmeter i areal. Efter brug fejes billederne sammen og billedet ødelægges dermed.

Æltet, farvet yaksmør bruges til at fremstille billeder og skulpturer til religiøse fester og andre begivenheder. Smør blandes med tsampa til en relativt fast konsistens og modelleres til skulpturer. Smørskulpturer kaldes tormas. De kan være flere meter høje og er bygget op over et træskelet. Efter brugen pilles smørskulpturerne ned igen.

Metal- og lerstatuer samt stenrelieffer er en væsentlig del af den tibetanske billedkunst. Statuer med guldbemaling eller guldbelægning og med påsatte halvædelstene udsmykker alle klostre og templer i Tibet. Nogle statuer er støbt i guldlegeringer, og har været umådeligt kostbare at fremstille. I landskaberne over hele Tibet kan man på bjergsiderne se basrelieffer af Buddha eller berømte lamaer.  Reliefferne kan være mere end 30 meter høje, og nogle af dem er mere end 1.000 år gamle.

Religiøs og verdslig litteratur

Den altovervejende del af den tibetanske litteratur før 1950 blev til på klostrene. Munkene afskrev bøger med buddhismens mange hundrede grundlæggende tekster. De skrev fortællinger om boddhisattvaers og lokale guddommes liv og om Tibets historie. De skrev også filosofiske og moralske afhandlinger, lærebøger i meditation, medicin og meget mere.

Den religiøse litteratur blev trykt på klostrene på aflange løsblade med bloktryk. Teksterne blev skåret ud i træblokke, som blev brugt til trykningen. En bog var en samling af løsblade, indbundet i et klæde. Klostrene havde biblioteker med religiøs litteratur, og litteraturen dannede grundlaget for de tibetanske munkes uddannelse. Bøgerne var selvsagt meget kostbare, og kun velstående tibetanere havde et privat bibliotek.

Ved siden af den religiøse litteratur er der en mundtligt overleveret, folkelig digtning, først og fremmest eventyr, som udrykker folkelig moral og livsvisdom, og som fortæller om bøndernes og nomadernes naturreligion.

Folkemindesamlere har indsamlet tibetanske eventyr og udgivet dem i moderne tid. Enkelte intellektuelle har skrevet verdslig litteratur, som er blevet kendt uden for den private kreds. Mest berømt og elsket af den tibetanske befolkning er den sjette Dalai Lamas digte fra omkring år 1700, bl.a. hans erotiske digte. De var en medvirkende årsag til, at han forsvandt eller blev myrdet i 1706. Men den verdslige litteratur har ikke spillet nogen samfundsmæssig rolle før 1950.

Kulturpolitik og kultur efter 1980

Efter kulturrevolutionen var der stort set intet tilbage af den traditionelle tibetanske kultur inden for grænserne af TAR. Klostrene var for længst ødelagt, de fleste sprængt i luften med dynamit i 1959 eller 1966. De fleste munke var jaget ud af klostrene, og mange dræbt. Alle andre kulturelle institutioner var blevet lukket, og de tibetanske intellektuelle, som ikke var i fængsel eller var blevet skudt, udførte manuelt arbejde i folkekommunerne.

Kulturel liberalisering i 1980’erne

I 1980’erne løsnede kineserne grebet og det gjorde det muligt at genetablere en selvstændig tibetansk kultur. Langsomt voksede et intellektuelt miljø frem.

Tre faktorer er afgørende for udviklingen af den moderne tibetanske kultur. For det første ønsker de tibetanske kunstnere at genopdage den tibetanske tradition og at genetablere en tibetansk identitet.

For det andet må de forholde sig til påvirkningen udefra, både fra Kina og fra Vesten, altså til det moderne industri- og informationssamfunds kultur. Modsætningen mellem tradition og modernitet opleves meget stærkt af tibetanske kunstnere.

For det tredje er de underlagt den skiftende kinesiske kulturpolitik. Den kinesiske regering griber direkte ind i kulturlivet med forbud og kampagner. Kunstnere, som er i opposition til det kinesiske styre, bliver straffet hårdt.

I begyndelsen af 1980’erne formulerede den kinesiske regering i flere omgange en ny politik, der gik ud på, at det tibetanske samfund havde “særlige karakteristika”, som skulle respekteres. I 1982 og 1984 vedtog regeringen retningslinier, som gav tibetansk sprog og kultur en mere selvstændig stilling. Der opstod et intellektuelt miljø, som inspirerede unge, tibetanske kunstnere. Der blev givet statsstøtte til udgivelse af tidsskrifter og bøger på tibetansk, og det blev tilladt at udgive bøger og opføre teaterforestillinger, der udtrykte en tibetansk kulturel identitet. 1980’erne var en litterær renæssance. 

Fornyet kontrol i 1990’erne

Fra midten af 1990’erne ændrede den kinesiske regering kulturpolitikken radikalt. Kineserne svarede på tibetanernes ønske om selvstændighed med kontrol og undertrykkelse. Betegnelsen “særlige karakteristika” blev igen forkastet. Forestillingen om en selvstændig tibetansk historie og kultur blev nu karakteriseret som “splittelse” og fordømt. Partisekretær Chen Kuiyuan definerede den tibetanske kultur som “ikke buddhistisk”, både i nutidigt og historisk perspektiv, og påbød, at der skulle være sammenhæng og fællesskab i den historiske udvikling af tibetansk og kinesisk kultur.

Ressourcerne til trykning af bøger på tibetansk sprog blev beskåret til næsten intet. Bøger, som tidligere var tilladt, blev trukket tilbage og forsvandt fra hylderne. Skuespil, som tidligere var blevet opført, blev forbudt.

Ligesom i 1950erne krævede regeringen og partiet i TAR nu af forfatterne, at de skrev litteratur, som udtrykte et kinesisk og tibetansk kulturelt fællesskab. Man greb tilbage til kulturprogrammer, som ellers forlængst var forladt i det øvrige Kina. Partisekretær Chen Kuiyuan ophøjede 1950’ernes og 1960’ernes revolutionære programlitteratur til ideal, og fremhævede gamle kampsange som “Bitterhed bli´r sød, når kommunisterne kommer”.

Han sagde om sangene: “De blev skabt i fællesskab af kammerater af tibetansk og Han (kinesisk) nationalitet i litterære og kunstneriske kredse, som et resultat af, at man har lært af hinanden og af fælles anstrengelser.” Også i anden halvdel af 1990’erne er der en skarp kontrol med kunstnernes fremstilling af tibetansk identitet.

Tibetansk billedkunst efter 1950

Den kinesiske regerings krav til billedkunsten var frem til Kulturrevolutionens ophør, at den skulle støtte socialismen. Idealet var den sociale realisme, inspireret af den sovjetrussiske kunst fra 1930’erne. Under Kulturrevolutionen krævede man billeder af helteskikkelser, som udtrykte revolutionær begejstring og kampvilje.

Men blandt eksiltibetanerne fortsatte den religiøse, ikonografiske kunst inden for den traditionelle ramme. De kunstnere, som var gået i eksil, brugte deres kunnen til at skabe billeder til de tibetanske klostre, der blev bygget i Indien og Nepal, og der blev oprettet en kunstskole i Dharamsala.

I 1980’erne fik billedkunstnerne mere frihed i Tibet. Den traditionelle, religiøse billedkunst genopstod. Restaureringen og genopbygningen af klostrene medførte en genoplivning af freskomaleriet. Mange murflader blev udsmykket med religiøse motiver, enten i overensstemmelse med gamle tegninger og skitser, som havde overlevet omvæltningerne, eller med nye motiver. Enkelte billedkunstnere vendte tilbage fra eksil, og unge freskomalere gik i lære. De religiøse billedkunstnere genoptog den ikonografiske billedtradition. For mange tibetanere, som så disse billeder, blev de en bekræftelse af den tibetanske identitet.

Det traditionelle tangkamaleri fik aldrig sin tidligere håndværksmæssige status igen, men blev nu produceret mere industrielt. Almindelige tibetanere kunne forholdsvis billigt købe religiøse billeder, og der blev solgt mange, industrielt fremstillede tangkaer til turister, både i og uden for Tibet.

Den verdslige billedkunst fik også nye muligheder efter den kulturelle liberalisering. Tibetanske kunstnergrupper fandt sammen både i Tibet og i Kina, og de unge kunstnere fik mulighed for at uddanne sig. 

Gennem 1980’erne og 1990’erne har billedkunsten udviklet sig i to forskellige retninger. Der kræves ikke længere revolutionær propaganda af billedkunsten. De nye realistiske billedkunstnere er mere nationalt orienteret. De maler landskaber og miljøer, som udtrykker tibetanske værdier. Nogle kunstneres billeder udtrykker hovedsageligt et socialt engagement. Det er skildringer af nomaders og bønders livsvilkår. Andre kunstnere har en mere nostalgisk fremstilling af typiske, tibetanske landskaber og menneskeskikkelser.

Som protest mod socialrealismen udviklede der sig også en antirealistisk, modernistisk billedkunst, som søgte inspiration i vestlig kubisme, surrealisme og andre eksperimentelle retninger i det tyvende århundrede.  De eksperimenterende kunstnere skildrer ofte oplevelsen af en splittet virkelighed, af et modsætningsforhold mellem traditionel og moderne kultur, i deres billeder. Nogle eksperimenterende kunstnere inddrager de traditionelle, ikonografiske billedelementer i deres billeder. Buddhafigurer males ind i collagebilleder som en udfordring til både traditionel kinesisk og tibetansk tænkning.

Litteratur efter 1950

I modsætning til tibetanerne i Tibet har tibetanske kunstnere i eksil kunnet forholde sig både til traditionen og til de internationale strømninger, men der har ingen forbindelse været mellem forfattere i eksil og i Tibet før 1980. Der blev stort set ikke udgivet tibetansk litteratur i Tibet i perioden mellem 1950 og 1980.

Men i 1980’erne blomstrede det litterære miljø i Tibet op. Der dukkede en ny lyrik op med upolitiske skildringer af dagliglivet, samt skuespil og prosalitteratur, som diskuterede politik på en ny måde. Nogle af de unge forfattere søgte tilbage i tiden og fortalte om et selvstændigt Tibet i opposition til Kina.

Efter få år blev den politiske litteratur dog igen forbudt. Forfatterne måtte skrive om livet og kulturen i Tibet og kunne kun antydningsvis berøre politiske temaer.

Et hovedtema i den nyere tibetanske litteratur er modsætningen mellem en traditionel, religiøs livsopfattelse og den moderne livsopfattelse præget af teknologi og informationsformidling. Mange unge, tibetanske intellektuelle oplever, at de befinder sig i et tomrum. De kan ikke vende tilbage til den traditionelle livsform, og samtidig føler de deres tibetanske identitet og kultur truet af den kinesiske undertrykkelse.

For nogle forfattere fører det til søgen efter rødderne i den traditionelle tibetanske kultur. For andre fører det til skildringer af konfrontationen mellem traditionel og moderne livsførelse.

Den sydamerikanske magiske realisme har inspireret nogle af de tibetanske forfattere, for eksempel Tashi Dawa, til at bryde med den realistiske form og skrive modernistisk eksperimenterende.

De moderne tibetanske forfattere er indtil nu kun lidt kendte, både i Tibet og i udlandet. En del tibetanske forfattere skriver på kinesisk. Det er vanskeligt at få udgivet litteratur på tibetansk, og nogle forfattere behersker det kinesiske skriftsprog bedre end det tibetanske. Den politisk ideologiske kontrol er hårdere i TAR end i Kina. Derfor kan en tibetansk forfatter føle større frihed til at udtrykke sig, hvis han udgiver sit værk i Kina, end hvis han prøver at udgive det i TAR.

Tibet i det storpolitiske spil

Kinas strategi

Kinas forhold til Dalai Lama har været præget af Beijings ønske om, at en anerkendt tibetansk leder legitimerer det kinesiske styre og gør det lettere at kontrollere tibetanerne. Efter Dalai Lamas flugt i 1959 overtog den 10. Panchen Lama i perioder denne rolle, idet han blev udnævnt til formand for den komité, der skulle forberede oprettelsen af den Autonome Region Tibet. Fra 1964 til 1977 var han dog i husarrest eller fængsel som følge af en kritisk rapport, han havde overrakt til Kinas ledelse i 1962. I dette tidsrum var der ingen kontakt mellem Beijing og Dharamsala.

