Tibetanske flag ved Kinas ambassade og på balloner i byen

Støttekomiteen for Tibet, Studerende for et Frit Tibet og Det tibetanske Samfund i Danmark markerer Tibets nationaldag den 10. marts ved at dele heliumballoner med tibetanske flag og foldere ud i byen og ved at parkere en bil dekoreret med tibetanske flag over for Kinas ambassade i Hellerup.

Den 10. marts er 56-årsdagen for folkeopstanden mod den kinesiske besættelse i Lhasa i 1959. Vi deler balloner og foldere ud på Kultorvet kl. 13 og på Rådhuspladsen kl. 16.

Bilen, som vi har parkeret over for den kinesiske ambassade på Øregårds Alle 25, er dekoreret med flere tibetanske flag samt et skilt med Støttekomiteen for Tibets navn. Den holder der lovligt, og parkering er uden tidsbegrænsning i den side af gaden.

Tibets nationalflag er i praksis er ulovligt i Kina. Vi håber, at flagene vil minde medarbejderne på ambassaden om den fortsatte ulovlige besættelse af Tibet og om de mange krænkelser af menneskerettighederne, der foregår i Tibet i dag.

Bil med tibetanske flag ved Kinas ambassade