De politiske reformer efter Maos død gav et bedre klima for dialog. Deng Xiaoping tog kontakt til Dalai Lama i 1978, og flere delegationer fra Dharamsala fik tilladelse til at rejse rundt i Tibet for at se på forholdene. Deres erfaringer fra et Tibet præget af dyb fattigdom, ødelæggelser og frygt gav ikke grobund for tillid mellem parterne. Beijing var desuden kun interesseret i at diskutere mulighederne for Dalai Lamas hjemvenden og nægtede at forhandle om øget autonomi for Tibet. Derfor var dialogen ufrugtbar.

Dalai Lamas politik

Dalai Lamas politik overfor Kina er baseret på en diplomatisk og ikke-voldelig "middelvejspolitik", der sigter mod en forhandlingsløsning. Der blev indledt en dialog mellem Beijing og Dharamsala i 1978, men den gik i stå, da det viste sig, at den kinesiske regering kun var interesseret i at overtale Dalai Lama til at acceptere at bo i Kina — senere fik han tilbud om at bo i Lhasa. I 1984 afviste Beijing et forslag fra Dalai Lama om, at Kina kunne beholde den forsvars- og udenrigspolitiske magt til gengæld for, at tibetanerne fik indre selvstyre i et samlet Tibet. Det samlede Tibet skulle bestå af  TAR og de tibetanske dele af de omkringliggende kinesiske provinser. Dalai Lama offentliggjorde dette forhandlingsudspil i 1987 og 1988. Hans 5-punkts fredsplan fra 1987 og Strasbourg-talen fra 1988 er stadigvæk hans vigtigste forhandlingsoplæg.

International opmærksomhed

I slutningen af 1980'erne begyndte verdenssamfundet i højere grad at interessere sig for Tibet. De kinesiske myndigheders voldsomme reaktion på bølgen af uafhængighedsdemonstrationer i Tibet fra 1987 fik omverdenens øjne op for tibetanernes situation. Det stod klart, at årtiers indoktrinering ikke havde virket, og at undertrykkelsen fortsat var massiv trods reformerne. Samtidig havde Kinas "åbne dørs politik" gjort det nemmere at indhente oplysninger om forholdene i Tibet, selvom vestlige journalister har været forment adgang siden 1989.

Dalai Lamas kompromisforslag fra 1987 og 1988 og hans ikke-voldelige linie, der var baggrunden for, at han modtog Nobels Fredspris i 1989, skabte megen international sympati og respekt. Han blev i stigende grad modtaget af statsoverhoveder og ledende politikere på sine rejser. Især de vestlige landes parlamenter vedtog resolutioner, der fordømte de kinesiske menneskerettighedskrænkelser i Tibet og opfordrede parterne til forhandlinger uden forhåndsbetingelser. Europa-Parlamentet og den amerikanske kongres formulerede den mest direkte støtte til tibetanerne ved at erklære Tibet for en ulovligt besat, uafhængig stat.

Kinas holdning til kritikken af overgrebene i Tibet har frem til i dag været, at Tibet er Kinas "interne anliggende", som andre lande ikke har ret til at blande sig i. Den kinesiske regering påstår, at Tibet har været del af Kina siden det 13. århundrede, hvor både Tibet og Kina kom under det mongolske kejserrige.

De er grænser for, hvor langt de enkelte lande er parate til at gå i deres støtte til Tibet. Som følge af den kraftige økonomiske vækst i Kina i 1990'erne har den kinesiske regering især haft held til at knytte sin handelspolitik til spørgsmål om Tibet og menneskerettigheder. De lande, som kineserne synes er for kritiske over for Kinas politik i Tibet, går glip af handelskontrakter, der i stedet indgås med mindre kritiske nationer.

I 1996-1997 ændrede de fleste vestlige lande deres Kinapolitik fra pression til dialog. Dermed dæmpedes kritikken af den kinesiske regerings politik i Tibet på trods af, at Kina samtidig strammede kursen over for den tibetanske befolkning. En af årsagerne til den ændrede vestlige politik var en større villighed hos den kinesiske ledelse til at diskutere forholdene i Tibet på et diplomatisk plan. Derudover imødekom Kina flere vestlige ønsker, blandt andet underskrivelsen af de to vigtigste menneskerettighedskonventioner. Underskrivelsen har dog ikke resulteret i ændring af den politiske praksis.

De vestlige lande står nu sammen om at opfordre Beijing til dialog med Dalai Lama og eksilregeringen. Der har ofte været tilløb til sådanne forhandlinger, men Kina har opstillet tre forhåndsbetingelser: Dalai Lama skal anerkende, at både Tibet og Taiwan er dele af Kina, og han skal stoppe, hvad Kina kalder hans "internationale kampagne for tibetansk uafhængighed". Dalai Lama har flere gange udtalt, at han ikke arbejder for uafhængighed. Han vil dog kun erklære, at det besatte Tibet kan blive en del af Kina som resultat af  en forhandlingsløsning.

I 1995 fremlagde Dalai Lama en plan om at bringe sin middelvejspolitik til folkeafstemning i eksilsamfundet. Alternativerne var uafhængighed, selvbestemmelse og Mahatma Gandhis metode satyagraha, insisteren på sandhed. Men forslaget om folkeafstemning blev afvist af eksilparlamentet i september 1997, da et absolut flertal i en opinionsundersøgelse viste, at tibetanerne hellere ville lade Dalai Lama bestemme. Dalai Lama har erklæret sig rede til at forhandle med Beijing uden forhåndsbetingelser, men den kinesiske regering kræver, at han først anerkender, at Tibet er en "uadskillelig del af Kina".

Danmark og Tibet

Tibet har aldrig vejet tungt i den danske udenrigspolitik, der især er styret af handelsinteresser i forhold til Kina. De skiftende regeringers ønske om at opretholde et godt forhold til Kina er ofte kommet i vejen for  hensynet til menneskerettigheder og den tibetanske befolknings ønske om selvstændighed eller selvstyre. Enkelte gange er Danmark gået forrest i støtten til Tibet, men på flere punkter har andre lande strakt sig længere.

Således stemte Danmark i 1959 og 1961 for FN's Tibet-resolutioner, men blankt i 1965. Det skete trods flere appelbreve fra Dalai Lama til den danske statsminister. Danmark var på det tidspunkt bange for at skade sit forhold til Kina, og Danmarks politik gik ud på at få Kina optaget i FN.

Dalai Lama i Danmark

I 1988 besøgte Dalai Lama Danmark. Han blev modtaget af Folketingets Udenrigsudvalg, men regeringen ville ikke møde ham.

Massakren på 80-150 tibetanere i Lhasa den 5.-7. marts 1989 ændrede ikke Danmarks Kinapolitik. Det gjorde imidlertid massakren på kinesiske studenter i Beijing tre måneder senere. Sammen med EF stoppede regeringen bistanden til Kina.

Dalai Lama var dog fortsat ikke velkommen som officiel gæst i Danmark.  Selv da han i december 1989 modtog Nobels Fredspris, ville ingen danske ministre modtage ham. Da det grønlandske Landsting i 1990 ønskede at invitere den tibetanske leder til Grønland, blev det afvist af regeringen. Først den 5. december 1991 mødte den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen som den første danske minister Dalai Lama. Som resultat af mødet blev Danmark det første land, der gav bilateral bistand direkte til Tibets regering i eksil.

Danske politikere tog i midten af 1990'erne flere initiativer for Tibet, bl.a. i den Interparlamentariske Union (IPU) og under FN's kvindekonference i Beijing i 1995. Den 7. november 1995 besluttede Folketingets Udenrigsudvalg at afholde en Tibethøring og invitere Dalai Lama. Trods skarp kritik fra bl.a. Dansk Industri blev  høringen gennemført den 13. maj 1996. Statsministeren nægtede at modtage Dalai Lama, som dog fik et møde med udenrigsminister Niels Helveg Petersen.

I 1997 gik den danske regering i spidsen for en Kinaresolution i FN's Menneskerettighedskommission. Den nåede dog aldrig til afstemning. For at opretholde presset på Kina aflagde det Udenrigspolitiske Nævn et besøg i Tibet i august 1998.

Danmarks aktuelle Tibetpolitik

Det officielle danske syn på Tibet er modsætningsfyldt og inkonsekvent. På linie med mange andre lande har Danmark aldrig officielt anerkendt, at Tibet folkeretligt er en del af Kina, men i praksis behandler regeringen Tibet som sådan. Formelt gælder Danmarks tilslutning i 1961 til, at tibetanerne er et "folk" og dermed har ret til "selvbestemmelse" stadig. Dog bruger regeringen ofte andre termer. I officielle udtalelser refererer den f.eks. tit til tibetanerne som et "mindretal", der bør have større "autonomi".

Når det gælder overtrædelser af de basale menneskerettigheder, påtaler regeringen og politikerne gerne de kritisable forhold i Tibet. Krænkelsen af tibetanernes politiske rettigheder nævnes sjældnere. Regeringen og mange ledende politikere fortier, at Tibet er en uafhængig stat, som er besat af Kina. Indlemmelsen af Kina i verdenssamfundet har også herhjemme medført en stiltiende accept af den kinesiske historieomskrivning og de kinesiske fortolkninger af Tibets status. Dette bidrager til at fratage den tibetanske befolkning sin politiske identitet og gør det sværere for de tibetanske ledere at overtale Kina til at gå i forhandlinger om Tibets fremtid.

Tibet er ikke kun hjemsted for en af menneskehedens store, gamle civilisationer. Det hører også blandt de ældste riger på Jorden, der har eksisteret frem til vor tid.

Ifølge tibetanske legender steg den første konge ned fra himlen i år 127 f.v.t. og grundladge Yarlung-dynastiet. Tibets historie er kun veldokumenteret fra begyndelsen af det 7. århundrede, hvor den 33. konge, Songtsen Gampo (620-649), indførte et alfabet efter indisk model for at kunne oversætte buddhistiske skrifter til tibetansk.

Det tibetanske imperium

Songtsen Gampo samlede de daværende småriger på det tibetanske plateau til ét land og gjorde Tibet til en stormagt. Tibet var teknologisk overlegent, når det gjaldt fremstillingen af rustninger, og kunne samle hærstyrker på op mod tohundrede tusinde mand. På sit højdepunkt omfattede det tibetanske imperium (630-842) dele af det nuværende Indien, Nepal, Pakistan, Kina og Østturkistan (i dag Kinas Xinjiang-provins).

De tibetanske konger satte gang i en omfattende "tibetaniseringsproces" på plateauet, bl.a. gennem udbredelsen af tibetansk sprog og skrift og tilstedeværelsen af store tibetanske hærstyrker, der forsvarede og siden bosatte sig i grænseområderne mod Kina. Tibetanere i dele af Nordøsttibet (Amdo) hævder således, at deres forfædre kom fra Shangshung-riget i Vesttibet, der blev underlagt Tibet omkring 655.

Samtidig skabtes en fælles intellektuel kultur, bl.a. ved import af viden og traditioner fra udlandet. Indførelsen af buddhismen fra Indien, Nepal, Kina og bystaterne i Tarim-bassinet nord for Tibet kom især til at præge samfundet. Kong Trisong Detsen gjorde i 762 buddhismen til statsreligion, og den udkonkurrerede i de følgende århundreder den oprindelige bon religion som den dominerende trosretning.

Imperietidens politiske og militære samarbejde mod fjender udenfor det tibetanske plateau lagde grunden til en fælles national identitet og kultur. Tibetanerne har siden da opfattet sig som beslægtede stammer, der - trods regionale forskelle - har samme etniske identitet, sprog, traditioner, religion og materielle kultur. Trods idealforestillingerne om lighed har regionale, politiske og religiøse modsætninger dog i høj grad præget Tibets historie frem til i dag, ligesom der fortsat findes lommer med flere små, selvstændige sprog på det tibetanske plateau.

Disintegration

I 842 myrdede en buddhistisk munk Yarlung-dynastiets sidste konge, Langdarma, fordi han forfulgte buddhismen. Uenighed om hans efterfølger gjorde, at det tibetanske imperium gik i opløsning. Tibet var i de næste 4 århundreder igen opdelt i småstater og selvstyrende stammer. I det nordøstlige grænseområde mellem Tibet og Kina opstod også nye, delvist tibetanske småstater, herunder Tangut (990-1227) og Tsonkha.

Buddhistiske sekter forsatte med at ekspandere og grundlægge klostre overalt i landet. Ved begyndelsen af det 13. århundrede dominerende de Tibet politisk, økonomisk og åndeligt. De havde arvet den regionale og klanbaserede rivalisering og bekrigede ofte hinanden i forsøget på at vinde territorium og indflydelse. Tibet blev først delvist samlet, da landet blev indlemmet i det mongolske imperium i det 13. århundrede.

Mongolsk overherredømme

I 1227 blev det mongolske verdensriges hersker Djenghis Khan dræbt under en invasion af Tangut, der som hævn nærmest blev udslettet. Mongolerne fik kontrol over det nordlige Kina i 1234. Det nordlige Centraltibet blev hærget af mongolske styrker under Godan Khan i 1240-1241. Efter således at have demonstreret sin styrke, forsøgte Godan i 1247 at indlede en fredelig magtovertagelse i Tibet ved at tilkalde lederen af sakyasekten. Sakya Pandita indvilligede i at blive Godans repræsentant i Tibet og overtalte også andre ledere i Centraltibet til at underkaste sig mongolerne.

De mongolske herskere havde tradition for at bekende sig til religionen i de lande, de erobrede. Ved at støtte og udnytte de lokale religiøse ledere kunne de effektuere og legitimere deres styre over de fremmede befolkninger såvel som i deres hjemlige territorier.

Sakya Panditas nevø og efterfølger, Phagpa, blev i 1254 åndelig vejleder for Khubilai Khan. Khubilai blev udnævnt til en inkarnation af den buddhistiske guddom Manjushri, hvilket gav ham religiøs legitimation i rollen som universel hersker. Phagpa formaliserede forholdet til Khubilai som et personligt og ideelt set ligeværdigt religiøst-politisk forhold, hvorunder Phagpa forblev Khubilais overordnede i religiøse spørgsmål, mens den mongolske hersker som verdslig leder lovede Phagpa militær og økonomisk støtte. Dette forhold kaldes på tibetansk "cho-yon" og kom til at blive en model for fremtidige relationer mellem tibetanske religiøse ledere og mongolske og manchu kejsere - omend i forskellige varianter.

Først efter mongolske militære interventioner af Khubilai Khan i 1264-1268 blev Tibet underlagt egentlig mongolsk administration. Tibets tre hovedregioner, Amdo, Kham og Ü-Tsang, administreredes separat, selvom Khubilai Khan i 1254 havde "doneret" dem alle til Phagpa.

De tibetanske lamaers rolle som religiøse lærere for mongolerne gjorde, at Tibet nød en højere grad af autonomi end andre dele af det mongolske imperium. Samtidig blev sakyalamaernes styre konstant udfordret af magtfulde lokale klaner.

Phagpa og hundredevis af andre tibetanske lamaer og munke fik stor indflydelse som religiøse embedsmænd i Kina, da Khubilai i 1270 udråbte et nyt kinesisk dynasti, Yuan (1270-1368), og seks år senere erobrede Sydkina. De mongolske herskere fungerede herefter primært som kejsere af Kina.

Den kinesiske regering hævder i dag, at Tibet på dette tidspunkt blev en del af Kina, men den mongolske kontrol over Tibet forblev separat fra administrationen af Kina. Khubilai erobrede Tibet som mongolsk hersker, før han udråbte og konsoliderede sig som kejser af Kina.

Kongedømmet genindføres

Sakyasekten mistede sin politiske dominans i Tibet i 1358, hvor en munk fra kagyupasekten, Changchub Gyaltsen, blev konge og omorganiserede administrationen i landet efter at have forvisset sig om, at Yuan styret var svækket og ikke kunne intervenere. Tibet blev igen uafhængigt og loven fra det tibetanske imperium genindført.

Imens faldt Yuandynastiet i Kina og efterfulgtes af det indfødte Ming dynasti (1368-1644). Mongolerne forlod Kina, og cho-yon forholdet til lederne af sakyasekten blev afbrudt. Mingkejserne fortsatte Yuans praksis med at uddele titler og gaver til tibetanske lamaer, selvom titlerne ingen praktisk betydning havde. Deres forsøg på at etablere et cho-yon forhold til ledende lamaer i Tibet for at opnå politisk indflydelse bar ikke frugt.

I 1403 grundlagde den lærde lama Tsongkhapa (1357-1419) en ny sekt, gelugpa, i et forsøg på at reformere klosterlivet og indføre en strengere disciplin. Med grundlæggelsen af tre store klostre nær Lhasa, Ganden (1409), Drepung (1416) og Sera (1419), fik gelugpasekten her hurtigt den dominerede politiske magt. Krigene mellem de førende buddhistiske sekter fortsatte imidlertid og involverede specielt gelugpaerne i Lhasa-området og kagyupaerne i Shigatse-området. I 1566 invaderede mongolerne Ziling-dalen (Kin.: Xining) i Amdo, hvilket i 1590 angiveligt fik 165 tibetanske stammer i området til at underkaste sig Ming styret i Kina for at undgå yderligere plyndringer og mongolsk indvandring.

I 1578 genoplivede abbeden for Drepungklostret, Sonam Gyatso, cho-yon-institutionen, da han mødte den mongolske hersker Altan Khan. Sonam Gyatso præsenterede sig selv som inkarnation af Phagpa og beskrev Altan som "religiøs konge" og inkarnation af Khubilai Khan. Altan gav Sonam Gyatso titlen "Dalai", der betyder 'ocean' og er en mongolsk oversættelse af "Gyatso", og lovede ham politisk beskyttelse. Sonam Gyatso blev herefter kendt som den tredje Dalai Lama, idet han titulerede sine to tidligere inkarnationer som den første og anden i rækken. Hermed overtog gelugpasekten den efterhånden udbredte tradition for tronfølge gennem inkarnation, som kagyupasektens Karmapa-linie startede i det 13. århundrede.

Under den femte Dalai Lama (1617-1682) opnåede gelugpasekten endelig det absolutte herredømme i Tibet. Efter anmodning fra Dalai Lama indtog hans nye beskytter, den mongolske hersker Gushri Khan, i 1642 Shigatse og fængslede områdets regent. Gushri Khan erklærede derefter Dalai Lama for enehersker over hele Tibet.

Tibet blev nu igen regeret af et kombineret religiøst-politisk og centraliseret styre, og de tre hovedregioner blev samlet for første gang siden det tibetanske imperiums fald. Området omkring søen Kokonor i NØ-Amdo forblev under Lhasas herredømme frem til 1705.

Tibet under manchuerne

Mongolernes østlige naboer, manchuerne, erobrede Beijing i 1644. Deres Qing-dynasti (1644-1911) kontrollerede snart hele Kina. Den femte Dalai Lama etablerede et slags cho-yon forhold til manchu kejseren under et besøg i Beijing i 1653, selvom sidstnævnte ikke accepterede den buddhistiske tro.

Gushri Khans arving, Lhazang Khan, der var baseret i Kokonor-området, invaderede Lhasa i 1705 med støtte fra Qingkejseren, overtog den politiske kontrol og afsatte den 6. Dalai Lama. I 1717 lykkedes det en hær fra det konkurrerende, vestmongolske Dzungar-rige at indtage Lhasa. Som Kokonor-mongolernes beskyttere genvandt Qing styrker kontrollen tre år senere.

I 1723 gjorde mongolerne i Kokonor-området oprør mod Qing sammen med de lokale tibetanere. Efter en blodig nedslagtning blev området underlagt Qing-administration som provinsen Qinghai og de mongolske og tibetanske stammer tildelt hver sine territorier. I realiteten bevarede tibetanerne her deres egne ledere frem til 1949, hvoraf nogle dog svarede skat til provinsstyret i Xining. Lhasa bevarede også nogen myndighed i området gennem udstationerede repræsentanter.

Den centrale og østlige del af Østtibet (Kham) kom i 1727 nominelt under administration af Kinas Sichuanprovins, men de lokale tibetanske ledere bevarede for det meste den reelle kontrol. Frem til 1932 var flere af områderne i Kham øst for Drichu floden (Yangtze) under administration fra Lhasa.

Fra 1720 til 1911 var den centraltibetanske stat tilknyttet det manchuriske kejserdømme som en form for protektorat. Qing-dynastiet beskyttede i dele af denne periode Centraltibet militært og havde frem til 1847 også en begrænset indflydelse på landets administration gennem kejserlige udsendinge kaldet "amban". Centraltibet bevarede dog sin suverænitet og forblev folkeretligt en selvstændig stat. Dalai Lamaernes indflydelse var i denne periode begrænset, og flere af dem døde i en ung alder.

Qing-kejserne havde ingen interesse i (eller i lange perioder ingen magt til) at administrere Tibet direkte og nøjedes for det meste med en rent symbolsk markering af kinesisk overhøjhed og med opretholdelsen af garnisoner i Lhasa, Shigatse, Dingri og Gyangtse, der samlet var bemandet med fra få hundrede til nogle tusinde kinesiske soldater.

Den kinesiske indblanding i aministrationen i Tibet var dog i flere perioder (fx 1747-1751, 1791 og 1796) mærkbar nok til at fremkalde omfattene protester over magtmisbrug fra den tibetanske befolkning og til at få den tibetanske regering til efterfølgende at henrette eller arrestere lederne af protestaktionerne. Det nok vigtigste område, hvor manchu kejserne fik indflydelse, var udpegningen af højststående lamaer. I 1793 sendte Qianlong-kejseren en gylden urne til Tibet og forlangte, at inkarnationer af høje lamaer såsom Dalai Lama og Panchen Lama skulle identificeres gennem lodtrækning fra urnen, hvorefter de ville blive godkendt af kejseren. Manchuerne havde på denne måde held til at influere identifikationen af den 11. og 12. og muligvis den 10. Dalai Lama.

I det 19. århundrede havde manchuerne kun ringe indflydelse i Tibet og var i flere tilfælde ude af stand til at opfylde deres cho-yon forpligtelse som beskyttere af landet. Da Tibet blev invaderet fra Jammu og Kashmir i 1841-1842 og Nepal i 1855-1856, måtte tibetanske styrker således selv tage affære. Begge krige resulterede i fredsaftaler indgået uden Qing indblanding.

Fra slutningen af det 19. århundrede begyndte det britiske imperium at interessere sig for Tibet, både af handelsmæssige og storpolitiske årsager. Britiske traktater med Kina fra 1890 og 1893 om handelsrettigheder i Tibet blev ignoreret af den tibetanske regering med det resultat, at en britisk hærstyrke på godt 3000 mand i 1904 midlertidigt indtog Lhasa. Briterne fremtvang en traktat, der gav Storbritannien handelsmæssige fordele og udelukkede andre magter fra samme. Briterne var især nervøse for tibetanernes nyetablerede kontakt til Rusland.

Det moderne Tibet

I 1910 invaderede en kinesisk hær Lhasa, men blev nedkæmpet og udvist af tibetanerne i 1912. I mellemtiden faldt Qing-dynastiet i Kina. Hjemvendt fra et to-årigt eksil i Indien erklærede den 13. Dalai Lama (1876-1933) i januar 1913 Tibets uafhængighed. Samtidig anerkendte Mongoliet og Tibet hinanden og indgik en alliance.

I oktober 1913 mødtes repræsentanter fra Tibet, Kina og Storbritannien i Simla i Indien for at forhandle om Tibets fremtidige status. I det endelige forslag til en konvention fra april 1914 anerkendte det reelt selvstændige Tibet, at Kina havde en formel overhøjhed i landet. Kina, som hævdede at have suverænitet i Tibet, var vilig til blot at acceptere overhøjhed, men underskrev aldrig konventionen p.g.a. uenighed om grænsedragningen mellem Tibet og Kina. Tibet og Storbritannien skrev under, men indgik en tillægstraktat, der fraskrev Kina enhvert privillegium indeholdt i konventionen, sålænge den ikke havde Kinas underskrift. Tibet var nu reelt uafhængigt, men ikke anerkendt som sådan af omverdenen og måtte påbegynde en vanskelig balancegang mellem britiske, kinesiske og russiske forsøg på at opnå indflydelse i landet.

Den 13. Dalai Lama var på god fod med britiske diplomater og lod sig inspirere af deres råd til forskellige reformer, herunder en øget sekularisering af undervisningssystemet, som dog mødte modstand i de magtfulde klostre. Væsentligst var styrkelsen af den tibetanske nationalbevidsthed gennem en modernisering af det tibetanske statsapparat og hæren samt indførelsen af nationale symboler så som et nationalflag, frimærker og eget postvæsen.

Kina evnede gennem sine religiøse forbindelser til Tibet i form af tilrejsende kinesiske munke i tibetanske klostre at formidle et negativt billede af vestlig missionsvirksomhed, imperialisme og modernisme, der var medvirkende til, at landet i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i høj grad isolerede sig fra omverdenen økonomisk, kulturelt og udenrigspolitisk. Fra det 17. til slutningen af det 19. århundrede besøgte i alt kun omkring 600 europæiske opdagelsesrejsende, diplomater og missionærer landet.

Selvom Centraltibet undgik kolonialisering og førte en isolationspolitik frem til 1949, var landet ikke uimodtageligt for udenlandske kulturelle påvirkninger og strømninger, både på et mellemfolkeligt plan og på regeringsniveau. Der var en livlig samhandel med nepalesere, kinesere, bhutanesere, indere, sikkimesere, briter, mongoler, ladakhier, uighurer (Østturkistan), salar (Qinghai) og hui (Gansu), og hver gruppe var repræsenteret i vekslende antal i Tibets handelsbyer. Religiøst havde tibetanerne stærke bånd til især mongoler, kinesere, burjater, manchuer og ladakhier, men også andre religioner end den tibetanske buddhisme fik lov at florere i Tibet, især islam.

Kina (fra 1934), Storbritannien (1937-1947), Indien (fra 1947), Nepal og Bhutan havde ambassader i Lhasa. Politisk omfattede Tibets kontakter desuden Rusland, Japan, Tyskland og USA. Selv Danmark havde i et par tilfælde officiel diplomatisk kontakt med Tibet, da Den tredje danske centralasiatiske Ekspedition i 1947, 1949 og 1950 anmodede den tibetanske regering om indrejsetilladelse (men fik afslag).

Tibet forblev neutralt under 2. Verdenskrig. I et forsøg på at opnå international anerkendelse og støtte rejste en tibetansk handelsdelegation i 1948 til USA og Storbritannien. USA fastholdt imidlertid sit syn på Tibet som juridisk set under kinesisk suverænitet. Storbritanniens holdning var, at Tibet nød faktisk uafhængighed, men var under kinesisk overhøjhed. Begge lande var nervøse for, at en anerkendelse af Tibets uafhængighed ville provokere Kina til at besætte landet. 

Tiden mellem 1950 og 1980

Kinesisk invasion og magtovertagelse

Da den kommunistiske Folkets Befrielseshær (PLA) erobrede Beijing i juli 1949, besluttede den tibetanske regering at udvise den kinesiske regerings repræsentanter og de fleste andre kinesere fra Lhasa. I august og september invaderede PLA det meste af Amdo, hvilket fremkaldte væbnet modstandskamp i forskellige områder. Lhasa reagerede ved i et brev at opfordre Mao til at respektere Tibets territoriale integritet.

Mao Zetongs kommunistiske parti udråbte den Kinesiske Folkerepublik den 1. oktober 1949. Kinesisk radio annoncerede, at Kina agtede at "befri" Tibet fra "imperialisterne". Den tibetanske regering bad USA, Storbritannien og Indien om militær hjælp og anmodede om støtte til at opnå medlemskab af de Forenede Nationer. Svarene var afvisende. Storbritannien betegnede Tibets ambition om medlemskab af FN som urealistisk med henvisning til, at Kina havde vetoret i Sikkerhedsrådet. Indien indvilligede i at yde Tibet begrænset militær støtte i form af våbensalg.

Tibet forstærkede forsvaret af sin østlige grænse. I løbet af foråret 1950 rykkede PLA frem gennem Kham. Tibetanske forhandlinger med kineserne for at undgå en invasion bar ikke frugt.

Omverdenens klare signaler om, at ingen lande ville gribe ind i tilfælde af en kinesisk invasion af Tibet, gjorde det ekstra attraktivt og relativt omkostningsfrit for Kina at udvide sit territorium. Det var dermed først og fremmest verdenssamfundets anerkendelse af kinesisk overhøjhed i området, der bidrog til at fjerne Tibet fra landkortet.

Kina havde interesse i at erobre Tibet for at sikre sine vestlige grænser. Den kinesiske regering ville beskytte sig mod, at andre stormagter fik indflydelse i Tibet og derfra kunne true Kina. Samtidig videreførte Kinas nye kommunistiske herskere de nationalistiske forestillinger fra det gamle Qing kejserdømmes storhedstid. Maoisterne ønskede desuden at udbrede kommunismen. Kina er i dag også interesseret i at bevare magten i Tibet pga. landets store naturrigdomme (bl.a. uran, guld, litium, boraks, krom, jern, træ, olie, kul og vandkraft) og det „Lebensraum“, det sparsomt befolkede land tilbyder.

Natten til den 6. oktober 1950 krydsede 35.000 kinesiske soldater Drichu floden og andre grænseovergange og påbegyndte dermed invasionen af den centraltibetanske stat, der var under kontrol af den tibetanske regering i Lhasa. De krigsvante kinesiske styrker nedkæmpede hurtigt de 8.000 dårligt udrustede tibetanske soldater langs grænsen. Nyheden om Kinas invasion af Tibet nåede først omverdenen ti dage senere.

Kort efter Chamdos fald den 19. oktober standsede PLA sin fremrykning. Kina var nu i position til for første gang nogensinde at fremtvinge en tibetansk anerkendelse af kinesisk suverænitet.

Efter invasionen anmodede den 14. Dalai Lama FN om at gribe ind, men der kom aldrig diplomatisk eller militær hjælp til Tibet; hverken fra FN eller Storbritannien. Indien forhindrede USA i at forsyne tibetanerne med våben. El Salvador anmodede den 14. november FN om at diskutere „fremmede styrkers invasion af Tibet“, men da emnet kom på dagsordenen ti dage senere, blev det udskudt på ubestemt tid på grund af „utilstrækkelig information“. Sagen er aldrig siden blevet afgjort, og FN har frem til i dag afvist den tibetanske eksilregerings anmodninger om at få mulighed for at præsentere sin sag.

Efter Kinas annektion af Centraltibets Chamdo-område så den tibetanske regering ingen anden udvej end at sende en fredsmission til Beijing. Den underskrev den 23. maj 1951 en kinesisk dikteret 17-punktsaftale. Aftalen sikrede på papiret Tibet autonomi og et uforandret politisk system, men gjaldt ikke Amdo og Kham. I praksis måtte Dalai Lama fra nu af gang på gang optræde som kinesernes marionet i et forsøg på at få det bedste ud af situationen og undgå et blodbad. Kina brød hurtigt aftalen.

PLA nåede Lhasa den 9. september 1951. I begyndelsen gik de nye magthavere forsigtigt frem efter ordre fra Mao Zedong og havde held til at få mange tibetanere over på deres side ved at indsætte samarbejdsvillige tibetanere på høje poster og dele penge ud til bønder og nomader. Der var kun spredte modstandskampe – især i Amdo, hvor nomadesamfund havde lang erfaring med væbnet modstand mod kinesiske tropper. Resten af den tibetanske befolkning vågnede imidlertid snart op til realiteterne under det nye styre.

"Demokratiske reformer“ og modstandskamp

I 1955 indledte Kina såkaldte „demokratiske reformer“ i hele Amdo og Kham som forberedelse til en gennemgribende kollektivisering. Myndighederne klassificerede folk udfra deres økonomiske situation og holdning til Kina. De velhavende stempledes som samfundsfjender og reaktionære, og deres jord og ejendom blev konfiskeret og uddelt til fattige. Klostre blev lukket og munke og nonner hjemvist. De, der gjorde modstand, blev henrettet, tortureret eller fængslet.

Som resultat af Kinas voldsomme overgreb mod og omstrukturering af det tibetanske samfund, udbrød der oprør og væbnet modstandskamp overalt i Østtibet. I 1956 nåede modstanden sit højdepunkt i Kham og i 1958 i Amdo. De lokalkendte tibetanske ryttere og jægere organiserede sig i regulære hære, som påførte PLA store tab. CIA, der var interesseret i at bekæmpe kommunismen, begyndte i 1957 optræningen af et lille antal tibetanske guerillakrigere, som blev nedkastet med faldskærm over Østtibet.

Den kinesiske hær nedslagtede hele landsbyer for at ramme de tibetanske krigere gennem deres familier. Klostre nedbrændtes, og besættelsesmagten foretog offentlige henrettelser og tortur, som naboer og slægtninge blev tvunget til at overvære: hængninger, korsfæstelser, afhugning af hoveder, hudfletninger, udsultning, afbrændinger på bål. Folk begyndte at flygte mod Lhasa-området.

I 1958 gennemførte Formand Mao det „Store Spring Fremad“, som skulle sætte yderligere fart i kollektiviseringen og assimileringen af tibetanerne. Sammen med omlægningen af store dele af landbruget i Amdo og Kham fra dyrkning af højlandsbyg til hvede førte det i 1959-61 en hungersnød med sig, hvis omfang så vidt vides aldrig før var set i Tibets historie. Titusinder af mennesker døde.

De officielle kinesiske statistikker er generelt upålidelige, men bekræfter nedgangen i Tibets befolkning i perioden omkring 1959. Folketællingerne i 1953 og 1964, der kun blev gennemført udenfor Centraltibet, angiver et fald i den samlede tibetanske befolkning på 272.000 i denne periode. Særlig hårdt gik det ud over Golok nomaderne i det sydlige Qinghai, der fra 1953-64 reduceredes fra 100.343 til 56.071 personer.

Folkeopstand og flugt

I 1959 brød modstanden for alvor ud i Lhasa. Den 10. marts – som herefter er blevet Tibets nationaldag – gik det meste af hovedstadens befolkning i demonstrationstog mod den kinesiske besættelse, og tibetanske regeringsledere erklærede 17-punktsaftalen for ugyldig. Resterne af den tibetanske hær gjorde sig kampklare. En uge senere begyndte kinesiske tropper at beskyde byen med mortergranater.

Det lykkedes Dalai Lama og en del af hans regering at flygte, netop som bombardementet af Lhasa begyndte. Den 28. marts indsatte Kina Tibets næsthøjeste religiøse overhoved, den 10. Panchen Lama, som leder af det nye kinesiske styre i Lhasa. Under et ophold i byen Lhuntse udnævnte Dalai Lama dagen efter en ny regering, der den 3. april fulgte ham over grænsen til Indien for at påbegynde en tilværelse i eksil.

PLA knuste hurtigt oprøret i Lhasa og det meste af modstandskampen i Tibet. Tusinder af tibetanere blev dræbt. Andre tusinder blev sendt til fange- og arbejdslejre. Mange af de tibetanske modstandsgrupper måtte flygte til Indien og Nepal. Ialt flygtede omkring 85.000 tibetanere frem til 1962.

Med hjælp fra CIA genoptog tibetanske soldater i 1960 angrebene på PLA fra Mustang regionen i Nepal. Den organiserede modstandskamp stoppede først i 1974, da Nepal udviste de tibetanske soldater, efter at USA havde genoptaget sine forbindelser med Kina og standset støtten til tibetanerne.

Efter folkeopstanden i Lhasa overtog Kina den fulde kontrol med administrationen i det centrale Tibet. Kina kunne nu fuldende den totale omformning af Tibets politiske og sociale struktur, som allerede var delvist gennemført i Amdo og Kham. Der blev bl.a. iværksat en kampagne mod tibetansk kultur, religion og identitet. Hovedparten af Tibets 6259 klostre blev enten lukket eller ødelagt, og historiske monumenter, litteratur og religiøs kunst blev destrueret eller fragtet til Kina. Centraltibet blev i 1965 udnævnt til provins i Kina under navnet den Autonome Region Tibet (TAR).

Tibet og FN

De Forenede Nationer’s vilje til at tilgodese tibetanernes rettigheder er blevet overskygget af især de enkelte medlemslandes handels- og storpolitiske interesser. Der har derfor været manglende vilje til at sætte Tibet på dagsordenen.

Fra sit eksil i Indien anmodede Dalai Lama den 9. september 1959 FN om hjælp, idet han henviste til sin første appel 9 år tidligere. USA og andre lande var bekendte med de uhyrlige overgreb i Tibet, men stillede den tibetanske delegation til FN i udsigt, at den risikerede, at FN helt ville lukke sine døre for tibetanerne, hvis den insisterede på, at også de folkeretlige spørgsmål om Tibets politiske status og Kinas uprovokerede aggression skulle behandles. Udfaldet blev, at Generalforsamlingen den 21. oktober i en resolution blot opfordrede til „respekt for det tibetanske folks menneskerettigheder“.

Debatter under FN’s Generalforsamlinger i de følgende år viste dog en stærk modvilje mod at lade Kinas ulovlige besættelse af en uafhængig nation gå helt upåtalt hen, specielt i en tid hvor udryddelsen af kolonialismen stod højt på den internationale dagsorden. Flere lande refererede til Tibet som en selvstændig stat, deriblandt Filippinerne, Malaysia, Irland og Thailand.

I 1961 og 1965 vedtog FN nye resolutioner, der nu i tillæg opfordrede til respekt for tibetanernes ret til selvbestemmelse.

Da Kina i 1971 blev medlem af FN og Sikkerhedsrådet, umuliggjorde det i praksis en FN-indsats for Tibet. At FN i 1959 erkendte, at Kina var part i en „international stridighed“ med Tibet, skulle teknisk have forhindret Kina i at stemme, når Tibet blev diskuteret. Dette er imidlertid blevet ignoreret af verdenssamfundet, der efter 1971 i praksis har fulgt og accepteret Kinas påstand om, at Tibet er et „internt anliggende“. Kun på menneskerettighedsområdet har FN fortsat beskæftiget sig med forholdene i Tibet. FN har til dato aldrig betegnet Tibet som en del af Kina.

Kulturrevolutionen

De fysiske og kulturelle ødelæggelser fortsatte og intensiveredes under Kulturrevolutionen, der i Tibet havde sit højdepunkt fra 1966-1970. Bevægelsens motto var udryddelsen af „de fire gamle“: gamle ideer, kultur, traditioner og vaner.

Al religion blev forbudt. Hold af tilrejsende kinesiske rødgardister og unge, kinesisk uddannede, tibetanske partikadrer holdt daglige, obligatoriske indoktrineringsmøder for alle i Tibet og tvang den lokale befolkning til at deltage i den endelige ødelæggelse af de fleste af de resterende klostre og andre udtryk for tibetansk religion og identitet.

Tibetanerne skulle klæde sig som kinesere, anlægge kinesiske frisurer, synge hyldestsange for Mao og opgive traditionelle festivaler til fordel for kinesiske revolutionære ceremonier. Kina forsøgte også at indføre et „sino-tibetansk venskabssprog“, dvs. tibetansk „forbedret“ med kinesiske gloser, og ændrede mange stednavne. 

De, der gjorde modstand, blev mål for de berygtede selvkritikmøder, thamzing, der ofte involverede grov vold med døden til følge. Folk, der nægtede at give kritik, blev selv emne for næste møde. Thamzing førte til mange selvmord og til, at Tibet forvandledes til et angstens samfund, hvor ingen stolede på hinanden. Denne atmosfære præger stadig landet.

I 1969 greb befolkningen i store dele af Tibet til våben mod kineserne under dække af stridigheder mellem to fraktioner af rødgardister. PLA’s nedkæmpning af oprørene førte sammen med en ny hungersnød i 1968-1973 til tusinder af dødsfald.

I 1984 anslog Tibets regering i eksil på baggrund af interviews med øjenvidner, at der fra 1950-80 i alt døde over 1,2 millioner tibetanere som en direkte følge af den kinesiske besættelse: krigshandlinger, hungersnød, ophold i fangelejre, henrettelser, tortur og selvmord.

Liberalisering

I modsætning til i Østtibet fik egentlige folkekommuner kun en kort levetid i TAR. De fleste oprettedes i begyndelsen af 1970’erne, men allerede i 1984 var hovedparten igen opløst. Nedlæggelsen af folkekommunerne og den efterfølgende omfordeling af land, husdyr og ejendom skete parallelt med den generelle liberaliseringsproces i Kina, der for alvor tog fart i 1979. Den betød også indførelsen af begrænset religions- og bevægelsesfrihed, tilladelse til privat handel og frigivelsen af et stort antal politiske fanger.

 I december 1978 – to år efter Maos død – indledte Deng Xiaoping en dialog med Dalai Lama. Fra nu af blev de store linier i Kinas politik overfor Tibet formuleret på såkaldte „Nationale Fora for Arbejde i Tibet“, hvori de øverste ledere i Folkerepublikken deltog.

Da den daværende generalsekretær i Kinas kommunistparti, Hu Yaobang, besøgte Lhasa den 22.-31. maj 1980 efter det første Forum, blev han chokeret over resultaterne af 30 års kinesisk kolonialisme og erklærede, at partiet havde „svigtet det tibetanske folk“, som „fortsat lever i relativ fattigdom“, og hvis levestandard „ikke er blevet mærkbart forbedret“ siden 1950.

Hu indførte nu en række yderligere reformer, der skulle tage hensyn til Tibets „specielle situation“, bl.a. ansættelse af flere tibetanere i administrationen, hjemsendelse af et antal kinesere, 3-5 års fritagelse for landbrugsskatter og en indsats for videnskab, kultur og uddannelse. Hertil kom, at Kina øgede den økonomiske støtte, finansierede genopbygningen af enkelte templer og klostre og åbnede dele af Tibet for turisme. Der blev gjort en indsats for at fremme det tibetanske sprog i undervisningssystemet og administrationen.

 Fordi befolkningen nu i højere grad var herre over sin egen økonomiske situation, oplevede dele af det tibetanske samfund en forbedring af den materielle levestandard for første gang, siden Tibet blev besat. Tibetanerne benyttede de nye friheder til at begynde en omfattende genopbygning af klostrene og genoptage traditionelle livsmønstre.

Flere af reformtiltagene blev dog kortvarige. Trods den økonomiske liberalisering fortsatte den politiske indoktrinering, undertrykkelsen og kolonialismen. Det førte til fornyet modstand hos især den nye generation af unge, der kun havde oplevet Tibet under kinesisk styre.

Nådesløs undertrykkelse“ af protester

Den 27. september 1987 arresterede politiet en gruppe unge munke fra Drepung klostret, der demonstrerede fredeligt i Lhasa. Det blev anstødsstenen til en række større demonstrationer og oprør i hele Tibet, som kinesiske halvmilitære politistyrker og soldater gang på gang har slået hårdt ned på. Inspireret af Dalai Lamas ikke-voldspolitik har især nonner, munke og unge siden stået i spidsen for utallige demonstrationer for uafhængighed, frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Demonstrationerne – og de nye muligheder for at følge med i, hvad der foregik bag Kinas jerntæppe – fik for alvor omverdenens øjne op for undertrykkelsen af Tibets befolkning. Opmærksomheden er ikke blevet vel modtaget hos lederne i Beijing, der forsøger at opretholde et billede af, at tibetanerne anerkender det kinesiske styre. Mens dissidenterne i Kina „kun“ kritiserer deres egen regerings politik og styreform, anfægter tibetanerne selve styrets legitimitet og krav på suverænitet i Tibet og dermed Folkerepublikkens internationale identitet. Beijings reaktion mod protesterende tibetanere har derfor været ekstra hård.

I 1988 blev Kinas greb om Tibet igen strammet. Den daværende kinesiske sikkerhedschef, Qiao Shi, bekendtgjorde i juli 1988, at de tibetanske protester skulle mødes med „nådesløs undertrykkelse“. Siden har politisk kontrol og kulturel assimilation igen haft højere prioritet end økonomisk liberalisering og respekt for tibetansk særegenhed.

Den 5.-7. marts 1989 – tre måneder før Tiananmen-massakren i Beijing – indtog tusinder af mennesker gaderne i Lhasa for at demonstrere mod Kina. Mellem 80 og 150 tibetanere blev dræbt, hundreder såret og tusinder arresteret, da bevæbnede politistyrker greb ind. Natten mellem den 7. og 8. marts erklærede Li Peng Tibet i undtagelsestilstand, selvom demonstrationerne stort set var ophørt. Militæret overtog kontrollen frem til 1. maj 1990. For at afskrække tibetanerne indsatte PLA tanks, patruljerede i lange kolonner med maskinpistoler og opstillede lastbiler med raketter rettet mod Dalai Lamas vinterpalads, Potala, og Tibets helligste tempel, Jokhang. 

De synlige afskrækningstiltag afløstes snart af de mere vanlige – men nu skærpede – usynlige kontrolforanstaltninger og af ideologiske kampagner. Mistænkte aktivister risikerer vilkårlige, natlige arrestationer og forhør under tortur. Videokameraer er opsat på gadehjørner i Lhasa, og pengegaver eller trusler om arrestationer får folk til at anmelde hinanden. Tidligere politiske fanger kan ikke få arbejde. Munke og nonner, der har været fængslet, er forment adgang til deres klostre.

Kolonisering og "åndelig civilisation“

Med stramningen af den politiske kontrol iværksatte Kina fra 1992-94 en række nye økonomiske reformer, der bl.a. har gjort det attraktivt for kinesiske virksomheder at investere i Tibet og opmuntrer kinesiske handlende til indvandring med billige lån og lave skatter. 

Øgede statstilskud til projekter i Tibet har medvirket til at skabe en forholdsvist velhavende tibetansk elite af forretningsfolk og partikadrer. Til gengæld har en tiltagende inflation skabt øget fattigdom blandt i forvejen marginaliserede tibetanere, som ikke kan kinesisk, eller som bor på landet.

Efter de kinesiske toplederes Tredje Nationale Forum for Arbejde i Tibet i sommeren 1994 begyndte de kinesiske myndigheder en kampagne mod Dalai Lama, der siden blev gradvist skærpet.

I foråret 1996 indledte Beijing en kampagne for „åndelig civilisation“. I Tibet betød det et angreb på tibetanske traditioner, skikke og værdier som under Kulturrevolutionen. Hold af partikadrer slog sig ned i klostre over hele Tibet, hvor de underviste munke og nonner i patriotisme og med trusler om bortvisning forlangte underskrifter på fordømmelser af Dalai Lama og uafhængighedsbevægelsen. I november 1997 udvidedes genopdragelseskampagnen til også at omfatte almindelige tibetanere.

Kina gør stadigt mindre ud af at skjule sin assimilerings- og koloniseringspolitik i Tibet for omverdenen. Menneskerettighedssituationen i Tibet er ved begyndelsen af 1999 værre, end den har været i mange år. Antallet af egentlige politiske fanger er i dag højere, end det har været siden Kulturrevolutionens ophør og Maos død i 1976.

Tibetanerne kalder Tibet Bod (udtales bö) og sig selv bodpa. Betegnelsen Bod omfatter hele det område under den Kinesiske Folkerepubliks kontrol, hvor der bor en oprindelig tibetansk befolkning. Dette område omtales ofte som det “etnografiske” Tibet. Det omfatter de tre hovedregioner Ü-Tsang, Amdo og Kham, deraf navnet Cholka Sum (de tre provinser), som tibetanerne også kalder deres land. Der bor desuden folk af tibetansk oprindelse eller med tibetansk kultur i Tibets nabolande i Himalayaområdet: Indien, Nepal og Bhutan.

Indtil den kinesiske besættelse af Tibet havde den tibetanske centralregering med Dalai Lama i spidsen kontrol over Centraltibet, dvs. Ü-Tsang og Chamdo regionen i Kham. I 1965 blev Centraltibet  af de kinesiske myndigheder omdøbt til den Autonome Region Tibet (TAR). De øvrige dele af Tibet blev indlemmet i de kinesiske provinser Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan. Den kinesiske betegnelse for Tibet,Xizang, bruges kun om den Autonome Region. I denne bog betegner “Tibet” det etnografiske Tibet.

Naturgeografi

Tibet ligger i centrum af Asien. Det deler grænser med Kina, Indien, Nepal, Bhutan og Burma. Landet dækker et areal på 2,47 mio. km2 og er dermed 58 gange så stort som Danmark svarende til 1,6 % af jordens samlede landoverflade.

Engang var det tibetanske højplateau havbund. Det blev dannet igennem millioner af år, og landet hæver sig stadig nogle få millimeter om året. Havet begyndte at forsvinde for omkring 210 - 250 mio. år siden, og plateauet blev dannet for omkring 66 mio. år siden. Det er udfra et geologisk synspunkt et relativt kort tidsrum. Himalayabjergene opstod, da det indiske subkontinent stødte sammen med Eurasien. Denne bevægelse fortsætter stadig, idet det indiske subkontinent fortsætter med at bevæge sig mod nord med en hastighed på omkring 6 cm årligt. Hele Himalayaområdet er geologisk meget aktivt, hvilket bl.a. kommer til udtryk i hyppige jordskælv. Marine plantefossiler som koraller vidner om havet og om et langt varmere klima og mere skovrigt landskab før istiderne.

Det tibetanske højplateau ligger på en gennemsnitlig højde af over 4.000 m og har en udstrækning på 2.500 km fra øst mod vest og 1.200 km fra syd mod nord. Mod syd og vest afgrænses Tibet af Himalayabjergene, der strækker sig 2000 km fra øst til vest langs grænsen til Indien, Bhutan og Nepal. Verdens højeste bjerg Chomolungma  (Mt. Everest) på 8.850 m ligger på grænsen mellem Tibet og Nepal. Mod vest ligger Mt. Kailash, der betragtes som verdens helligste bjerg af både hinduer og buddhister.  

Flere af Asiens største floder har  deres udspring i Tibet, deriblandt Brahmaputra (Yarlung Tsangpo), Indus (Senge Tsangpo), den Gule Flod (Machu), Yangtze (Drichu) og Mekong (Dzachu). Som et minde om den tid, da Tibet var dækket af hav, er der omkring 2.000 søer, deriblandt mange saltsøer, der tilsammen dækker et område på omkring 35.000 km2. Nogle af de største søer er Yamdrok Tso syd for Lhasa, Kokonor (Tso Ngonpo) i det nordøstlige Tibet, og Manasarovar (Mapham Yumtso) ved Mt. Kailash. Yamdrok Tso spiller en særlig rolle for det tibetanske folk, fordi den for dem repræsenterer Tibets sjæl. Manasarovar er Asiens helligste sø for hinduer og buddhister.

Økologiske zoner

Omkring 70 % af Tibet er græsland, og kun 2 % er opdyrket som landbrugsland. Store dele af landet består af stejle, højtliggende og ofte ubeboelige bjergområder. Landskabet og klimaet sætter snævre grænser for hvor mange mennesker, landet kan brødføde.

Tibet kan opdeles i tre økologiske zoner:

•      i nordvest det sparsomt befolkede Changthang (“den nordlige slette”), et bredt bælte af græsland fra Mt. Kailash i vest til Kokonor søen i nordøst

•      mod syd frugtbare landbrugsområder i floddalene

•      mod øst stejle bjergkæder og frugtbare dale

Changthang er et tørt højplateau gennemskåret af små dale og søer og beliggende på en gennemsnitlig højde af 4.500 m. Det meste af området hører til den centralasiatiske ørken og har en årlig nedbørsmængde på mindre end 100 mm. Der er så godt som ingen skov, men det vidtstrakte græsland har et rigt dyreliv af bl.a. kiang (asiatisk vildæsel) og drong (vild yak). Changthang er hjemsted for en stor del af Tibets nomader.

Det sydlige Tibet består hovedsageligt af de transhimalayiske bjerge og Tsangpo dalen med dens bifloder. Højden varierer mellem mere end 6.000 m i vest til 1.000 m i øst. Ca. 75 % af området ligger over 4.000 m. Den gennemsnitlige nedbørsmængde stiger fra vest mod øst. Nær Himalayas nordside er den omkring 250 mm, ved Lhasa 450 mm og i de skovrige områder mod øst over 1.000 mm.

Vegetationen i det sydlige Tibet varierer fra tropiske bjergskove på Himalayas sydside, subtropiske nåletræsskove mod nord og øst, til høje, kolde enge med alpin vegetation og steppeland.  Det medfører forskellige former for udnyttelse af ressourcerne med nomadebrug på de alpine græsgange og landbrug i dalene. Det sydlige Tibet udgør ca. 25 % af Tibet.

Østtibet afvandes af tre store flodsystemer, Machu, Dsachu, og Drichu. Dalenes højde varierer mellem 1.000 og 3.000 m, mens bjergtoppene kan nå 7.500 m. Mod øst og syd er den gennemsnitlige årlige nedbørsmængde  1.200 - 1.600 mm, mens den kun er på 500 mm i nord.

Miljø og naturressourcer

De fleste steder i Tibet lever der kun få mennesker, og befolkningstætheden er lille. Tibets natur er præget af store, næsten mennesketomme vidder, ufremkommelige bjergegne og tætte skove. Kun i en lille del af landet er der intensivt opdyrkede dale og byer. En af følgerne af den kinesiske besættelse kan på længere sigt være rovdriften på og ødelæggelsen af de dele af Tibets natur, der bliver udsat for pres som følge af økonomiske interesser, udviklingsprojekter og kinesisk indvandring.

Tibets skove

Kun ca. 4,5 % af Tibet er i dag dækket af skov. De største skovområder ligger i det østlige og sydøstlige Tibet. Der var betydeligt mere skov i Tibet i tidligere tider. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor den er forsvundet, men det skyldes sandsynligvis en kombination af klimaforandringer og menneskelig indvirkning.

Det er svært at sætte tal på omfanget af skovhugsten i Tibet siden den kinesiske besættelse, men officielle tal viser, at mindst halvdelen af skovdækket fra 1950 er forsvundet. Skovhugsten finder især sted i de østlige områder, der grænser op til Kina, og andre relativt let tilgængelige skovegne. Den stadige udbygning af vejnettet udgør en fare for de skovområder, der hidtil er blevet beskyttet af deres utilgængelighed.

På de stejle bjergsider er der stor fare for erosion, når skoven fældes, og skoven har p.g.a. højden, klimaet og de stejle skråninger svært ved at regenerere. Der gøres sjældent forsøg på bæredygtig skovdrift, og i de få tilfælde, hvor skoven genplantes, tages der ikke hensyn til dens tidligere mangfoldighed.

Kinesiske eksperter har længe advaret mod rovdriften på Tibets skove og de problemer den medfører, bl.a. tilslamning af floderne, men skovhugsten fortsætter de fleste steder uhindret. Efter de store oversvømmelser ved Yangtzefloden i Kina i sommeren 1998, hvor tusinder af mennesker mistede livet og endnu flere deres hjem, beordrede den kinesiske regering totalt forbud mod at fælde træer ved Yangtzeflodens øvre løb, der ligger i det østlige Tibet. Men korruption, magtfulde lokale tømmerfirmaer og manglen på alternativer for de mennesker, der lever af tømmerhugst, gør de fleste forsøg på at forbedre miljøet ineffektive.

Dyreliv

Tibet har et rigt og mangfoldigt dyreliv med adskillige dyrearter, der kun findes i Tibet. Mange af de eksisterende dyrearter er i dag truede. Den internationale miljøorganisation IUCN har ikke mindre end tredive dyr og fuglearter fra Tibet på sin “røde liste” over truede dyrearter fra 1990. Denne liste inkluderer sneleopard, sort bjørn, grå ulv, vild kamel, rød panda og en række forskellige hjortearter. Andre dyrearter som vild yak, vildheste, vildæsler, moskushjorte, og tibetanske antiloper er ligeledes under hårdt pres.

Tilbagegangen i antallet af dyr skyldes dels jagt på dyrearter med høj markedsværdi som f.eks. moskushjorte, hvis kirtler kan sælges på markedet til en pris, der ligger over markedsværdien på guld, dels ødelæggelsen af dyrenes naturlige omgivelser på grund af udviklingsprojekter, der ikke tager hensyn til dyrenes ændrede levevilkår. De eksisterende love for dyrebeskyttelse håndhæves ikke effektivt. Årsagen er både mangel på trænet personale og bestikkelse af lokale myndigheder. Jagten ofte finder sted i isolerede egne, hvor kontrol er vanskelig. 

Græslandet

Tibets græsland har været udsat for et hårdt pres efter den kinesiske besættelse. Mindst 17 % af græslandet er blevet til ørken, og degraderingen fortsætter. Det er der flere årsager til. Der har været en drastisk stigning i det samlede antal dyr, og der er sket en tilflytning af kinesiske bosættere. De kinesiske myndigheders politik med at indhegne græsningsområder og indskrænke nomadernes bevægelsesfrihed har også medvirket til, at visse områder er blevet overbelastet, og at græslandet ikke har haft samme mulighed for at regenerere som tidligere. I flere tilfælde har myndighederne beordret op til 25 % af nomadernes yak-bestande slagtet for at undgå rovdrift på græsgangene.

Råstoffer

Tibet er rigt på råstoffer. Der findes 126 forskellige mineraler, deriblandt bauxit, sølv, gulv, jern, boraks, lithium, potaske og kopper, der hver især siges at udgøre omkring 40 % af de samlede forekomster i Kina. Mængden af lithium udgør ca. 50 % af verdens samlede forekomster, mens jern udgør ca. 2,5 %. Dertil kommer betragtelige forekomster af uran, olie, kul, tin og zink.

Tibet har i mange hundrede år handlet med ædelmetaller såsom sølv og guld og halvædelstene som turkiser, men der var ikke tradition for egentlig minedrift. Det skyldes bl.a., at minedrift udfra et religiøst synspunkt er både forkastelig og farlig, fordi det er et alvorligt indgreb i de lokale jordguders domæne at grave i jorden og fratage dem deres rigdomme.

De kinesiske myndigheder begyndte allerede i 1960’erne med minedrift i større stil, og i dag udgør minedrift den vigtigste økonomiske aktivitet i den industrielle sektor i Ü-Tsang og Amdo. F.eks. svarede udbyttet fra en krommine i 1980 til 50 % af det samlede årlige industrielle udbytte i TAR. Der er dog ikke et særligt stort behov for arbejdskraft, og størstedelen af arbejderne i mineindustrien er kinesiske indvandrere. Minerne drives uden hensyntagen til naturen og arbejdsmiljøet.

Trods de kinesiske myndigheders hemmeligholdelse af deres politik i forbindelse med uranudvinding og dumpning af atomaffald tyder rapporter og øjenvidneberetninger på, at der er uranudvinding og lagring af atomaffald flere steder i Tibet. Lokalbefolkningen i de berørte områder får ingen information om de farer, der er forbundet hermed, og kompenseres ikke for eventuelle skader på helbredet.

Miljø og menneskerettigheder

Langt de fleste tibetanerne lever enten som nomader eller bønder, og de er derfor helt afhængige af deres omgivelser for at overleve. Før den kinesiske besættelse var presset på miljøet langt lavere, end det er nu. Der levede færre mennesker end i dag, hvor de mange kinesiske indvandrere har bidraget til et stigende pres på ressourcerne. Teknologien tillod heller ikke en intensiv udnyttelse af de fleste ressourcer. Befolkningens religiøsitet havde indflydelse på forholdet mellem menneskene og naturen. Det strider mod grundlæggende buddhistiske principper at tage liv, og det har sammen med frygten for lokale naturguder afholdt tibetanere fra større indgreb i naturen.

De kinesiske besættelsestropper, og siden de kinesiske indvandrere kom til Tibet for at beherske landet politisk og for at drage økonomisk fordel af Tibets uudnyttede potentiale af plads og naturressourcer. Meget af den udvikling, der er foregået i de sidste 40-50 år har direkte eller indirekte ført til store ændringer af Tibets natur. Der sker i disse år en stærk udvikling af den tibetanske infrastruktur som følge af den økonomiske moderniseringspolitik. Udviklingen af infrastrukturen – vejbyggeri, vandkraftværker, voksende byer og trafik –  påvirker den tibetanske natur.

Nogle af påvirkningerne giver uoprettelige ødelæggelser af naturen. Udbygning af energiforsyningen med vandkraftværker, der får deres vand fra søer uden afløb, kan føre til at store søer tømmes helt eller delvis for vand. Der har været en årelang konflikt om et vandkraftværk ved Yamdrok Tso søen nær Lhasa. Trods både lokale og internationale protester blev kraftværket bygget. Tibetanerne fik ingen indflydelse på beslutningen.

De kinesiske myndigheder har sat økonomiske interesser over miljøhensyn og har ikke ønsket at lære af lokalbefolkningens viden om forvaltning af naturressourcerne.

Den tibetanske befolkning får ikke del i udnyttelsen af Tibets ressourcer, der bringer betragtelige indtægter til Kina. Befolkningen  deltager ikke i beslutningsprocesser om udnyttelsen af naturressourcerne, selvom et folks ret til egne naturressourcer er en grundlæggende menneskeret. I reglen bliver befolkningen heller ikke informeret om de beslutninger om miljøet, som myndighederne tager, og har alene af den grund ingen mulighed for at øve indflydelse.

Myndighederne er opmærksomme på miljøproblemerne. I TAR har de anlagt naturreservater svarende til et område på 12 % af TAR’s samlede areal. Måske verdens største reservat på 237.000 km2 blev udlagt i Changthang i 1991. Ifølge Verdensnaturfonden er Tibets reservater ikke velfungerende. Det skyldes bl.a. mangel på uddannet personale, der kan beskytte områderne ved at håndhæve miljølovgivningen. Lokalbefolkningen deltager ikke i beslutninger om naturreservaterne. Forudsætningen for en velfungerende miljøpolitik er, at den tibetanske befolkning genvinder sin ret til at træffe beslutninger om Tibets naturressourcer.

Befolkning og erhverv

Ca. 86 % af Tibets befolkning lever på landet, de fleste som bønder eller nomader. Alt i alt har Tibet omkring 5 mio. indbyggere, deraf 2,4 mio. i TAR. Hertil kommer omkring 5,5 mio. kinesiske tilflyttere, inklusive millionbyen Xining i NØ-Amdo. Der er ca. 300.000 kinesiske tilflyttere  i TAR. De fleste kinesere bor i byerne eller i dalene, der fører ind til Kina. Hovedstaden Lhasa i TAR har en befolkning på ca. 300.000, hvoraf halvdelen er kinesere. 

Befolkningen i Tibet fordelt på etniske grupper

Kilder: Zhongguo minzu renkou ziliao (1990 nian renkou pucha shuju). Beijing 1994. Zhongguo renkou tongji nianjian, 1992. Beijing 1993.

* Tallene fra de kinesiske statistikker inkluderer ikke soldater, tilflyttere uden officiel bopæl i Tibet og folk på ophold under et års varighed.

** Tibet er her defineret som TAR, Qinghai, Pari TAC, Kanlho TAP, Ngaba tibetansk qiang AP, Kanze TAP, Mili TAC og Dechen TAP.

P = præfektur, TAP = tibetansk autonomt præfektur, TAC = tibetansk autonomt amt.

Tibetanerne har i tidens løb især slået sig ned i de store dale i syd og øst, især i Yarlung Tsangpo dalen og i de små dale, der er dannet af dens bifloder. Langt de fleste bor i mindre landsbyer. Med undtagelse af enkelte større byer som Lhasa, Shigatse, Dartsedo og Chamdo er de fleste byer i Tibet småbyer med højst et par tusinde indbyggere.

Befolkningens overlevelse har i  århundreder været baseret på dyrehold, landbrug og handel. Størstedelen af Tibet er uegnet til landbrug, men det udstrakte græsland er ideelt for dyrehold. Bønder og nomader har altid haft en tæt samhandel. Byttehandel mellem forskellige befolkningsgrupper er - og var det i endnu højere grad tidligere - en forudsætning for, at de forskellige grupper kunne komme i besiddelse af de varer, de ikke selv kunne producere. Gennem rejsende købmænd eller deltagelse i rejsekaravaner handlede folk sig derudover til luksusvarer som te, silkestoffer, bomuld og krydderier. Denne handel gav dem samtidig mulighed for at komme af med et overskud af uld, salt og andre produkter, der var efterspurgte i nabolandene. Udover bønder og nomader var der håndværkere, embedsmænd, og professionelle handelsmænd i Tibet før 1950. Antallet af munke udgjorde omkring 20 % af den mandlige befolkning. 

Mad

Tsampa, mel malet af ristet byg, og smørte, en blanding af smør, salt og te, udgør en vigtig bestanddel af tibetanernes ernæring. En vokser spiser ca. 175 pund tsampa om året. Udover te er det populært at drikkechang, en slags øl af gæret byg. I reglen består nomadernes måltider derudover overvejende af mælkeprodukter om sommeren og af kød om vinteren Bønderne spiser betydeligt færre mælkeprodukter og mindre kød end nomaderne. De har til gengæld ofte grøntsager og bælgfrugter til at supplere med. Jo mere velhavende folk er, og jo nærmere de lever på markeder og forretninger, jo større variation er der i deres ernæring. I byerne og blandt de velhavende er maden ofte kinesisk inspireret.

Tibets bønder

På trods af, at kun ca. 2 % af Tibets samlede areal er opdyrket, har landbruget altid været en vigtig forudsætning for den tibetanske befolknings overlevelse og evne til at forsørge sig selv. De kinesiske myndigheder har gjort meget for at intensivere landbruget. Det har bl.a. ført til, at stejle og marginale områder er blevet inddraget til dyrkning, en vækst i produktionen af hvede på bekostning af byg, og introduktionen af nye sædsorter og kunstgødning. Flere storstilede udviklingsprojekter er blevet iværksat med det formål at intensivere landbruget og højne produktionen.

Det meste landbrug drives i  floddalene i det sydlige Tibet, hvor kombinationen af god jord og tilstrækkeligt mange frostfrie dage gør det muligt at dyrke korn. De fleste andre opdyrkede områder ligger spredt, og afgrøderne trues ofte af vind, tørke og hagl.

Den vigtigste afgrøde er højlandsbyg, men afgrøder som hvede, ærter, raps, majs, hirse, boghvede og visse grøntsager er også udbredte. Størstedelen af byggen forarbejdes til tsampa. En del anvendes til at brygge chang. I de varmere dale i det sydlige Tibet er der frugttræer med abrikoser, valnødder, pærer, ferskener og æbler. Omkring Tibets byer er der i løbet af de sidste 10-15 år opstået en ny og moderne landbrugssektor, hvor kinesiske indvandrere og tibetanere dyrker en lang række grøntsager i drivhuse. Grøntsagerne sælges på markeder i byerne.

Bønderne lever som regel i landsbysamfund. Nogle landsbyer består kun af nogle få huse, mens andre kan have en anseelig størrelse. Hvert hushold er en mere eller mindre selvstændig og selvforsynende enhed med eget hus, jorde, redskaber og dyr. Nogle bønder har store dyreflokke, der om sommeren drives op på højtliggende sommergræsgange og om vinteren ned i dalene. Det er især udbredt i egne med mindre gode betingelser for landbrug, men med gode græsningsmuligheder.

Ægteskab, familie og hushold

Foruden polygame ægteskaber var der i Tibet før besættelsen en udbredt praksis af polygami. Det fraternele polyandri, dvs. ægteskab mellem en kvinde og flere brødre, var almindeligt. Det kendes kun fra få andre samfund udover de tibetanske. Det er forbudt i dag, men forekommer stadig i tibetanske samfund i Himalayabjergene.  Økonomiske grunde har været afgørende for udviklingen af polyandriet, fordi denne form for ægteskab er en effektiv måde at holde ejendom og jordbesiddelser på én hånd i et land, hvor ressourcerne er knappe. Dertil kommer, at antallet af arbejdsduelige personer er af betydning for et husholds velstand. Især tidligere var det en fordel med flere mænd i et hushold, når en af mændene drog ud på længerevarende og ikke ufarlige handelsture. Polyandri bidrog sammen med det udbredte munkevæsen til en lav befolkningstilvækst.

Foruden polyandri fandtes også polygyni (en mand med flere koner). Valget af ægteskabsform afhang til en vis grad af familiens status og ejerskabsforhold, men kunne også være skiftende indenfor en familie. Folk uden jord giftede sig i mange tilfælde ikke, men indgik konsensus ægteskab, der ikke altid indebar, at parret boede sammen. Polyandri var mest udbredt i velhavende hushold. Antallet af sønner var naturligvis også afgørende. I polyandriske ægteskaber var det ikke ualmindeligt for yngre brødre at have en partner udenfor ægteskabet, men børnene af en sådan forbindelse blev betragtet som illegitime og havde ingen arveret. Børn, der blev født indenfor ægteskab, var fælles. Det var mest udbredt og blev foretrukket at nedarve land og det meste af en families ejendom fra far til søn, men kvinder kunne også arve, hvis der ikke var mandlige arvinger, eller de var munke.

Husholdet var den vigtigste, næsten selvforsynende produktionsenhed i samfundet. Det var husholdet, der havde rettigheder og pligter til f.eks. at betale skatter eller bidrage til fælles opgaver i landsbyen, og ikke det enkelte familiemedlem. Et hushold kunne bestå af et skiftende antal medlemmer, der ikke altid var i familie med hinanden. Husholdet var dog også afhængigt af landsbyen, der bl.a. var ansvarlig for at bygge og vedligeholde de livsvigtige vandingskanaler. Der var en udbredt tradition for udveksling af arbejdsydelser baseret på gensidighed, dvs. at en gruppe hushold kunne vælge at f.eks. høste sammen på alle de involverede husholds marker efter tur. Dette arbejdsfællesskab var i mange tilfælde nødvendigt for at klare større arbejdsopgaver.

Landbruget er i de fleste egne afhængigt af et velfungerende vandingssystem, vekseldrift og gødning til opretholdelse af markernes frugtbarhed. Der er forskellige måder at organisere vekseldrift på, men en vekslen mellem byg, brak og bælgfrugter eller byg, brak, byg, ærter, og hvede er udbredt. Landbrugsredskaberne er ofte enkle. Ploven trækkes f.eks. de fleste steder af dzo, der er krydsninger mellem yak og kvæg. Kinesiske forsøg på at mekanisere landbruget og intensivere produktionen er i mange områder ikke slået igennem endnu, selvom brugen af kunstgødning  kan være betragtelig. En del af de tibetanske bønder bliver presset til at dyrke hvede, der kræver kunstgødning for at give tilstrækkeligt udbytte. Hveden dyrkes især til de kinesiske bosætteres forbrug.

Ejendomsforholdene i landbruget

Størstedelen af den tibetanske landbrugsjord var før 1950 ejet af klostrene og af store jordejere, bl.a. den verdslige adel. Langt de fleste bønder ejede ikke deres egen jord, bortset fra de såkaldte trelpa eller “skatteydere”, der til gengæld skulle betale betragtelige skatter i form af varer og arbejdsforpligtelser, hvis de ikke ville miste deres ejendom. Nogle trelpa familier ejede deres land over generationer og kunne være velhavende. En stor del af bønderne havde brugsret til deres land, nogle på livstid. Andre forpagtede jord eller levede som daglejere eller håndværkere. De lavest stillede var tjenestefolk hos andre, en status, der kunne være arvelig og så tilfælde sammenlignes med slaveri. I almindelighed havde bønderne et udkomme, der var tilstrækkeligt til, at husholdet kunne klare sig, men for de fleste bønder rakte udbyttet ikke til mere end til det nødvendigste for at opretholde livet.

Kvinderne havde en højere status end mange andre kvinder i Asien, men den tillod dem kun i ringe grad at deltage i det politiske liv. Deres hovedopgave var at tage sig af børn og forældre og deltage i produktionen og tilberedelsen af fødevarer og andre gøremål i husholdet. Kvinder kunne dog stå i spidsen for et hushold, optage lån, eje forretninger eller deltage i handelsforetagender.

Mellem 1955 og 1960 begyndte de kinesiske myndigheder de første landreformer i Tibet. I begyndelsen blev de store jordejeres jord konfiskeret og fordelt. Almindelige, mere velhavende familiers jord blev ligeledes fordelt mellem de fattigste. Folk fortsatte ellers med at dyrke deres land eller arbejdede sammen i arbejdsgrupper på 5-10 hushold, der ofte bestod af slægtninge.

Reformerne i begyndelsen af 1970’erne var langt mere vidtrækkende. Frem for alt introduktionen af kollektivt landbrug. I TAR varede kollektiviseringsperioden ca. 10 år og omfattede ca. 90 % af befolkningen. Jord og dyr blev i denne periode ejet kollektivt, og folk blev organiseret i produktionsgrupper på landsbyniveau. Hver person var ansvarlig for en bestemt form for arbejde. Mad blev fordelt blandt husholdene efter lokalt bestemte systemer. Det kollektive ejerskab blev opløst igen i 1980-84, og marker og husdyr blev fordelt til alle medlemmerne i de enkelte produktionsgrupper, normalt i forhold til antallet af medlemmer pr. hushold. Der har ikke siden været kontrol med, hvordan bønderne bruger den jord, de har brugsret til, men de må ikke sælge  den. Den kinesiske stat ejer al jord og udlejer den til tibetanerne på langtidskontrakter. Staten og militæret har stadig store farme forskellige steder i Tibet.

Tibets nomader

Det anslås, at omkring 40 % af Tibets befolkning lever som nomader eller drokpa, som de hedder på tibetansk.

Nomadebrug defineres som regel som et økonomisk system, der kombinerer husdyrhold med skiftende bosættelser. Det involverer brugen af telte og menneskers og dyrs sæsonbetingede flytninger. De fleste nomadesamfunds overlevelsesstrategier er baseret på dualøkonomi, dvs nomaderne lever ikke kun direkte af dyrene men også af handel. De er stort set selvforsynende, fordi det frem for alt er dyrene, der giver dem et overskud til at drive handel med. De fleste nomader ville dog lide store afsavn, hvis de ikke kunne komme af med deres overskud ved at sælge det eller bytte det til varer, de har behov for eller ønske om at besidde, som f.eks. tsampa og te.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor længe der har været nomader i Tibet, men sandsynligvis først efter, at befolkningen lærte at tæmme den vilde yak, der har hjemme på det tibetanske højplateau. Der har været nomader i Tibet i tusinder af år, og nomadebrug er fortsat den dominerende livsstil i de egne af Tibet, hvor landbrug ikke er muligt.

Nomaderne er helt afhængige af deres dyr, der direkte eller indirekte giver dem alt, de har behov for. I Changthang spiller yak, der meget betegnende kaldes nor, rigdom, en vigtig rolle. Yak kan overleve i ekstreme højder og under ekstreme klimatiske forhold. Det er det eneste dyr, der kan bære de tunge nomadetelte og gå gennem dyb sne og over høje pas. Hannerne, yak, får i reglen lov til at græsse for sig selv i højtliggende bjergdale, mens hunnerne, dri, holdes under opsyn sammen med får og geder. Yakuld bruges til at væve telte, til tæpper, og reb. Yak leverer desuden store mængder kød (175-275 pund for en voksen han) foruden mælk og ost.

En yak er ligeså meget værd som 6-7 geder eller får, men mange nomadefamiliers økonomi er alligevel i højere grad baseret på får og geder,  og i nogle egne heste og kvæg. Der er store forskelle på hvor mange dyr den enkelte nomadefamilie besidder, men en familie med 80 yak, 300 geder og får siges at være velhavende, mens en familie med 30 geder, 100 får og 20 yak  er “under middel”.

Fårene, der er tilpasset både kulde og højde, leverer kød, mælk, uld og huder. De anvendes til lettere transport især af sække af korn, salt eller uld på op til 20-30 kg. De udgør en vigtig handelsvare med landsbyerne. Gederne leverer mere mælk end får, men deres værdi er først kommet op på højde med fårenes værdi i takt med, at efterspørgslen efter deres bløde pashima uld, der bruges til vævningen af kostbare Kashmir sjaler, er steget radikalt i de sidste år. Et pund af denne uld kan byttes mod 29 pund byg, mens værdien af yakuld er 4 pund. Et får kunne i 1987 sælges for 50-75 pund byg svarende til en persons forbrug i to-tre måneder. En stigende del af produkterne sælges nu for kontanter.

Geder og får giver kun mælk om sommeren. Det meste af mælken bruges derfor til at lave smør, der er en vigtig handelsvare, og ost.

Dyrene fodres ikke, men lever alene af græsning. Alt efter omgivelserne drives dyrene op til højere græsgange om sommeren og til lavere egne om vinteren, men der er meget stor forskel på, hvor stort et område en dyreflok har at bevæge sig på. I Changthang, hvor det ikke er muligt at flytte til varmere egne om vinteren, må dyrene begrænse sig til et relativt lille område og leve af døde planter en stor del af året. Det er ikke ualmindeligt, at nomadefamilierne har en hovedlejr, hvor de opholder sig størstedelen af året. I reglen bor der en hel familie med flere generationer i et telt, men somme tider vælger ældre forældre eller en gift datter eller søn at have deres eget telt. Mange nomader bygger nu om dage små huse i deres hovedlejr. Det er dels et resultat af en kinesisk politik med at bosætte nomaderne, dels fordi husene er mere behagelige at bo i end  telte. Ofte flytter kun nogle af familiens medlemmer med dyrene, mens især ældre, børn og kvinder bliver i hovedlejren. Særligt velhavende familier hyrer undertiden folk til at flytte med dyrene. 

En af de vigtigste forudsætninger for nomadebrugets overlevelse er, at ressourcebasen ikke overbelastes. Det er af største betydning at opretholde en balance mellem antallet af dyr og mængden af vegetation. Dyrenes græsning har derfor altid været organiseret i nomadesamfund. De enkelte familier har fået tildelt bestemte græsningsområder. Før den kinesiske magtovertagelse modtog hver enkelt nomadefamilie i Changthang af det kloster, eller den adelsfamilie, der ejede deres område, græsgange svarende til størrelsen af deres dyreflokke og deres sæsonbestemte behov. Familierne havde kun ret til at benytte de græsgange, der var blevet dem tildelt, selv i vanskelige tider. Familierne var uafhængige af hinanden og kunne kun bruge andre familiers græsgange en enkelt nat på gennemrejse. Hvert tredje år blev græsgangene fordelt på ny, så deres størrelse svarede til det antal dyr, de enkelte hushold faktisk havde. Antallet kan variere meget fra år til år. Størstedelen af en dyreflok kan gå til grunde i en snestorm, og den kan vokse betragteligt i et godt år.

Et vist antal dyr slagtes hver vinter. I reglen slagter eller borthandler en nomadefamilie ikke flere dyr end der er blevet reproduceret, men familierne har forskellige behov. Nogle ønsker at forøge deres flokke og slagter/borthandler derfor færre dyr, mens andre ønsker penge til f.eks. luksusvarer. Nomaderne slagter sjældent selv, fordi det udfra et buddhistisk synspunkt giver den, der udfører en sådan handling, dårlig karma. Fattige nomader eller lavkaste folk betales for at udføre dette “urene” arbejde.

Nomadebrug er en helårsbeskæftigelse, der kræver megen arbejdskraft. Det er derfor ikke ualmindeligt, at flere nomadefamilier slår sig sammen og passer deres dyr i fællesskab eller betaler hyrder for at gøre det. Vilde dyr, især ulve, er en stadig trussel mod dyrene.

For mange nomader, der lever i nærheden af en saltsø, har handel med salt spillet en vigtig økonomisk rolle. Befolkningen i Himalaya havde indtil for nogle få årtier siden ringe adgang til havsalt, og der var derfor stor efterspørgsel efter tibetansk salt. Selvom den transhimalayiske salthandel har mistet en stor del af sin betydning, foretrækker mange tibetansk salt, og der udvindes stadigvæk salt i Tibets saltsøer. I dag konkurrerer nomaderne om salthandelen med handelsfolk, der henter saltet i lastbiler.

Forandringer under det kinesisk styre

Nomadernes livsstil var truet under Kulturrevolutionen mellem 1966 og 1976. Nomaderne blev kollektiviseret, og velhavende nomader blev udråbt til klassefjender og frataget deres ejendom. Ingen måtte ikke længere eje sine dyr. De fleste nomadefamilier fik en lavere indkomst, end de havde haft før, og der var udbredt fattigdom. Religionsudøvelse blev forbudt, og nomadernes bevægelsesfrihed blev stærkt begrænset. I 1980-84 blev det kollektive system afskaffet. Dyrene blev ligeligt fordelt mellem de enkelte kollektivers medlemmer. Hver familie fik igen det fulde ansvar for deres egne dyr, og mindre grupper på flere familier fik tildelt græsningsområder.

Nomaderne igen har opnået en vis frihed til at leve som de ønsker, men de må hele tiden frygte for, at der gribes ind i deres liv ovenfra. På det politiske plan føler de sig magtesløse og uden medbestemmelsesret selv i lokale beslutninger, der har direkte indflydelse på deres liv.

Under Kulturrevolutionen var handel ikke mulig, men den levede op igen, da økonomien blev liberaliseret. Nomaderne har tre forskellige handelsmuligheder. De kan handle med regeringen på lokalt og nationalt plan, med bønder, landsbybeboere og tilrejsende handelsfolk, og de kan drive fjernhandel. Den nye økonomiske politik tillader befolkningen at sælge sin overskudsproduktion til hvem de vil. Samtidig tvinges nomaderne dog til at sælge en bestemt kvota af bestemte varer, f.eks. uld, kød og smør til regeringens handelskontorer, der har en stor fortjeneste på videresalget af nomadernes produkter, fordi kvotasalget sker til en lavere pris end markedsprisen.

Tidligere spillede fjernhandel en vigtig rolle. Efter at flere og flere egne er blevet tilgængelige med lastbiler, er handelsfolk fra byerne begyndt at hente varer hos nomaderne, og der er blevet åbnet nye markeder for dem. Dette betyder, at mange hushold er begyndt at handle på disse markeder og at leje eller købe lastbiler til at transportere deres varer. Det er ikke mere en selvfølgelighed med månedslange handelsrejser om efteråret. Den transhimalayiske handel er i dag langt mindre end tidligere. 

Leveforhold i dag

Den økonomiske liberalisering i Tibet siden begyndelsen af 1980’erne har bidraget til generelt at højne levestandarden, men der er stadigvæk udbredt fattigdom. Kinas strategi for at bekæmpe fattigdom er hovedsageligt rettet mod økonomisk vækst. Der er kommet en kinesisk talende, tibetansk elite i byerne. Men mange tibetanere er marginaliserede i forhold til de kinesiske bosættere og den tibetanske elite, som blevet er integreret i det kinesiske samfundsmønster. Den gennemsnitlige levestandard er betydeligt lavere end i Kina. 20 % af befolkningen lever udfra en kinesisk definition på fattigdom under fattigdomsgrænsen, og antallet af familier, der har behov for støtte for at overleve er voksende. Efter Verdensbankens definition på fattigdom som en indkomst på  1 $ eller mindre per dag er over 70% af befolkningen fattig.

De job, der er opstået i forbindelse med udnyttelsen af Tibets naturresourcer såsom skovdrift eller mineindustri, varetages kun i mindre grad af tibetanere. Den industrielle og økonomiske udvikling er frem for alt kommet de kinesiske bosættere til gode. F.eks. sidder kinesere på langt den største del af handelen i hovedstaden Lhasa. I 1994 var kun 2,5 % af landbefolkningen i TAR beskæftiget udenfor landbruget.

Den sociale struktur

Tibet var før den kinesiske besættelse et hierarkisk samfund, hvor folks status var baseret på en række kriterier såsom beskæftigelse (bonde, nomade, munk, håndværker), regionalt tilhørsforhold, familieforhold og rigdom. Sønnerne arvede social position og beskæftigelse fra faderen, men kunne i nogle tilfælde bryde ud af de nedarvede forhold ved at blive munke, opnå rigdom, eller gifte sig opad i hierarkiet. Indtil det 20. årh. var visse stillinger indenfor regeringen forbeholdt adelen. På bunden af hierarkiet var de “kasteløse”, grupper af mennesker, der blev betragtet som urene p.g.a deres nedarvede beskæftigelse. Til denne gruppe hørte bl.a. slagtere, fiskere, smede, bødler og de, der tog sig af de afdødes lig. De kasteløse måtte ikke dele mad eller kopper med mennesker udenfor deres gruppe, og de måtte kun gifte sig indenfor deres gruppe. De var i modsætning til andre grupper i det tibetanske samfund udelukket fra social mobilitet, selv hvis de var velhavende.

I princippet er det tidligere sociale hierarki afskaffet i dag, men i praksis findes det fortsat i et vist omfang. Samtidig er andre, nye hierarkier trådt i kraft. Munke og i mindre grad nonner nyder i dag høj status. Adelen, der blev voldsomt forfulgt og undertrykt fra 1955 til 1980, er i dag i en ambivalent situation. De, der ikke aktivt støtter det kinesiske styre, er ofte udsat for diskrimination og misundelse fra den almindelige befolkning såvel som fra statsmagten. Andre tibetanere møder dem med samme beundring og respekt som før i tiden og ser dem som særligt kultiverede mennesker, der symboliserer Tibets historie og selvstændighed. De få, der udadtil støtter Kina, har ofte høje stillinger indenfor administrationen og udnyttes i en vis grad til at legitimere styret. En særlig klasse udgøres af de mennesker, der har været eller er åbenlyst kritiske overfor systemet. De kan ikke få jobs og ender ofte med at flygte til Indien

Kineserne - og den veluddannede tibetanske elite i byerne - udgør den nye overklasse i Tibet, både politisk, økonomisk og kulturelt. Selvom en stor del af de kinesiske indvandrere er fattige, uuddannede bønder, hører kineserne generelt til samfundets elite, der har de højeste poster og bedst betalte jobs. De fleste tekniske eksperter er kinesere. Ifølge den kinesiske regering er 70 % af TAR's embedsmænd tibetanere, og det er ofte tibetanere der beklæder de højeste embeder. Reelt er det dog for det meste kinesere, der tager de vigtige beslutninger, og det skyldes, at de styrer det kommunistiske parti, som fortsat har den afgørende magt i Tibet. Den højeste partipost i TAR har aldrig været i tibetanske hænder. I anden halvdel af 1990’erne har det således været den kinesiske "hardliner" Chen Kuiyuan, der fungerede som "partisekretær" for TAR.

En stor del af det tibetanske samfund -specielt landbefolkningen - er i dag fremmedgjorte overfor udviklingen i deres eget samfund.